Det er noget helt grundlæggende i islam, at mennesket har frihed til at vælge eller fravælge Gud og tro – til at handle inden for eller uden for de rammer, som Guds vejledning definerer – men at det skal stå til ansvar for sit (fra)valg.
Da Gud fortalte englene, at Han ville indsætte en stedfortræder på jorden, blev de forfærdede, da det gik op for dem, at denne nye skabning skulle have INTELLEKT og HANDLEFRIHED (englene er nemlig selv afhængige af Gud på alle måder og er ikke i stand til at handle på anden måde, end Gud vil det):

Og se! Gud sagde til englene: “Jeg vil indsætte en stedfortræder (khalîfa) på jorden!” De sagde: “Vil Du sætte én på jorden, der vil forårsage kaos og blodsudgydelser – hvor vi dog lovpriser og forherliger Dig (og Din lov)?” Han sagde: “Jeg ved, hvad I ikke ved!”
Og Han lærte Adam (dvs. mennesket) om alle tings beskaffenhed og egenskaber (dvs. Han gav mennesket intellekt og viden). Så viste Han dem til englene og sagde: “Fortæl Mig om disse tings beskaffenhed og egenskaber, hvis I kan.” De sagde: “Æret være Du! Vi har ingen viden ud over den, Du har givet os. Du er visselig alvidende og alviis.” (2:30-32)

Engle er ikke i stand til at tilegne sig viden, og de kendte ikke hele Guds plan:

Han sagde: “Oh Adam! Fortæl dem om disse tings beskaffenhed og egenskaber.” Og da han havde fortalt dem om det, sagde Gud: “Sagde Jeg ikke til jer, at Jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og at Jeg ved, hvad I åbenbart viser, og hvad I hemmeligholder?”  (2:33)

At tjene Gud
Livet er ikke kun en gave, men også en opgave. Mennesket er skabt med det formål at tjene Gud:

Jeg har skabt ånder og mennesker udelukkende for at de skal tjene Mig. (51:56)

Hvorfor skulle jeg ikke tjene Ham, som skabte mig, og til Hvem I alle (engang) skal vende tilbage? (36:22)

‘abada = tjene  /   ’abd = tjener el. slave  /  ‘ibâda = tilbedelse

Der er imidlertid IKKE tale om en slave (‘abd), der står med pisken over nakken og UDEN mulighed for at sige NEJ. Der er ej heller tale om blind og ureflekteret underkastelse under en vilkårlig og despotisk guddom.
Der er derimod tale om en tjener (‘abd), der handler i taknemmelighed mod sin Herre og Skaber og i fuld tillid til, at Gud vil os det bedste – en tjener, der har mulighed for og frihed til at sige NEJ. Og hver gang vi tjener Gud ved at følge Hans Lov, er det en form for tilbedelse (‘ibâda).
Gud har nemlig givet mennesket intellektet ved at blæse af Sin ånd (ruh) i fosteret. At dette får afgørende betydning for mennesket, er der ingen tvivl om: tiltaleformen skifter fra DET til JER. Det er Guds indblæste ånd, der adskiller mennesket fra den øvrige skabelse og gør det i stand til at udfylde sin plads på jorden:

Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han skabte mennesket af ler, og dets efterkommere af et ekstrakt af en foragtet væske. Han formede DET og blæste af Sin ånd (ruh) i DET. Og Han gav JER hørelse, syn og hjerte. Liden er JERES taknemmelighed. (32:7-9)

Med intellekt følger ånds-, tanke- og handlefrihed – og dermed muligheden for selv at træffe nogle valg i tilværelsen:

Dette er sandheden fra Herren. Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)

Vi har visselig vist ham vejen. Om han vil være taknemmelig eller utaknemmelig, er op til ham selv. (76:3)

Ikke kun mennesket, men ALT det skabte tjener og bøjer sig for Gud – villigt eller uvilligt: Dyrene handler instinktivt, og naturen kan ikke andet end følge Guds Lov el. naturens orden, som Gud har skabt den:

Alt og alle i himlene og på jorden bøjer sig (ydmygt og tjenstvilligt) for Gud – villigt eller uvilligt – som også deres skygger, morgen og aften. (13:16)

Alt, hvad der er i himlene og på jorden – alle levende væsener og englene – bøjer sig for Gud. Ingen er hovmodige for Herren. (16:49)

Ser I ikke, at alle levende væsener i himlene og på jorden – også fuglene med deres udbredte vinger – lovpriser Gud? Hver eneste lovpriser på sin egen måde, og Gud er vidende om alt, hvad de gør. (24:41)

Frihed og ansvar
Frihed går altid hånd i hånd med ansvar – og mennesket skal stå til ansvar for sine valg og fravalg –

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden – generation efter generation. Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. … Når regnskabets time oprinder, skal hvert enkelt menneske stå til ansvar for sine handlinger på jorden. (35:39 & 45)

Ansvaret påhviler dog kun den, der er blevet gjort bekendt med Guds ord og vejledning – uden den er man “uvidende” – “djâhil”:

Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste – og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen sjæl skal bære en andens byrde. Ej heller vil Vi straffe nogen uden forud at have sendt en budbringer. (17:15) (jvf. 28:59 & 6:131-132)

Frie kristne – ufrie muslimer?
Med denne udredning af det islamiske frihedsbegreb må det stå klart for enhver, at der ikke er belæg for at kalde muslimer “ufrie” eller “fængslede” – i modsætning til “frie” kristne.
At være muslim handler bl.a. om at føle samhørighed med og forpligtelse og ansvar over for Gud og alt det, Han har skabt, for frihed og ansvar går hånd i hånd. Og det vil jeg mene, også gælder for kristne, for den kristne “frihed” er vel ikke uforpligtende og grænseløs – eller er den? Hvorfor skulle en forpligtelse blive til et “fængsel”, når man er muslim – og til “frihed”, når man er kristen??

TRO = DÎN (arabisk) = “at stå i gæld til”
RELIGION = RELIGIO (latin) = “at være bundet til”

© Aminah Tønnsen, maj 2000

Litteratur: