Blasfemi (gudsbespottelse) er ifølge Koranen en synd, men ikke en forbrydelse – og dermed ikke strafbart. I Koranen findes der ikke den ringeste antydning af straf for gudsbespottelse i dette liv – den henhører ganske utvetydigt til det Hinsidige:

Driv ikke spot med Guds tegn, og ihukom Bogen og den visdom (hikma), som Han sendte for at vejlede og advare jer. Nær ærefrygt for Gud og vid, at Han er alvidende. (2:231)

Når de vantro (al-kâfirûn) ser dig, siger de spottende: “Er det ham, der fornægter jeres guder?” Det er dem selv, der fornægter Gud. … (Ilden) vil komme over dem pludseligt og overrumplende. De vil ikke have magt til at afværge den – ej heller vil Gud give dem henstand. … (Mange) sendebud før dig (Muhammad) blev bespottet; men spotterne blev selv ramt af den spot, de havde udsat andre for (på jorden). (21:36, 40 & 41)

… De, der sårer Profeten, vil få en smertelig straf. … Hvis du udspørger dem, vil de bedyre: “Det var kun for sjov!” … Gud har lovet hyklerne (al-munafiqûn) og de vantro – mænd og kvinder – Helvedes ild. Deri skal de dvæle – det er alt, hvad de kan få. Guds forbandelse er over dem. En smertelig straf venter dem. (9:61, 65 & 68)

Er der dødsstraf for blasfemi?
Den kendte jurist Ibn Taymiyya (1263-1328) citeres for at have sagt, at den, der bagvasker Profeten, skal dræbes – og den, der bagvasker hans ledsagere, skal piskes. Ironisk nok blev Ibn Taymiyya selv straffet hårdt på grund af påstået manglende respekt for Profeten, idet han talte imod visse overdrivelser i den folkereligiøse dyrkelse af Profetens fodaftryk i Damaskus!
Også Muhammad Ibn ‘Abd al-Wahhab (1703-1792) henviser til udsagn i islamisk tradition, ifølge hvilke bespottelse af Profeten Muhammad (sabb al-rasul) blev straffet med døden – endog uden forudgående rettergang.
I Koranen hedder det imidlertid:

Derfor forordnede Vi for Israels Børn, at hvis nogen dræber et menneske – medmindre det er som gengæld el. straf for overlagt mord eller blodig vold og terror (fasâd fil ardh) – vil det være, som om han dræber hele menneske­heden. Og hvis nogen redder (el. sparer) et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse), vil det være, som om han redder/sparer hele menneskeheden. (5:35)

Skulle Profeten virkelig have handlet i modstrid med Koranens/Guds ord og ihjelslået liv, som Gud har helliggjort?
Det er nødvendigt at se på da-konteksten for at forstå sammenhængen. På Profetens tid var den forholdsvis lille muslimske menighed meget sårbar, idet den var omgivet af fjendtligsindede stammer, der benyttede enhver given lejlighed til at angribe muslimerne med våben i hånd. Derfor blev blasfemi – ligesom frafald fra islam – betragtet som højforræderi imod islam og den muslimske menighed. Højforræderi betragtes som en hudûd-forbrydelse, hvor det er muligt at idømme dødsstraf eller landsforvisning (5:36).
Siden har situationen i verden forandret sig drastisk. En menighed på over en mia. mennesker fordelt rundt omkring på kloden, kan ikke siges at være lige så sårbar som dengang. Derfor er der ikke længere belæg for at opfatte blasfemi som højforræderi, men som en personlig vildfarelse, som den enkelte skal stå til ansvar for over for Gud.
Men hvorledes skal man da ifølge Koranen forholde sig til gudsbespottelse? Menneskene opfordres ganske enkelt til ikke at lytte dertil og vende sig bort:

Føj ikke de vantro og hyklerne. Ignorér deres udgydelser og sæt din lid til Gud, for Han er den bedste til at tage sig af dine anliggender. (33:48)

Oh I troende! Tag ikke dem, der bespotter Gud, som beskyttere (awliyâ’) – hverken blandt dem, der modtog Skriften før jer eller blandt de vantro; men nær ærefrygt for Gud, hvis I er sande troende. Når I kalder til bøn, tager de det som spot og leg, fordi de er uforstandige. (5:60-61)

Han har sendt jer Bogen med påbud om ikke at omgås dem, der afviser, håner og bespotter Hans tegn – medmindre de ændrer adfærd. Ellers vil I blive betragtet som én af dem. Gud vil visselig føre hyklerne og de vantro sammen i Helvede. (4:140)

Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer adfærd. Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad det ufortrødent. (6:68)

Havde man fulgt disse påbud i forbindelse med f.eks. Salman Rushdie og Taslima Nasreen – i stedet for at lade sig ophidse og true med bål og brand – havde andre ikke kunnet gøre slige folk til martyrere for ytringsfriheden. De, der ikke lyttede til de utallige røster, der manede til besindighed og tog afstand fra heksejagten og dødsdommen, gjorde sig selv og islam en kæmpe bjørnetjeneste.

© Aminah Tønnsen, august 2000

Se også: ”islam – Koran, Hadith, Sharia” (Tønnsen 2015, 253-257)