Den islamiske slagtemetode har siden slutningen af 80’erne været genstand for megen polemik – både i medierne og også internt blandt muslimer.
At man i 1983 (så vidt jeg husker på grundlag af en fatwa fra al-Azhar i Kairo) sagde god for, at dyrene blev bedøvet før den egentlige slagtning, var for mig en øjenåbner for den pengemaskine, som halal-certificeringen var ved at udvikle sig til. For hvordan kan man acceptere, at kyllinger bliver hægtet på en krog med hovedet nedad og ført gennem et strømførende vandbad, før hovedet bliver kappet af? Eller at større dyr får hjernen smadret ved hjælp af en boltpistol, før de får halspulsåren skåret over? Hvordan kan man certificere dette som ”halal” og eksportere dette kød til muslimske lande uden at gøre opmærksom på, hvad der egentlig foregår? Og hvorfor interesserer man sig slet ikke for, under hvilke forhold dyrene bliver opdrættet og transporteret til slagterierne?
I grunden er det såre enkelt: Islam handler om barmhjertighed og om at behandle Guds skabninger med tilbørlig omsorg og respekt. Derfor bør man dybest set ikke spise kød fra dyr, der er opdrættet og slagtet industrielt (uanset slagtemetode), fordi en sådan masseproduktion ikke tillader, at der tages de nødvendige hensyn til det enkelte dyr, som islamisk etik foreskriver.
Fisk og bønner er sunde spiser og kan sagtens erstatte kød rent ernæringsmæssigt, så der er ingen grund til at spise kød hver eneste dag; men hvis man endelig vil spise kød, burde man holde sig til dyr fra økologiske landbrug, der bliver slagtet individuelt. Kødet kan man så selv velsigne, når man køber det, tilbereder det og/eller påbegynder sit måltid.
Koranen siger tydeligt, at jødernes og de kristnes mad er tilladt for muslimer (5:5). ”Jamen, de kristne slagter ikke deres dyr i Guds navn,” vil mange muslimer indvende. Ret beset taler Koranen faktisk slet ikke om at slagte i Guds navn, men om at spise mad, der er velsignet i Guds navn: ”Spis af det, som Guds navn er udtalt over” (6:118). Og ”hvorfor skulle I ikke gøre det?” spørger Koranen videre (6:119) og forbyder at spise kød, ”som Guds navn ikke er udtalt over” (6:121) samt hedensk offerkød, over hvilket ”et andet navn end Guds er udtalt” (6:145).
Intetsteds hedder det, at det er i forbindelse med selve slagtningen, at dyret skal velsignes, og at det er den, der fører kniven, der skal velsigne dyret. Ej heller stilles der krav om et specifikt køn for at velsigne maden. Enhver af os kan velsigne maden ved eksempelvis at sige: ”bismillah allahu akbar” (i Guds navn. Gud er større).
Det kan ikke andet end undre, at muslimer efter halvtreds år i Danmark endnu ikke har taget initiativ til at oprette øko-kollektiver, hvor dyr opdrættes på ansvarlig vis og slagtes individuelt og under dyrlægeopsyn, som det sig hør og bør.
Ansvaret ligger – som altid – hos den enkelte. Det er den enkeltes ansvar at udvælge de fødevarer, der er produceret på ansvarlig vis, og at velsigne den mad, den barmhjertige gud forsyner menneskene med. Så enkelt er det.
Profetens hustru Aicha fortæller, at nogle muslimer, der først for ganske nylig havde antaget islam, skal have sagt til Profeten: ”Der er mennesker, der kommer med kød til os, men vi ved ikke, om de har udtalt Guds navn over det ved slagtningen. Må vi spise af det eller ej?” Profeten skal have svaret: ”Sig Guds navn og spis af kødet.” (Bukhari)
© Aminah Tønnsen, 2014
Fra: “Islam – min hjertesag” (Tønnsen 2014, 351-353).