En Sydafrikansk revolution

Sydafrikas muslimer var i september 1994 vidne til en sand revolution. Den kendte transvaal leder af Muslim Youth Movement, Shamima Shaikh, foranledigede, at mænd og kvinder stod side om side under fredagsbønnen på Wits University i Johannesburg – uden at være adskilt af et forhæng, som det havde været kutyme i mange år. Shamima Shaikh var træt af at være en “upstairs” kvinde – træt af at være forvist til førstesalen eller til en plads bag et forhæng under fredagsbønnen.
Aktionen var en fortsættelse af en protest, der fandt sted i begyndelsen af ramadanen samme år, hvor 25 kvinder – med Shamima Shaikh i spidsen – gik ind i 23. Gades Moské i Fietas i Johannesburg og proklamerede, at de havde i sinde at bede i moskéen. Vrede mænd råbte op og forsøgte at afbryde bønnen; men kvinderne stod fast på deres ret til at følge Profetens sædvane og bede i moskéen.
Kvinderne følte det skræmmende i starten; men deres udholdenhed hjalp dem, og mændenes protester ebbede ud, som ramadanen skred frem. Men da kvinderne ankom til moskéen natten før den 27. ramadan, den mest betydningsfulde nat, Lailat ul-Qadr, måtte de konstatere, at mændene havde taget “upstairs”-bederummet i besiddelse. Til gengæld havde de sat et telt op bag ved moskéen, hvor kvinderne måtte forrette bøn på våde måtter. Som Shamima Shaikh skrev i en offentlig erklæring dagen efter, så havde der været rigelig plads til de 150 kvinder inde i selve moskéen.
Nyheden om, at kvinderne havde indtaget moskéen, spredte sig som en løbeild – også til landområderne, og ved ramadanens afslutning deltog mange kvinder i eid-bønnen.

Da Shamima Shaikh i 1998 døde af cancer som kun 37-årig, var det en af hendes nære veninder, der ledede begravelsesbønnen i hendes hjem i Johannesburg. Således havde Shamima ønsket det, for hun var stødt på en beretning om, at begravelsesbønnen for den kendte jurist Imam Idris bin Shafî’ var blevet ledet af en kvinde.
Trods tilstedeværelsen af flere teologer og imamer, var det hendes mand, Na’eem, der ledede den efterfølgende begravelsesbøn i moskéen. Også flere kvinder deltog i bønnen – ikke “upstairs”, og ikke i et telt i gården.
Også ved selve begravelsen i Pietersburg, den by, hun var opvokset i, deltog kvinderne i begravelsesbønnen. Selvom mænd og kvinder stod adskilt foran graven, var det ikke desto mindre en historisk begivenhed.
Af sine kritikere blev Shamima Shaikh kaldt “den vanvittige shaikinde” – men, som hendes mand sagde ved begravelsesbønnen: “Hvis dette er vanvid, Gud, da giv os alle mod til at være vanvittige!”

Kilde:  http://shams.za.org/