I islam/Koranen findes der ingen forestilling om arvesynd, dette fællesmenneskelige grundvilkår, der iflg. kristendommen giver sig udslag i magtesløshed over for det onde, som mennesket ikke selv kan løfte sig ud af, men som udsones takket være Kristus.

Iflg. islam/Koranen er mennesket skabt i den mest fuldkomne form. Det er velsignet med materielle og åndelige ressourcer: det har fået øjne til at se, ører til at høre og hjerte til at tænke – og potentiale til stadigt at udvikle sig og bevæge sig fra ét åndeligt plan til et andet:

Vi skabte visselig mennesket i den mest fuldkomne form. (95:4)

Han formede mennesket og blæste af Sin ånd (ruh) i det. Og Han gav jer hørelse, syn og hjerte. Liden er jeres taknemmelighed. (32:9)

I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) stade til et andet. (84:19)

Mennesket er dog også svagt og uvidende, det har tendens til at glemme, det er utaknemmeligt, det er utålmodigt, har nemt ved at fortvivle og elsker denne verdens flygtige goder. Derfor har det brug for Guds hjælp og vejledning:

Mennesket er visselig utaknemmeligt imod Herren – og bærer selv vidnesbyrd derom (igennem dets gerninger). (100:6-7)

Mennesket er skabt utålmodigt og har hang til at fortvivle, når modgang rammer det. (70:19-20)

Mennesket tiltrækkes af de glæder, som kvinder og børn, ophobet guld og sølv, fuldblodsheste, kvæg og jordbesiddelser (bereder det). Det er denne verdens (flygtige) goder; men det ypperligste hjem er hos Gud. (3:14)

Gud ønsker at gøre det let for jer, for mennesket er skabt svagt. (4:28)

Vi har sendt Bogen til dig for at tydeliggøre de ting, hvorom de (forskellige grupper) strides, og som en vejledning og velsignelse for de troende. (16:64)

Beretningen om Adam og hans hustru i Paradisets Have er ikke en beretning om et “fald”, men om, hvorledes to mennesker gjorde oprør imod Guds lov og lod sig friste af det onde; om hvorledes de angrede deres fejltrin og bad om tilgivelse – og derved viste sig værdige til at løfte deres opgave her på jorden som Guds arving og forvalter af skabelsen:

Herren lærte Adam (mennesket) at angre, for Herren går de angrende i møde. Han er kærligt overbærende og allerbarmhjertigst. (2:37)

De (Adam og hans hustru) sagde: “Herre! Vi har skadet os selv. Hvis Du ikke tilgiver os og forbarmer Dig over os, vil vi visselig være fortabte!” (7:23)

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden – generation efter generation. Og Han har ophøjet nogle af jer i rang over andre for at prøve jer i de gaver, Han har givet jer. (6:165)

Gud tilgiver den, der angrer, beder om tilgivelse og forbedrer sig – men mennesket bliver først “syndigt”, dersom det igen og igen  – og med fuldt overlæg – handler uretfærdigt og til skade for sig selv eller andre. Livet er ikke bare tant og fjas. Det er en forpligtende gave, en opgave og en prøvelse:

Selvom I forsøger, vil I aldrig være i stand til at tælle Guds nådegaver. Gud er visselig tilgivende og allerbarmhjertigst. (16:18)

Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed: men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)

Tror I, at I vil komme i Paradis uden at blive udsat for de samme (prøvelser), som jeres forfædre måtte igennem? De mødte lidelser og modgang, der rystede dem så dybt, at selv Sendebudet og de troende med ham råbte: “Hvornår kommer Guds hjælp?” Guds hjælp er visselig nær. (2:214)

Gud blæste af Sin guddommelige energi (ruh) ind i mennesket (15:29, 32:9 & 66:12), der derved – til forskel fra den øvrige skabelse – fik kimen til intellekt og fri vilje. Hvert enkelt menneske skal stå til ansvar for sine handlinger, for frihed og ansvar går hånd i hånd:

Så bered jer i ærefrygt på den dag, da enhver skal stå alene, hvor hverken forbøn eller løsepenge vil blive godtaget, og hvor ingen (anden) kan hjælpe.(2:48)

Gud råder lover himlene og jorden. Han lønner dem, der handler ilde, i overensstemmelse med deres gerninger – og Han lønner dem, der handler godt med det, der er bedst. Herren tilgiver generøst dem, der undgår de store synder og skammelige handlinger, og som kun begår mindre fejltagelser. Han kender jer godt: Han skabte jer af ler, og Han ser jer, når I ligger gemt i jeres mødres skød. Retfærdiggør derfor ikke jer selv! Gud ved bedst, hvem der er gudfrygtig og retsindig. (53:31-32)

Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. Mennesket får ikke andet, end hvad det stræber efter, og det vil snart se frugten af sin stræben. Det vil få løn efter fortjeneste, og Gud er det endelige mål. (53:38-42)

Gud er aldrig uretfærdig i mindste måde. (4:40)

Velsignet være Han, der skabte døden og livet for at prøve hvem af jer, der er retsindig. Han er almægtig og tilgivende. (67:2)

Gud forsikrer os i Koranen, at dersom vi tror på Ham og handler retsindigt og i overensstemmelse med den vejledning, Han har sendt os i form af Koranen, vil Han belønne os i rigeligt mål. Og at Han vil tilgive og forbarme sig over den, der synder, men efterfølgende angrer, beder om tilgivelse og forbedrer sig – uden at vi behøver have billedet af en lidende Kristus på nethinden. I islam er der ingen “kollektiv” forsoning i skikkelse af en frelser, en Guds søn eller Guds inkarnation.

Enhver der helt og holdent giver sig hen til Gud og handler retfærdigt, har visselig grebet det ubrydelige bånd (der fører til det endelige mål). Til Gud skal vi alle vende tilbage. (31:22)

Herren tilgiver generøst dem, der undgår de store synder og skammelige handlinger, og kun begår mindre fejltagelser. (53:32)

Herre! Tilgiv mig og min broder, og lad os få del i Din nåde. For Du er den allerbarmhjertigste af alle barmhjertige. (7:151)

© Aminah Tønnsen, april 2000   

Litteratur:

Se ”emner fra A til Å”: Syndefald.