Af Malcolm X
I foråret 1964 foretog den kendte amerikanske menneskerettigheds forkæmper Malcolm X (1925-1965) den store valfart til Mekka. Denne for ham skelsættende begivenhed beskriver han i sin selvbiografi, hvori han om afslutningen på pilgrimsfærden bl.a. skriver:
“Omkring tyve af os muslimer, der havde afsluttet vores Hajj, sad i et enormt telt på Arafat-bjerget. Som muslim fra Amerika vakte jeg almindelig opmærksomhed. De spurgte mig om hvad der havde gjort størst indtryk på mig ved min Hajj. En af de mange iblandt dem, der kunne engelsk, spurgte. De engelsktalende oversatte mine svar for de andre. Mit svar på deres spørgsmål var ikke noget, de havde ventet, men det ramte lige i plet.
“Broderskabet!” sagde jeg. “At mennesker med alle hudfarver og af alle racer fra hele verden kommer sammen som en! Det har bevist den Ene Guds magt for mig.”
…
Jeg har siden tænkt, at det brev jeg til sidst satte mig ned og skrev, ubevidst havde taget form i mig.
Farveblindheden hos den islamiske verdens religiøse samfund, og farveblindheden hos den islamiske verdens menneskelige samfund: Disse to ting havde gjort større og større indtryk på mig for hver dag, der gik, og havde mere og mere overbevist mig om at jeg måtte ændre min hidtidige tankegang.”
Her er hvad Malcolm X – af sin dybeste overbevisning – i næsten enslydende breve skrev hjem til sin hustru, til sin søster og til andre, der stod ham nær. Han pålagde sine medarbejdere at mangfoldiggøre brevet og sende det rundt til pressen:
Aldrig før har jeg været ude for en så oprigtig gæstfrihed og en så overvældende følelse af sandt broderskab som den mennesker af alle racer og hudfarver praktiserer her i dette ældgamle Hellige Land, det land hvor Abraham, Muhammad og alle de Hellige Skrifters øvrige profeter havde hjemme. I den sidste uge har jeg været totalt stum og lamslået af den venlighed som jeg ser mennesker af alle hudfarver udvise overalt omkring mig.
Jeg har haft den lykke at kunne besøge den Hellige Stad Mekka. Jeg har vandret de forskriftsmæssige syv gange rundt om Ka’baen, ført dertil af en ung Mutawaf ved navn Muhammed. Jeg har drukket vand fra Zem Zem-kilden. Jeg har løbet syv gange frem og tilbage mellem bakkerne Al-Safa og Al-Marwah. Jeg har bedt i den ældgamle by Mina, og jeg har bedt på Arafat-bjerget.
Der var titusinder af pilgrimme fra hele verden. De havde alle tænkelige hudfarver. Der var lyshårede og blåøjede mennesker og sorthudede afrikanere. Men vi deltog alle i de samme ritualer og viste en enhedens og broderlighedens ånd, som mine erfaringer i Amerika havde fået mig til at tro aldrig ville kunne eksistere mellem hvide og ikke-hvide.
Amerika har brug for at forstå Islam, fordi det er den eneste religion, der har slettet raceproblemerne i samfundet. Overalt hvor jeg har rejst i den islamiske verden har jeg truffet og snakket med og endda spist sammen med mennesker, der i Amerika ville være blevet betragtet som “hvide” – men den “hvide” indstilling var slettet af deres bevidsthed af den islamiske religion. Jeg har aldrig før set et så oprigtigt og sandt broderligt forhold praktiseret af folk fra alle racer, lige meget hvad deres hudfarve er.
Det vil måske ryste nogle at høre disse ord fra mig. Men det, jeg har set og oplevet under denne pilgrimsfærd, har tvunget mig til at ændre mange af de tankemønstre, jeg hidtil har haft, og kaste nogle af mine tidligere konklusioner bort. Dette har ikke været så svært igen for mig. Til trods for mine bestemte meninger har jeg altid prøvet på at se kendsgerningerne i øjnene og acceptere livets virkelighed, efterhånden som nye erfaringer og ny viden røber den. Jeg har altid haft den åbne indstilling, der er nødvendig for den fleksibilitet der må gå hånd i hånd med enhver intelligent søgen mod sandheden.
I de sidste elleve dage her i den islamiske verden har jeg spist af samme tallerken, drukket af samme glas og sovet i samme seng (eller på samme tæppe) – og bedt til den samme Gud – som islamiske brødre, hvis øjne var lysende blå, hvis hår var så blond som vel tænkeligt og hvis hudfarve var skinnende hvid. Og jeg har følt den samme oprigtighed i de “hvide” muslimers ord, og i deres handlinger og gerninger, som jeg har mærket hos de sorte afrikanske muslimer fra Nigeria, Sudan og Ghana.
Vi var virkelig alle sammen ens (alle sammen brødre) – fordi deres tro på én Gud havde fjernet det “hvide” fra deres tanker, det “hvide” fra deres opførsel og det “hvide” fra deres holdning.
Jeg kunne se på dette, at hvis de hvide amerikanere vil gå ind for Guds Enhed, så kan de måske også i virkeligheden komme til at gå ind for Menneskehedens Enhed – og holde op med at dømme og skade og forfølge andre mennesker på grund af “forskelle” mellem deres hudfarver.
Nu da racismen plager Amerika som en uhelbredelig kræftsvulst burde de såkaldt “kristne” hvide amerikanere være mere modtagelige over for en løsning, der har bevist at kunne klare et så ødelæggende problem. Måske kan den endnu nå at redde Amerika fra den overhængende katastrofe – den samme ødelæggelse, som racismen skabte i Tyskland, og som til sidst knuste tyskerne selv.
Hver time jeg er her i det Hellige Land får jeg større åndelig indsigt i, hvad der sker mellem hvide og sorte mennesker i Amerika. De amerikanske negre kan aldrig dadles for deres racehad – de reagerer kun på fire hundrede års bevidst racisme fra de hvide amerikaneres side. Men fordi racismen fører Amerika frem mod selvmord, tror jeg virkelig, ud fra de erfaringer jeg har haft med de hvide af den yngre generation, på universiteterne og de øvrige læreanstalter, at de vil se skriften på væggen og at mange af dem vil vende sig til den åndelige vej til sandheden – den eneste udvej der endnu findes for Amerika, hvis vi skal undgå den katastrofe, som racismen uundgåeligt må føre til.
Aldrig før er jeg blevet så meget hædret som her. Aldrig før har jeg følt mig mere ydmyg og uværdig. Hvem skulle tro, at en amerikansk neger kunne blive så rigt velsignet? … Aldrig nogen sinde ville jeg have drømt om, at nogen en dag skulle vise mig en sådan ære. En ære, man i Amerika ville vise en konge – og ikke en neger.
Lovet og priset være Allah, alle Verdeners Herre.
Med venlig hilsen,
El-Hajj Malik El-Shabazz (Malcolm X)
Kilde:
MALCOLM X: Selvbiografi, Forlaget Per Kofoed, 1993.
“Det sande Islam har lært mig, at alle de religiøse, politiske, økonomiske, psykologiske og racemæssige ingredienser eller karakteristika er nødvendige, hvis Menneskehedens Familie og Menneskehedens Samfund skal være fuldkomment.
Efter at jeg har lært sandheden at kende i Mekka, er folk af alle slags blevet nogle af mine nærmeste venner – nogle kristne, jøder, buddhister, hinduer, agnostikere og endda ateister! Jeg har venner, der kaldes kapitalister, socialister og kommunister! Nogle af mine venner er moderate, konservative, ekstremister – nogle af dem er endda Onkel Tom-typer! Mine venner i dag er sorte, brune, røde, gule og hvide!
Først, når menneskeheden har bøjet sig for den Ene Gud, der har skabt dem alle – først da kan menneskeheden overhovedet nå frem til den “fred”, som man hører så mange snakke om – men som der bliver gjort så lidt for.”
Malcolm X (1960’erne)
“Jeg går ind for sandheden, lige meget hvem der kommer med den. Jeg går ind for retfærdigheden, lige meget hvem der er for eller imod. Jeg er først og fremmest et menneske, og som menneske går jeg ind for alt og alle, der gavner menneskeheden som helhed.”
Malcolm X (1960’erne)
Menneske først og kristen så – kun det er livets orden … Stræbe da hver på denne jord sandt menneske at være – åbne sit øre for sandheds ord, og unde Gud sin ære …
N.F.S. Grundtvig (1830’erne)
Menneske først – jøde, kristen eller muslim så …
Aminah Tønnsen (1990’erne)