Adam og Eva fik mange efterkommere. De fortalte dem om Gud, der havde skabt verden, og om den smukke have, de engang havde boet i. De lærte dem at bede og drage omsorg for hinanden, og de advarede dem imod Satan, den onde, som de selv engang havde ladet sig friste af til at trodse Gud.
De fleste af Adams efterkommere var fårehyrder og agerdyrkere. Når høsten var i hus, havde man for vane at bringe et brændoffer som tak for den gode høst: Man lagde et slagtedyr på et bål, og hvis røgen fra bålet stod lodret til vejrs, mente man, at det var tegn på, at Gud tog imod offeret. Hvis røgen derimod lagde sig langs jorden, var det tegn på Guds utilfredshed og vrede.
Den ene af Adams sønner, Kain, var misundelig på sin yngre bror, Abel, fordi dennes marker gav langt større høstudbytte, end hans egne. Et år, da Gud tog imod Abels offer, men ikke Kains, blev Kain så vred, at han truede med at slå sin bror ihjel.
Abel var en gudfrygtig mand, og han sagde roligt til sin bror: “Gud tager imod de gudfrygtiges offer. Hvis du løfter din hånd imod mig for at dræbe mig, vil jeg ikke sætte mig til modværge og dræbe dig, for så ville du skulle bøde for den synd, du begår imod mig og imod dig selv. Du vil ende i Helvedes ild, for det er straffen for de uretfærdige.”
Kain var dog så forblændet af misundelse og vrede, at han slog sin bror ihjel, og først, da han så sin døde bror ligge på jorden, gik det langsomt op for ham, hvad han havde gjort. Han var rådvild og kunne ikke engang sanse at begrave den døde krop.
Da kom en sort ravn flyvende; men i stedet for at hakke i den døde krop, som ravne sommetider gør, skrabede den i jorden med sine klør for at vise Kain, at han skulle begrave sin døde bror. Kain blev skamfuld over ikke engang at have sanset at beskytte sin døde bror imod at blive ædt af gribbe og hyæner. Han begravede ham og angrede dybt, hvad han havde gjort imod sin uskyldige bror.
Hvis man slår et uskyldigt menneske ihjel, er det, som om man dræber hele menneskeheden. Hvis man derimod redder et liv eller afstår fra sin ret til gengældelse, er det, som om man redder hele menneskeheden.
© Aminah Tønnsen, 2002
Fra “Profetfortællinger fra Koranen” (Tønnsen 2002, 15-18)
Kain hedder på arabisk Qabil – Abel hedder på arabisk Habil
Koranen:
5:30. Fortæl dem om sandheden i beretningen om Adams to sønner: De bragte begge et offer; men Gud tog imod det ene og ikke det andet. Den sidste (Kain) sagde: “Jeg vil dræbe dig!” “Gud tager imod de gudfrygtiges offer,” sagde den første (Abel).
5:31. “Hvis du løfter din hånd imod mig for at dræbe mig, vil jeg ikke løfte min hånd imod dig og dræbe dig, for jeg nærer ærefrygt for Gud, alverdens opretholder.
5:32. Du vil skulle bøde for den synd, du begår imod mig og imod dig, og du vil være blandt Ildens beboere. Det er lønnen for de uretfærdige.
5:33. Hans selvoptagethed forledte ham (Kain) til at dræbe sin bror (Abel), og derved blev han selv én af de fortabte.
5:34. Da sendte Gud en ravn, der skrabede i jorden for at vise ham, hvordan han skulle skjule det skamfulde mord. “Skam få mig!” sagde han (Kain). “Er jeg end ikke i stand til at begrave min broders krop, uden at en ravn skulle minde mig derom?” Og han blev angerfuld over, hvad han havde gjort.
5:35. Derfor forordnede Vi for Israels Børn, at hvis nogen dræber et menneske – medmindre det er som gengæld for overlagt mord eller blodig vold og terror – vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. Og hvis nogen redder (el. sparer) et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse), vil det være, som om han redder/sparer hele menneskeheden.