Vi har visselig skabt mennesket til et liv i trængsel og prøvelse (90:4).

Gud vil aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv (13:11).

Gud pålægger ingen mere, end de kan bære (2:286 & 65:7).

Med enhver vanskelighed følger lettelse/befrielse. Med enhver vanskelighed følger lettelse/befrielse (94:5-6).

Fortællingen om Hagar findes ikke i Koranen, men kan bl.a. læses hos Ibn Kathir og al-Bukhâri. Ikke desto mindre har Hagar haft stor betydning som den kvinde, der stod ved Abrahams side, da han skulle genindføre monoteismen efter generationers flergudsdyrkelse. Historikeren Ibn Ishaq (d.767), der er kendt for sin omfattende Muhammad-biografi, kalder Hagar ”arabernes moder”:

Koranen fortæller om, hvorledes Abraham forlod sine for­fædres land, Mesopotamien, efter uoverensstemmelser med sin flergudsdyrkende far, der ikke kunne acceptere sønnens tanker om én almægtig gud. Med sig havde Abraham hustruen Sara og nevøen Lot og hele deres hushold.
Gud førte Abraham og hans hushold til Egypten, hvor de opholdt sig en tid lang, før de slog sig ned i Palæstina. Under deres ophold i Egypten giftede Abraham sig med Hagar. Hun var født som slave og var som meget ung blevet givet bort til et ukendt, aldrende ægtepar, med hvem hun måtte drage bort fra sin fødeegn.

Gud skænkede Abraham en søn ved Hagar. Da de endelig var nået til Palæstina, beordrede Gud Abraham at vandre mod øst sammen med Hagar og deres spæde søn, Ismael.
Da de havde nået deres bestem­melsessted, gjorde Abraham sig rede til at rejse tilbage til sin første hustru Sara, der var blevet tilbage i Palæstina. Hagar var fortvivlet over at blive ladt alene tilbage i den øde ørken; men hun blev fattet og rolig, da Abra­ham fortalte hende, at det var Gud, der havde på­budt ham at gøre således, for hun var en gudfrygtig kvinde og satte al sin lid til Gud.
Da Abraham var nået et stykke vej, bad han ydmygt Gud sørge for den del af sin familie, som han nu have ladt alene tilbage i ørkenen.

Efter nogle dage slap Hagars pro­viant op, vandsækken var tom, og mælken i hendes bryster var blevet sparsom. ­Hun stolede fuldt og fast på, at Gud ville komme hende og hendes spæde søn til undsætning; men hun ventede ikke passivt på, at miraklet skulle ske.
Skønt alene i ukendte, barske og øde omgivel­ser, udviste hun an­svarlighed og gåpåmod. Hun tog sagen i sin egen hånd og gjor­de en aktiv ind­sats for at forbedre sin egen og sønnens fortvivlede situa­tion.
Hun lagde sønnen i skyggen af en busk gik op på en nærlig­gen­de høj for at se, om hun kunne få øje på en brønd i nær­heden – eller om en karavane skulle være i sigte. Skuf­fet gik hun ned fra højen og over til en anden høj. Heller ikke her fra var der tegn på liv.
Men Hagar gav ikke op: Syv gange løb hun frem og tilbage mellem højene, mens hun bad Gud om hjælp. Udmattet sank Hagar sammen ved siden af sin søn, og se, en kilde brød frem af den golde ørken – lige ved siden af sønnen. Gud havde hørt hendes bønner. Lykkelig gav Hagar sin søn af det kølige vand og slukkede sin egen tørst. Og hun faldt på knæ og takkede Gud.

Kilden gav hun navnet Zamzam (lyden af rislende vand), og alverdens pilgrimme nyder endnu den dag i dag godt af kildens velsmagende, kølige vand. De to høje hedder Safa og Marwa, og Hagars fortvivlede søgen efter vand mindes også i vore dage som en del af islams pilgrimsritual.
Karavaner på gennemrejse gjorde holdt ved kilden, og nogle slog sig ned ved den – med Hagars tilladelse. Så da Abra­ham nogle år senere kom tilbage til Mekka, da Ismael havde nået skelsår og alder, var området beboet og opdyrket, så vidt, som det nu lod sig gøre.
Abraham og Ismael byggede Ka’baen, og pilgrimme mindes dem ved at bede en bøn ved Abrahams Sted (maqâm Ibrâhîm):

Det første gudshus, der blev opført for menneske­heden, var det i Bak­ka – som en vel­signelse og vejled­ning for alverden. Deri er der tydelige spor som Abrahams Sted. Enhver, der betræder det, vil være i sikkerhed. De, der har mulighed derfor, er forpligtede til at valfarte dertil til Guds ære. Med hensyn til gudsfornægterne/de utaknemmelige, (lad dem vide, at) Gud er uafhængig af alle skabninger (3:96-97).

Da Hagar døde, blev hun begravet ved siden af Ka’baen, og Ismael blev mange år senere begravet ved siden af sin mor. Deres grave vest for Ka’baen er indrammet af en halv­cirkulær, mandshøj mur, Ismaels mur (hadjaru ismâ’îl) hedder den.
Ingen anden er begravet så nær ved islams symbolske midtpunkt, Guds Hus – det sted, som muslimer vender sig imod, når de bøjer sig i bøn, og som de vender ansigtet imod, når de ligger i graven.
Millioner af pilgrimme har i århundredernes løb vandret rundt om Hagars og Ismaels grave, når de har vandret de foreskrevne syv gange rundt om Ka’baen i forbindelse med deres pilgrimsfærd.
En kvinde, en tidligere slavinde, grundlagde islams helligste by, og hendes grav er blevet en del af Den Store Moské og vil blive om­kredset for stedse af pilgrimme, der som deres livs højdepunkt kommer rejsende dertil fra alverdens lande.

Officielle saudiarabiske skrifter nævner dog ikke gravene med et eneste ord, eftersom wahhabitterne tager afstand fra alt, der kunne udvikle sig til persondyrkelse. De hævder i stedet, at området inden for den halvcirkelformede mur engang har været en del af selve Ka’baen.

© Aminah Tønnsen, 1994

Fra: ISLAM – FRED & HARMONI 2/1994.

Se også: Profeten Abraham

Kilder:

  • Barbara Freyer Stowasser: Women in the Qur’an, Traditions, and Interpretation (1994, 46-49) med ref. til Ibn Kathir og al-Bukhari.
  • Ali Shariati: HAJJ (PDF)

Obs.:
* De fleste kilder omtaler Hagar som Abrahams hustru. Ibn Kathir omtaler hende dog som konkubine, hvilket kun gør hendes historie endnu mere bemærkelsesværdig.
* Bakka er det allertidligste navn for byen Mekka.