– De fire retledede kaliffer og efterfølgende dynastier

Abu Bakr, den første kalif (632-634)
Muhammad havde før sin død ikke udpeget nogen efterfølger. Den besindige  Abu Bakr, der havde været en af de første, der antog Islam, blev valgt til Profetens efterfølger og stedfortræder (kalif). Hans datter Aisha var en af de hustruer, Profeten ægtede efter Khadijahs død, og han havde efter Profetens ønske ledet bønnen under dennes sidste sygdom.
Det var dog ikke alle muslimer, der var tilfredse med dette valg, idet nogle mente, at kalif-værdigheden skulle gå til personer, der var af samme slægt som Profeten Muhammad. De kaldte sig Alis parti (shiat Ali), og hver gang der skulle vælges en ny kalif, pegede de på Ali, der var Profetens fætter på fædrene side – og også hans svigersøn, idet han var gift med Profetens datter Fatima.
Et flertal i menigheden mente dog, at Ali var for ung og uerfaren til at løfte en så tung opgave, og derfor faldt valget på den højt respekterede Abu Bakr.
Mange arabiske stammer havde betragtet deres forbund med Muhammad som personligt og dermed opløst ved hans død. Det lykkedes imidlertid Abu Bakr at føre de frafaldne tilbage til folden, og ved hans død i 634 var Arabien atter forenet.

Umar, den anden kalif (634-644)
Som Abu Bakrs efterfølger valgtes Umar ibn al-Khattab, hvis datter Hafsa var en anden af Profetens senere hustruer. Han huskes mest af alt som den, der for alvor gjorde Profetens sædvane (sunna) til religiøs norm og omsatte Koranens sociale teorier til praktisk politik.
”Yde efter evne og modtage efter behov” blev grundpillen i samfundet. Umar fastsatte minimumstakster for den religiøse skat (zakat) og opfordrede folk til frivilligt at yde mere. Midlerne blev så udbetalt i form af f.eks. børnetilskud og pensioner.
Byzantinerne og perserne havde bekriget hinanden i årevis og havde både før og efter Profetens død sendt hære ind over Arabiens grænser. Det blev de berømte hærførere Khalid ibn al-Walid og Amr ibn al-Az, der i de næste år tog kampen op mod disse veludrustede hære.
Byzantinernes overherredømme havde været yderst upopulært i befolkningen, bl.a. på grund af et højt skattetryk, så eftersom de kristne fik lov til at beholde deres religion under det islamiske herredømme mod at betale en mindre beskyttelsesskat, overgav mange sig frivilligt.
Da Umar i 644 blev myrdet, strakte det islamiske rige sig fra Ægypten over Palæstina, Syrien, Arabien og Irak til Persien, og i den følgende tid blev den arabiske bygningskunst stærkt inspireret af den kristne kultur i de erobrede områder.
Det tætte samarbejde, der opstod mellem muslimerne og den oprindelige kristne befolkning i de erobrede områder, gav sig udslag i, at mange kristne gik over til Islam. De troendes eksempel har utvivlsomt haft stor betydning, og sikkert er det, at der aldrig er foregået omvendelser ved tvang; i fuld overensstemmelse med Koranen kap. 2, vers 256.

Uthman, den tredje kalif (644-656)
Til tredje kalif valgtes Uthman ibn Affan. Han havde været gift med Profetens datter Rukaiya, og efter hendes død giftede han sig med søsteren Umm Kulthum. De var begge døtre af Profetens første hustru, Khadijah.
Under Uthman blev der udfærdiget et antal kopier af det allerførste koraneksemplar (der var blevet samlet under Abu Bakr), som blev sendt til de vigtigste byer i det islamiske rige.
Uthmans svage punkt var, at han favoriserede medlemmer af sin familie Banu Umajja, en gren af Kuraish-slægten. F.eks. valgte han en slægtning, Mu’awija, til statholder i Syrien. Denne politik blev skæbnesvanger for ham; han blev myrdet i 655.

Ali, den fjerde kalif (656-661)
Efter mordet på Uthman valgtes Ali ibn Abu Talib til fjerde kalif. Han var søn af Profetens farbror og plejefar Abu Talib og dermed Profetens fætter. Han var gift med Profetens datter Fatima og ved hende far til Profetens eneste mandlige efterkommere, Hasan og Husain.
Eftersom Ali var blodsbeslægtet med Profeten Muhammed, var han den første leder, som Alis parti – der i vore dage kaldes shiiter eller shia-muslimer – kunne acceptere som deres retmæssige leder, imam. Dermed er Ali den første, der både af sunniter og shiiter regnes for menighedens retmæssige leder efter Profeten Muhammad. Han er nemlig både sunniternes fjerde kalif og shiiternes første imam.
Samtidig gjorde imidlertid Mu’awija, den af Uthman udnævnte statholder i Syrien, krav på at overtage kalifværdigheden og beskyldte Ali for meddelagtighed i mordet på Uthman.
Det kom til flere sammenstød mellem Mu’awijas slægt umajjaderne og Alis tilhængere (shi’at Ali, Alis parti, shi’iterne) der lige siden Profetens død havde holdt på, at Ali var dennes retmæssige efterfølger. I et slag ved Siffin ved Eufrat måtte Ali indstille kampen, idet modstanderne satte Koraner på spidsen af deres lanser, og Alis hær naturligvis ikke ville kæmpe imod Guds hellige Bog.
Ali havde i mellemtiden flyttet sin residens til Kufa i Irak, og her blev han myrdet i 661.
Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali omtales ofte af sunni-muslimer som ”de fire retledede kaliffer”.

Umajjaderne (661-750)
Statholderen i Syrien, Mu’awija, lod sig efter Alis død i 661 udråbe til kalif i Damaskus, efter at Alis ældste søn Hasan havde solgt ham sin ret til kalifatet. Da Mu’awija døde i 680, lod Alis yngste søn Husain sig af sin fars tilhængere overtale til at forlade Medina og begive sig nordpå for at lade sig udråbe til kalif i stedet for Mu’awijas søn Yazid.
På Kerbela-sletten syd for Kufa blev Husain og hans følge i 680 omringet af Yazids udsendte hær. Alle mænd og drenge i Husains følge blev dræbt, også Husain selv, mens kvinder og børn, heriblandt Husains spæde søn, førtes i fangenskab.
Yazid blev efter slaget ved Kerbela udnævnt til sjette kalif efter sin far Mu’awija. Han og hans efterkommere fortsatte umajjade-dynastiet til 750. Islams politiske magtcentrum blev således flyttet til Damaskus i Syrien, mens Mekka og Medina forblev Islams religiøse centrum.
Det islamiske imperium blev under umajjaderne udvidet til også at omfatte Nordafrika, Spanien og området omkring Indus-floden, det nuværende Pakistan, og arabisk blev indført som fællessprog i hele imperiet. Jerusalems stilling styrkedes, og den prægtige, ottekantede klippemoske (Kubbat al-Sakra)  med den gyldne kuppel, rejstes o. 685-692 på tempelpladsen (Haram al-Sharif). ”Den fjerneste moske” (Masdjid al-Aksa) med sølv-kuplen påbegyndtes o.715, men stod først færdig o.758, idet den var blevet ødelagt under et jordskælv o.747. Jerusalem (al-Quds) betragtes herefter som Islams tredjehelligste by efter Mekka og Medina.

Sunni- og shi’a-islam
Tragedien på Kerbela-sletten cementerede for altid opdelingen i sunni- og shi’a-islam. Alis parti, shi’iterne, har aldrig anerkendt de tre første kaliffer Abu Bakr, Umar og Uthman, idet de mener, at menighedens eneste retmæssige ledere må være medlemmer af Profetens familie. De skal være imamer (ledere af bønnen) og ikke kaliffer (stedfortrædere).
Profetens fætter og svigersøn Ali (myrdet i Kufa i 661), der af menigheden var  blevet valgt til fjerde kalif, udnævnes nu af shi’iterne til første imam . Han er således den eneste, der af både sunniter og shi’iter regnes for menighedens retmæssige leder. Hans ældste søn, Hasan bliver den anden imam, og den yngste søn, Husain (myrdet på Kerbela-sletten i 680) bliver tredje imam. Husains spæde søn bliver fjerde imam, og fra ham nedstammer alle senere shi’itiske imamer.
Også ismailiternes leder Aga Khan, Kong Husain af Jordan og Kong Hassan af Marokko gør krav på at nedstamme fra Profeten Muhammad gennem dattersønnen Husain.

Abbasiderne (750-1258)
En anden gren af Kuraish-slægten, abbasiderne, der nedstammer fra Profeten Muhammads farbroder Abbas, tilkæmpede sig magten i 750 og etablerede sit centrum i Baghdad i Irak.
Abbasiderne havde imidlertid besvær med at holde sammen på det mægtige imperium, og de kristne europæere udnyttede situationen ved under et første korstog (1096-1099) at løbe både Syrien og Palæstina over ende med deres fanatiske og altødelæggende hære. Jerusalem erobredes i 1099 i et mægtigt blodbad.
I 1144 tilbageerobrede muslimerne Syrien, hvilket udløste det andet korstog (1147-1149).
Jerusalem blev tilbageerobret af muslimerne i 1187, og de kristne havde således tabt stort set alle de områder, de havde erobret. Alligevel forsøgte man sig med adskillige korstog helt indtil 1291, der dog alle endte med europæernes nederlag.
Under abbasiderne var magten dog ikke koncentreret fuldstændig omkring Baghdad. Mindre dynastier dukkede op rundt om i riget for kortere eller længere perioder, f.eks. umajjaderne i Spanien (756-1031) og fatimiderne i Nordafrika (909-1171).
Allerede inden korstogenes ophør var abbasidernes kalifat gået helt i opløsning, idet mongolerne havde dræbt kaliffen i 1258 og ødelagt Baghdad.

Osmannerne (1288-1924)
Mongolerne, der indtog Baghdad i 1258 og gjorde en ende på det abbasidiske kalifat, antog efterhånden Islam, men blev aldrig tildelt kalif-værdigheden.
Nu kom tyrkerne frem på scenen og erobrede under Uthman (Osman 1288-1326) og senere sultaner Lilleasien helt op til Donau. I 1453 faldt det byzantinske riges sidste bastion, Konstantinopel (Istanbul), og de tyrkiske sultaner blev anerkendt som Islams ledere.
Erobringen fortsatte, og i begyndelsen af 1500-tallet erobredes Syrien, Palæstina, Egypten og Ungarn. Både i 1529 og 1683 belejrede man forgæves Wien. I slutningen af 1600-tallet hørte også Algeriet, Tunesien, Irak og dele af Arabien til det osmanniske rige.
Efter den tyrkiske revolution bragtes kalifatet til ophør i 1924; men faktisk har det islamiske imperium været splittet lige fra abbasiderne tilkæmpede sig magten i 750 og op til vore dage.

Islam i Spanien (711-1492)
Omkring år 700 havde umajjaderne erobret hele Nordafrika, og i 711 gik Tarik over Middelhavet til Gibraltar (Djabal Tarik, Tariks bjerg) i Spanien. Hæren fortsatte nordpå, men blev i 732 standset ved Poitiers i Frankrig.
Da abbasiderne tilkæmpede sig magten i Baghdad i 750, lykkedes det et medlem af umajjade-dynastiet at flygte til Spanien. Han slog sig ned i Cordoba, hvor hans slægt herskede fra 756-1031. Spanien blev således den første provins, der løsrev sig fra abbasidernes overherredømme.
Flere mindre dynastier havde deres hovedkvarter i Sevilla (abbasider, almoravider og almohader) indtil 1228. Derefter herskede nasride-sultanerne i Granada, indtil Bouabdil i 1492 måtte opgive byen og gå i eksil i Nordafrika. Med sig tog han og hans trosfæller en rig musiktradition, der har overlevet helt til vore dage under navnet Andalusisk musik. Også den spansk/maurisk inspirerede arkitektur blomstrer og videreføres i dagens Nordafrika.
Under maurerne (således kaldtes muslimerne i Nordafrika og Spanien) oplevede Spanien sin storhedstid. Al Hakam II (961-76) opbyggede Cordobas universitetsbibliotek med 400.000 bøger. Man oversatte arabiske videnskabelige arbejder til latin og spansk, og videnskabsmænd fra alle lande slog sig ned i Toledo og Cordoba. De blev inspireret af det gunstige intellektuelle miljø, og resultaterne af deres eksperimenter spredtes over hele verden. Sammen med Baghdad i Irak var Cordoba en af de mest lærde byer i det arabisk/islamiske rige, og enestående bygningsværker i Cordoba, Sevilla og Granada minder os fysisk om muslimernes tilstedeværelse i Spanien.

© Aminah Tønnsen, 1989 & marts 2005

Ovenstående er hentet fra bogen “Islam Naturens Religion” (side 52-57, Islamisk Studiebogssamling 1989). Teksten er dog lettere revideret.

Kilder:
FAZL, Ahmed: Die Rechtgeleiteten Kalifen. Verlag Islamische Bibliothek, Köln1983.
Die Rechtgeleiteten Kalifen (PDF)

THE RIGHTLY GUIDED CALIPHS

Se også: Splittelsen i sunni- og shia-islam