Af Ahmad von Denffer (1991)
Mekka, den 5.12.1411. Nattebønnen har han forrettet i Masdjid al-Djinn, den moské i Mekka, der står på stedet, hvor djinnerne hørte på Profeten. Nu begiver han sig på tilbagevejen. Han er blevet tørstig og køber en dåsedrik i en butik. Hvor uhensigtsmæssigt med alle disse aluminiums-dåser, går det gennem hovedet på ham. Overalt ligger de. Før i tiden – ja, da han for 20 år siden for første gang gik gennem disse gader, fik man sin drik i glasflasker, som man stillede tilbage i kassen, når flasken var tom …
Mens han drikker den forfriskende drik, iagttager han en gadefejer. Man bestræber sig på at holde Mekkas gader rene; men det lykkes ikke helt. Med kost og langskaftet skovl fejer den unge mand det sammen, som ”Allahs gæster” – sådan lyder Mekka-pilgrimmenes ærestitel – har smidt fra sig. Det er ikke til at fatte: En bonde, måske fra Bangladesh, der derhjemme smider en afgnavet majskolbe på jorden foran sin lerhytte, hvor den snart rådner bort, smider her på samme måde papkrus og dåser fra sig på asfalten og går derfra uden så meget som at blinke. Hensynsløst, så ynkværdigt hensynsløst …
Gadefejeren ser ud, som om han kommer fra samme egn, fra et af jordens fattigste lande. Nå ja, hellere gadefejer i Mekka end brødløs derhjemme. Nu hælder han fejeskovlens indhold i en affalds-container, som en gammel kvinde roder i med begge hænder. Uden et ord, uden mindste forvarsel, flyver affaldet om ørerne på hende, og også gadefejeren går bort uden så meget som at blinke. Hensynsløst, så ynkværdigt hensynsløst …
Sådanne gamle kvinder har han ofte set i Mekka. De er af afrikansk herkomst, sorte, sikkert efterkommere af slaver. Hver aften går de gennem gaderne med en gammel affaldssæk og samler tomme dåser, som ligger alle vegne. De får sikkert lidt for dåserne. Meget kan det ikke være, for en fuld dåse koster jo kun én Rial – ca. 2 kroner.
Han drikker ud og har nu den tomme dåse i hånden. Der er ca. 10 meter hen til den affaldscontainer, som den gamle kvinde stadig roder i. Han rejser sig, og da han lader dåsen falde ned i den gamle kvindes affaldssæk, giver det en klirrende lyd. Overrasket ser den trætte kvinde på ham. Pludselig slår hun hovedet tilbage, stråler af glæde, så hendes hvide tænder glimter, og siger kun ét eneste ord: “Shukran – tak!”
Han har allerede vendt sig bort og kæmper mod smertens tårer, der fylder hans øjenkroge. Tak, og et strålende smil fra en gammel kvinde, fordi én ikke blot lod den tomme dåse stå eller kastede den bort, men bragte den de 10 skridt hen til hende. Tak, fordi én ikke blot smed den den tomme dåse i affaldscontaineren foran hende, men lagde den i hendes egen sæk. Tak, og et strålende smil for en tom dåse – i en by, til hvilken netop nu hundredtusinde, ja millioner af pilgrimme strømmer for at vinde Guds tilfredshed. Tak, og et strålende smil – i et land, der tjener milliarder på olieeksport og hvis kongelige familie overalt bygger paladser og slotte …
Selv et godt ord er en almisse, har Profeten lært ham. Selv en tom dåse er en almisse, har han set. Hvad er der blevet af os muslimer, tænker han, at en konge lader en gammel kvinde fiske tomme dåser op af affalds-containere i Kabaens by? Har vi virkelig ingen ærefrygt for Gud, skammer vi os virkelig overhovedet ikke mere over nogen ting?
Fra: AL-ISLAM. Zeitschrift von Muslimen in Deutschland Nr. 3/1991.
© Oversættelse Aminah Tønnsen, 1993