Troen på menneskets skæbne eller bestemmelse (qadr)
De lærde har altid diskuteret – og været uenige om – forholdet mellem det forudbestemte og den frie vilje. Skæbnetroen kan være en trøst i de tilfælde, hvor ondskab og prøvelser påføres mennesket “udefra”; men at menneskets handlinger og skæbne skulle være forudbestemt af Gud indtil den mindste detalje, er et påskud, som mange magthavere op igennem historien har brugt for at holde hele befolkninger i deres hule hånd og i vedvarende passivitet – og man kan ind i mellem have mistanke om, at nogle bevidst bruger skæbnetroen som påskud for at flygte fra deres ansvar.
For den, der kender og reflekterer over Koranen, er begrebet “qadr” ikke “uklart og tvetydigt”, som nogle hævder. Det handler ganske enkelt om at se Koranen som en helhed:
“qadr” betyder “almagt, målestok, skæbne, dekret el. forordning”. Det nært beslægtede “qada” betyder “skæbne, bestemmelse, endelig dom, retfærdighed” og “det, som er sket”.
“Laylat ul-qadr”, natten til de 27. dag i måneden ramadan, er den nat, hvor Profeten Muhammad modtog sin første åbenbaring – det første af de dekreter, der bestemmer menneskets skæbne, når det skal stå for Gud.
Frihed under ansvar
Det er ganske grundlæggende i islam/Koranen, at mennesket har frihed til at træffe personlige valg. Den frihed får det, ved at Gud “blæser af Sin ånd (ruh)” ind i fosteret:
Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han skabte mennesket af ler, og dets efterkommere af et ekstrakt af en foragtet væske. Han formede det og blæste af Sin ånd (ruh) i det, og Han gav jer hørelse, syn og hjerte. Liden er jeres taknemmelighed. (32:7-9).
Dette er sandheden fra Herren. Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)
Derved har mennesket mulighed for at vælge mellem det gode og det onde, det rigtige og det forkerte etc., og har således i vid udstrækning indflydelse på, hvorledes dets liv vil forme sig. Hver eneste handling får en konsekvens – det er denne konsekvens, som Gud har forudbestemt og meddelt os via Sin vejledning, Koranen.
Sætter man mennesker, rigdom, magt eller ære lige så højt eller højere end Gud – eller hvis man hårdnakket nægter at tro på Gud, selvom man er blevet gjort bekendt med Hans ord – går man sin egen fortabelse i møde. Hvis man derimod tror på Gud, opfylder sine forpligtelser over for Gud og alt det, Han har skabt, og ikke forvolder nogen skade, vil det gå én godt:
Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste – og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen sjæl skal bære en andens byrde. (17:15)
Skulle Gud virkelig give mennesket intellekt og handlefrihed – for derefter at forudbestemme alle dets handlinger indtil mindste detalje??
I øvrigt er der både i selve Koranen og i islamisk tradition (hadith) – mange eksempler på, at der i en given situation er flere muligheder at vælge imellem. Og da Gud står uden for tid og rum, har Han en forhåndsviden om, hvorledes hver enkelt af os vil handle; men det er den enkeltes eget ansvar, hvorledes det forvalter de menneskelige og materielle ressourcer, det har til rådighed:
Så bered jer i ærefrygt på den dag, da enhver skal stå alene, hvor hverken forbøn eller løsepenge vil blive godtaget, og hvor ingen (anden) kan hjælpe. (2:48)
Og bered jer i ærefrygt på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret. (2:281)
Når regnskabets time oprinder, skal hvert enkelt menneske stå til ansvar for sine handlinger på jorden. (35:45)
Eksempelvis er mord, manddrab, tyveri, mened o.a. strafbart – og selvom man måske ikke bliver stillet for retten og straffet i dette liv, skal man stå til ansvar for Gud.
Skulle Gud, der er kærlig, nådig og barmhjertig, virkelig forudbestemme, at nogle af Hans skabninger skulle være onde – og efterfølgende lade dem bøde for en ondskab, de ikke selv har kontrol over??
Der er naturligvis nogle hændelser, mennesket ingen indflydelse har på, som f.eks. “naturlovene”: Hvis man ikke indtager mad og drikke, dør man af sult og tørst. Hvis man går ud i frostvejr i bare tæer, risikerer man at få lungebetændelse. Og menneskene kan ikke lave om på dagenes og årstidernes skiften – eller på jordens, solens og månens kredsløb, men er nødt til at acceptere – og indrette sig efter – det mønster, Gud har skabt …
Det enkelte menneske har ej heller indflydelse på, hvilke omstændigheder, det fødes ind i – men skal stå til ansvar for, hvorledes det har udnyttet de muligheder og ressourcer, det er blevet givet.
Livslængden har Gud derimod forudbestemt:
Ingen dør uden Guds tilladelse. Livslængden er fastsat – intet kan rokke ved denne beslutning. (3:145)
Det er Gud, der giver og tager liv. (3:156)
Intet menneske har forhåndsviden om, hvornår og på hvilken måde, det vil dø. Det er denne opfattelse af al-qadr, der har vundet frem i det 20. århundrede i takt med at mange flere end tidligere – i kraft af deres uddannelse – har fået mulighed for selv at læse Koranen.
© Aminah Tønnsen, august 2001
Er islam en skæbnetro?
De islamiske lærde har altid haft forskellige opfattelser af, hvordan man skal forstå forholdet mellem det forudbestemte og den frie vilje.
Troen på en forudbestemt skæbne kan være en trøst i de tilfælde, hvor mennesket bliver udsat for ondskab eller prøvelser og ulykker udefra; men at menneskets handlinger og skæbne skulle være forudbestemt af Gud indtil mindste detalje, er en ide, som ikke har belæg i Koranen.
Ifølge Koranen har Gud forudbestemt livslængden. Der er naturligvis også andre hændelser, mennesket ingen indflydelse har på, som f.eks. naturlovene. Menneskene kan ikke lave om på dagenes og årstidernes skiften eller på jordens, solens og månens kredsløb, men er nødt til at acceptere – og indrette sig efter – det mønster, Gud har skabt. Det enkelte menneske har ej heller indflydelse på, hvilke omstændigheder det fødes ind i.
Det er helt grundlæggende i Koranen, at mennesket har frihed til at træffe personlige valg. Den frihed får mennesket ved, at Gud “blæser af Sin ånd (ruh)” (32:7-9) ind i fosteret. Derved får mennesket mulighed for at vælge mellem det gode og det onde, det rigtige og det forkerte osv. og har til en vis grad indflydelse på, hvorledes dets liv vil forme sig.
Der er både i selve Koranen og i hadith-litteraturen mange eksempler på, at der i nogle situationer er flere muligheder at vælge imellem. Det er mennesket, der vælger, hvorledes det vil handle, og med handlefriheden følger den enkeltes ansvar for, hvorledes det forvalter de menneskelige og materielle ressourcer, det har til rådighed.
Der er nogle muslimer, der tror, at Gud har forudbestemt hver eneste af menneskets handlinger; men det giver ingen mening at tro, at Gud har givet mennesket intellekt og handlefrihed – for derefter at forudbestemme alle dets handlinger indtil mindste detalje.
Det giver ej heller mening at tro, at Gud, der er kærlig, nådig og barmhjertig, skulle forudbestemme, at nogle af Hans skabninger skulle være onde – og efterfølgende stille dem til regnskab for en ondskab, de ikke selv har kontrol over. Hver eneste handling får derimod en konsekvens, og det er denne konsekvens, Gud har forudbestemt og meddelt os via Koranen.
Koranen advarer eksempelvis om, at man – hvis man sætter mennesker, rigdom, magt eller ære lige så højt eller højere end Gud, eller hvis man hårdnakket nægter at tro på Gud, selvom man er blevet gjort bekendt med Hans ord – går sin egen fortabelse i møde. Hvis man derimod tror på Gud, opfylder sine forpligtelser over for Gud og alt det, Han har skabt, og ikke forvolder nogen skade, vil det gå én godt. Dette har Gud forudbestemt.
© Aminah Tønnsen, 2006
Fra: “Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 84)
Se også:
TØNNSEN, Aminah: Fri vilje og skæbnetro i islam
Religion.dk 7. november 2007
Kilder:
Haeri, Fadhlalla: Beams of illumination from the divine revelation (tafsir)
Zahra Publications USA 1985, pp.247-250.
islamonline.net 31. januar 2003: Between destiny, working and free will.
islamonline.net 24. februar 2003: Divine predestination & man’s free will.
How does Islam solve Free Will vs. Predestination?
Faith in Predestination (qada wa qadar)