- ‘abada: At tjene.
- ‘abd: Tjener.
- adhân: Kaldet til bøn.
- ahl al-bayt: Husets folk, dvs. Profetens slægt.
- ahl al-kitâb: Bogens folk eller Skriftens folk. Den koranske betegnelse for jøder og kristne.
- âkhira: Det hinsidige, livet efter døden.
- al-amîn: Den Pålidelige. Ét af Profeten Muhammads tilnavne.
- ‘alamîn: Egentlig: ”verdener”. Alle former for eksistens på det fysiske såvel som det åndelige plan. Oversættes dog ofte som ’menneskehed’.
- allâhu akbar: “Gud er større” (underforstået: end alt andet). Oversættes dog oftest til “Gud er stor”.
- allâhu a’lam: Gud ved bedst.
- amîn, al: Den troværdige, et af Profetens tilnavne.
- ansâr, al-: Egentlig ”hjælperne”. Betegnelse for de medinensiske muslimer, der havde antaget islam før Profetens udvandring til Medina, og som blev udnævnt til at støtte de nyankomne.
- ‘aqida: Troens grundprincipper (troen på Gud, Hans engle, Hans bøger, Hans profeter, dommedag og en forudbestemt skæbne).
- arkân al-islâm: Tilbedelsens fem søjler (trosbekendelse, bøn, faste, almisse og pilgrimsrejse).
- ’asr: Eftermiddagsbønnen.
- âya: Flertal: âyât. Egentlig: ’tegn’. Vers i Koranen.
- âyât ul-hifz: De såkaldte beskyttelsesvers, som bedes for at beskytte sig imod det onde.
- âyat al-kursi: Egentlig ‘tronverset’, Koranen 2:255.
- banû isrâ’îl: Israelitterne.
- baraka: Velsignelse.
- batin: Koranens ordlyd og mening (betragtes som uforanderlig og absolut).
- bayt al-haram: Det Hellige Hus, Ka’baen.
- bismillâh: “I Guds navn”. Dette siger en muslim hver gang, hun/han påbegynder en handling som eksempelvis at spise, læse, stige ind i et køretøj eller bryde et brød.
- da’wa: Oplysning om islam.
- dhimmi: En beskyttet, en ikke-muslim, der lever under muslimsk overherredømme.
- dhûl-hijja: 12. måned ifølge den islamiske kalender. Pilgrimsmåneden.
- dhûl-ki’da: 11. måned ifølge den islamiske kalender.
- dîn: Livsforståelse, tro.
- dîn al-fitra: Naturens religion. Således kaldes islam med henvisning til det ”urinstinkt”, der tilskynder mennesket til at bøje sig for Gud.
- diya: Blodpenge. Økonomisk erstatning ved mord eller læsioner, skade el. lemlæstelse.
- jabal an-nur: Bjerget Nur uden for Mekka, som Muhammad trak sig tilbage til for at meditere, allerede inden han blev kaldt til profet.
- jahada: At stræbe og kæmpe for en retfærdig sag.
- jahannam: Helvede.
- jamâ’a: “Stedet, hvor man forsamler sig”, moskéen.
- janâba: At være i en tilstand af ”ceremoniel urenhed” efter samleje, sædafgang, menstruation eller fødsel, hvilket kræver, at man bader hele kroppen (ghusl).
- janna: Paradis.
- jar Hira: Hira-grotten i Bjerget Nur, hvor Profeten Muhammad fik sin første åbenbaring.
- jibrîl: Gabriel, ærkeenglen, der videregav Guds ord til Muhammad og andre profeter.
- djihâd: Stræben for en retfærdig sag.
- jizya: En afgift pålagt de mænd, der ikke ønsker at deltage aktivt i forsvaret af den muslimske stat.
- jumâd ul-awwal: 1. jumâd. 5. måned ifølge den islamiske kalender.
- jumâd ut-thani: 2. jumâd. 6. måned ifølge den islamiske kalender.
- du’a: Personlig bøn, bedebøn.
- fadjr: Bønnen mellem daggry og solopgang.
- falâh: Fremgang.
- faqîh: Flertal: fuqahâ. En retslærd.
- al-fâtiha: Åbningssuraen.
- fatwâ: Flertal: fatâwâ. Et juridisk ikke-bindende responsum.
- fiqh: Islamisk retsvidenskab. Specifikke lovregler udledt fra Koranens og Profetens anvisninger.
- firdaws: Paradis.
- fitna: Fristelse.
- furqân: Den, der skelner mellem ret og uret. Bruges om Koranen.
- ghusl: Bad, som tages efter eksempelvis samleje, sædafgang, menstruation eller fødsel, før man kan udføre rituelle handlinger som bøn, faste eller koranlæsning.
- hadîth: Flertal: ahâdîth. Udsagn om Profetens sædvane, hans vejledning til menigheden og stiltiende accept af folks handlinger. Omtales ofte som ”islamisk tradition”.
- hajj: Pilgrimsrejse til Mekka.
- Hajj/Hajja: Tilnavn for en mand/kvinde, der har været i Mekka.
- halâl: Det, der er tilladt ifølge islam i videste forstand.
- halaqa: Studiekreds.
- al-hamdullah: “Gud være lovet!” Siges, når man har fuldført en handling eller hører om noget, der er sket.
- hanîf: Oprigtig gudhengiven. Bruges i Koranen om Abraham.
- harâm: Det, der er forbudt ifølge islam.
- hijâb: Egentlig: At skjule eller beskytte, at adskille eller opdele. Bruges hyppigt om kvinders klædedragt.
- hijra: Udvandring. Bruges specielt om muslimernes udvandring fra Mekka til Yathrib i år 622.
- hikma: Viden.
- hilâl: Nymånen.
- hudâ: Vejledning.
- ‘ibâdât: Gudsdyrkelse, tilbedelse. Af samme konsonant-rod som ‘abd (tjener).
- iblîs: Den onde, Satan.
- ‘idda: Venteperiode for en kvinde efter skilsmisse (3 mdr.) eller ægtefælles død (4 mdr. 10 dage), hvor hun ikke må indgå nyt ægteskab.
- ‘id ul-adhâ: “Den vigtigste fest”. Offerfesten.
- ‘id al-fitr: Fastebrydningsfesten.
- ‘id al-kabîr: “Den store fest”. Et andet navn for offerfesten.
- ‘id al-saghir: “Den lille fest”. Et andet navn for fastebrydningsfesten.
- ‘id mubârak: Velsignet fest!
- iftâr: Det måltid, hvormed man bryder fasten.
- ijmâ’: Konsensus. Enighed blandt de retslærde om et teologisk/juridisk spørgsmål.
- ‘ilm: viden.
- imâm: Den, der står foran. Den, der leder eller vejleder menigheden.
- injîl: Evangeliet givet til Jesus, der dog efter muslimsk opfattelse ikke mere findes i sin oprindelige form.
- al-insan al-kamîl: “Det fuldkomne menneske”. Således omtales Profeten Muhammad. Det er dog ikke ensbetydende med, at han betragtes som ufejlbarlig.
- ’isha: Nattebønnen.
- islâm: Gudhengivelse.
- i’tikâf: At trække sig tilbage i moskéen for at bede og læse i Koranen i de sidste ti dage af fastemåneden.
- jawm al-ahad: 1. dag, søndag.
- jawm al-arbi’â: 4. dag, torsdag.
- jawm al-jumu¢a: Forsamlingsdagen, fredag.
- jawm al-ithnain: 2. dag, mandag.
- jawm al-khamîs: 5. dag, torsdag.
- jawm as-sabt: 7. dag, lørdag.
- jawm at-thulâthâ: 3. dag, tirsdag.
- Ka’ba: Egentlig: ”terning”. Navnet på den terningformede bygning i Mekka, der er muslimernes symbolske midtpunkt.
- kabîsa: Skuddag, der indføres i den islamiske kalender ca. hvert tredje år, for at nytåret altid falder sammen med den faktiske nymåne.
- kafîr. Flertal: kafirûn: Gudsfornægter eller vantro i betydningen ”at skjule Guds vejledning” ved bevidst at undlade at efterleve den i praksis.
- kalîma: Egentlig: Ord. Trosbekendelse.
- khalîfa: Forvalter eller stedfortræder. Menneskene er skabt til at være Guds stedfortræder på jorden, til at forvalte skabelsen i Guds sted.
- khamr: Rusmidler, alkohol, tobak og andet, der slører sanserne, er vanedannende og skader helbredet på længere sigt.
- khâtim an-nabîyîn: “Profeternes segl”. Den, der ”besegler” åbenbaringerne. Guds sidste profet, Muhammad.
- khimâr: Dække el. hoveddække. Beduinernes hoveddække.
- khitân: Omskæring af drengebørn.
- khums: En femtedel. Specielt i forbindelse med krigsbytte.
- khutba: Prædiken i forbindelse med fredagsbønnen.
- kiramul-katibîn: De to ”skrivende engle”, der følger hver eneste menneske og holder øje med dets gode og dårlige handlinger og vidner derom på dommedag.
- kiswa: Det sorte klæde, der dækker Ka’baens sider.
- al-kitâb: Bogen. Et andet ord for muslimernes hellige bog, Koranen.
- kufr: Egentlig: at skjule, at være utaknemmelig, gudsfornægtelse, vantro.
- la illaha ilallah: Den islamiske trosbekendelse: Der er ingen anden gud end Gud.
- lailat al-qadr: Skæbnenatten eller Bestemmelsens nat. Den nat, hvor Profeten Muhammad i år 610 fik sin første åbenbaring fra Gud.
- madhab: Retsskole.
- madînat un-nabî: Profetens by, også kaldet Medina.
- madrasa: Et sted, hvor man studerer. Skole.
- maghrib: Bønnen, der bedes efter solnedgang.
- mahr: Brudegave. Den gave, som gommen giver sin brud i forbindelse med brylluppet.
- mahram: En mandlig slægtning af forbudt grad.
- makrûh: Det, som bør undgås ifølge islam.
- mala’ika: Engle. Usynlige væsener, der adlyder Gud i et og alt.
- manâra: Minaret.
- mandûb: Det, som kan anbefales ifølge islam.
- masjîd: Stedet, hvor man bøjer sig i bøn (sajda), moské.
- masjîd al-aqsâ: Det fjerneste bedested (i Jerusalem).
- maslaha: Det fælles bedste, den fælles interesse.
- mihrâb: Bedeniche, der viser bederetningen (qibla).
- minaret: Et højt tårn på en moské, hvorfra bønneudråberen kalder de troende til bøn.
- minbar: Prædikestol i moskéen.
- miqât: Den grænse uden om byen Mekka, som ikke-muslimer ikke må overskride.
- mirâj: Profetens himmelrejse fra Mekka til Jerusalem og op igennem de syv himle.
- mu’adhin: Bønneudråberen. Den, der kalder de troende til bøn.
- mu’allim: Lærer.
- mubâh: Det, som er tilladt ifølge islam.
- mubârak: Velsignet.
- muharram: 1. måned ifølge den islamiske kalender.
- munâfik: Flertal: munâfikûn. Hykler. En, der foregiver at være muslim, men ikke mener det at hjertet.
- mus’haf: Betegnelsen for de kopier af den allerførste koran, som den tredje kalif Uthman lod udfærdige og sende til de vigtigste muslimske byer.
- mushrik: Flertall: mushrikûn. Afgudsdyrker eller flergudsdyrker. En, der tilbeder og ofrer til gudestøtter eller gudebilleder.
- mut’a: Tidsbegrænset ægteskab (er kun lovligt inden for shi’a-islam).
- namâz: Persisk/urdu for ”bøn”.
- nabî: Flertal: anbiyya. Profet, der ikke fik en ny lov, men støttede sig til tidligere åbenbarede skrifter.
- nâs: Menneskehed.
- naskh: Abrogation, ophævelse af tidligere tekst.
- niqâb: Ansigtsslør.
- nîya: Hensigtserklæring.
- nûr: Lys.
- purdah: Persisk/urdu for afsondring.
- qadr: Skæbne, bestemmelse.
- qalam: Skrivepen.
- qibla: Bederetning.
- qiyâs: Analogislutning ved hjælp af sammenligning med andre lignende situationer.
- Quraish-stammen: Den stamme, som Profeten Muhammad blev født ind i.
- Qurân: Egentlig: Recitation, fremsigelse. Navnet på muslimernes hellige bog, Koranen.
- qurbân: Offer.
- rabb: Herre.
- rabî’ ul-awwal: 1. rabî¢. 3. måned ifølge den islamiske kalender.
- rabî’ ut-thani: 2. rabî¢. 4. måned ifølge den islamiske kalender.
- rajab: 7. måned ifølge den islamiske kalender.
- rak’a: Bøns-enhed, som gentages en, to eller tre gange i løbet af den rituelle bøn.
- ramadân: 9. måned ifølge den islamiske kalender. Fastemåneden.
- rasûl: Flertal: rusul. Sendebud. Profet, der fik åbenbaret en ny lov (som Moses og Muhammad).
- ridda: Apostasi, frafald fra troen.
- risâla: Budskab.
- ruh-ul-qudus: Den hellige ånd, ærkeenglen Gabriel.
- sabr: Tålmodighed, udholdenhed.
- sadaq: Brudegave. Også: mahr. Den gave, som gommen forærer sin brud i forbindelse med brylluppet.
- sadaqa: Egentlig: ”at være oprigtig”. Frivillig almisse, der ofte gives I forbindelse med højtiderne (sadaqat-ul-fitr).
- safar: 2. måned ifølge den islamiske kalender.
- sajda: Egentlig ”bøjning”. At knæle med panden mod underlaget under den rituelle bøn – en del af en bøns-enhed (rak’a).
- salât: Bøn.
- salât ul-jumu’a: Bønnen på forsamlingsdagen, fredag. Ugens vigtigste bøn, der også omfatter en prædiken, khutba.
- saqîna: Sjælefred.
- sawm: Faste. Egentlig: ”renselse”. At faste i måneden ramadân, den niende måned i den islamiske kalender.
- sha’bân: 8. måned ifølge den islamiske kalender.
- shahâda: Trosbekendelse. Egentlig: ”vidnesbyrd”. shâhid = vidne.
- sharî’a: Egentlig: ”Vejen til vandingsstedet” eller ”vejen til kilden”, hvilket vil sige den levevis, som Gud har anvist i Koranen, og som fører til et harmonisk liv hos Gud.
- shawwâl: 10. måned ifølge den islamiske kalender.
- shi’a-islam: Oprindelig: shi¢at Ali, Alis parti. Betegnelsen for den gren af islam, der skilte sig ud ved ikke at anerkende de tre første kaliffer, som muslimerne i Medina valgte som Profeten Muhammads efgterfølgere.
- shiiter eller shi’a-muslimer: Tilhængere af shi’a-islam.
- shirk: Afgudsdyrkelse.
- shûrâ: Indbyrdes rådslagning i familien eller et større fællesskab. Bruges også inden for politik.
- suhuf: Betegnelsen for det første sammenhængende koran-eksemplar, nedskrevet på sammenhængende blade.
- sunna: Sædvane. Specielt om Profeten Muhammads sædvane.
- sunni-islam: Betegnelsen for den gren af islam, som anerkender alle fire kaliffer, som den muslimske menighed i Medina valgte som Profeten Muhammads stedfortrædere.
- sunniter eller sunni-muslimer. Tilhængere af sunni-islam. Egentlig: ”dem, der følger Profetens sædvane”.
- sûra: Flertal: sûrât. Kapitel i Koranen.
- sûra al-fatiha: Åbningssuraen, Koranens første kapitel.
- tafsîr: Korankommentar.
- tahâra: Renselse.
- talâq: Forstødelse, skilsmisse på mandens begæring.
- talbîya: Pilgrimserklæringen: “Her er jeg, oh Gud, til Din tjeneste!” som pilgrimme fremsiger igen og igen på vej til Mekka.
- taqlîd: Imitation (af tidligere juridiske afgørelser eller fortolkninger).
- tasbih: bedekrans med 33 eller 3×33 perler.
- tawba: Egentlig: at vende om. Anger og forbedring af levevis.
- tawhîd: Guds enhed, helhed.
- tawrat: Toraen. Den jødiske betegnelse for de fire Mosebøger.
- tayammum: Symbolsk afvaskning før bøn, når man ikke har rindende vand til rådighed.
- ‘ulûm: Videnskaber. Ental: ‘ilm.
- umma: Fællesskab, menighed eller trossamfund.
- ‘umra: Den lille pilgrimsrejse.
- wahy: Åbenbaring.
- wudû: Den rituelle afvaskning før bøn.
- zabûr: Salmer, Guds åbenbaringer til David.
- zahir: Betydning. Bruges om Koranens betydning, der er variabel og dynamisk.
- zakât: Egentlig: renselse. Den obligatoriske socialskat.
- zawj: Fælle, modstykke. To enheder, der tilsammen danner et hele. Bruges både om ægtefælle og om naturkræfter som varme og kulde, lys og mørke.
- zinâ: Utugt. Seksuelt forhold mellem to personer, der ikke er gift med hinanden.
- zuhr: Middagsbønnen.