Månens faser er nemme at følge med det blotte øje, og derfor har månen helt fra de tidligste tider været brugt til at inddele tiden. Alle tidlige civilisationer havde en månekalender: babylonerne, grækerne, jøderne og ægypterne i Mellemøsten; azeterne og inkaerne i Vesten; kineserne og hinduerne i Østen. Efterhånden gik man mange steder over til at bruge en kombineret sol/månekalender: Man blev ved med at inddele året i måne-måneder (der gik fra nymåne til nymåne), men man indsatte fra tid til anden skudmåneder (skud = indskudt), for at månederne skulle falde på samme årstid hvert år. Således gør man stadig i de religiøse jødiske, kinesiske og hinduistiske kalendere – til forskel fra den muslimske kalender, der udelukkende er baseret på månens faser.

Araberne har fra tidernes morgen opkaldt årene efter historiske begivenheder: Den abessinske hærfører Abraha forsøgte – ridende på en elefant – at indtage Mekka. Han havde nogle år forinden været med til at indtage Yemen og havde dér ødelagt mange storslåede bygningsværker. Men Abraha og hans hær blev slået på flugt, og Ka’baen blev reddet fra ødelæggelse. Året, hvori denne begivenhed fandt sted (570), har man siden kaldt elefant-året. Det var også det år, Profeten Muhammad fødtes.
Fra gammel tid havde araberne brugt en kombineret sol/månekalender med 12 måne-måneder, hvor man dog med 2-3 års mellemrum indføjede en ekstra måned for at følge årstiderne.
Fire måneder er ifølge islam hellige: Tre på hinanden følgende måneder dhûl-ki’da (11.), dhûl-hidja (12.) og muharram (1.) samt radjab (7.). I disse måneder er det forbudt (harâm) at føre krig. Man må dog forsvare sig, hvis man bliver angrebet.
Når man nu indføjede en skudmåned sidst på året, blev der uorden i systemet, for så var det den indskudte måned, der blev hellig i stedet for muharram – hvis man skulle opretholde reglen om de tre på hinanden følgende hellige måneder.
Under sin sidste pilgrimsfærd til Mekka år 632 (nogle måneder før sin død) blev Profeten Muhammad af Gud påbudt at indføre en ren månekalender – uden skudmåned:

For Gud er antallet af måneder 12 – således som Han forordnede, da Han skabte himlene og jorden. Fire af dem er hellige – det er Guds evige og uforanderlige Lov. Begå ikke synd (i disse fire hellige måneder), men forsvar jer mod hedningene, hvis de angriber jer. Vid, at Gud er med dem, der behersker sig. Det er visselig ugudeligt at indføje en skudmåned. Derved bliver hedningene vildledt endnu mere. I et år (skudår) erklærer de den (muharram) for verdslig, og i et andet år (normalår) erklærer de den for hellig. For at nå op på det antal måneder, som Gud har gjort hellige, verdsliggør de, hvad Gud har gjort hellig (muharram)… (9:36-37)

Ophævelse af skudmåneden betyder, at islamiske højtider ikke følger årstiderne:
Måneåret er på 353-355 dage og er altså kortere end solåret, der er på 365 el. 366 dage. Derfor falder muslimske højtider hvert år 10-11 dage tidligere i forhold til den gregorianske kalender. Eksempelvis startede fastemåneden i 1999 den 9. dec. og vil i 2000 starte allerede den 27. nov.

Måneåret er opdelt i 12 måneder med 29 el. 30 dage (månen roterer omkring solen i løbet af 29 dage og knap 13 timer). Fastemåneden (ramadân) slutter ved nymånens tilsynekomst og kan således vare enten 29 el. 30 dage. For at årets første dag (1. muharram) altid skal falde sammen med den faktiske nymåne, forlænger man 11 gange i løbet af en cyklus på 30 år den 12. måned (dhul-hidja) med en skuddag (kâbisa):

  1. muharram                        (30)
  2. safar                                    (29)
  3. rabî’ ul-awwal (I)          (30)
  4. rabî’ ut-thani (II)           (29)
  5. djumâd al-awwal (I)    (30)
  6. djumâd ut-thani (II)    (29)
  7. radjab                                 (30)
  8. sha’bân                              (29)
  9. ramadân                           (29/30)
  10. shawwâl                           (29)
  11. dhûl-ki’da                        (30)
  12. dhûl-hidja                        (29/30)

Kun ugens sjette og syvende dag, fredag og lørdag, har egentlige navne:
* Fredag hedder jawm ad-djumu’a, egentlig forsamlingsdagen – den dag, man samles til ugens vigtigste bøn. Af samme rod: djamâ’a (moské, samlingsstedet).
* Lørdag hedder jawm as-sabt (hviledagen – en henvisning til jødernes helligdag, shabbat).

De øvrige dage betegnes som den første (al-ahad), den anden (al-ithnain) o.s.v.:

  1. al-ahad              søndag
  2. al-ithnain         mandag
  3. at-thulâthâ     tirsdag
  4. al-arbi’â            onsdag
  5. al-khamîs        torsdag
  6. ad-djumu’a     fredag (forsamlingsdagen)
  7. as-sabt             lørdag (hviledagen)

‘Alî ibn Abû Tâlib, Profetens fætter og svigersøn, foreslog, at man brugte udvandringen (hidjra) til Medîna år 622 som udgangspunkt for den islamiske tidsregning. Dette blev vedtaget, og i skrivende stund hedder det islamiske år 1421 A.H. (Anno Hidjra).
I Libyen begynder man dog tidsregningen ved Profetens død (år 632). Det er dog kun selve årstallet, der afviger fra den officielle islamiske kalender: Månedernes navne og længde følger den officielle islamiske kalender.
I de fleste muslimske lande er det kutyme, at man f.eks. på aviser, kalendere, tidsskrifter og officielle dokumenter angiver datoen både ifølge den gregorianske og den islamiske kalender.
Fødselsdage og nationale mærkedage fastsættes efter den gregorianske kalender, medens religiøse højtider udelukkende angives efter den islamiske kalender.

I Iran har man desuden en helt tredje kalender med 12 sol-måneder med 29, 30 el. 31 dage. Nytår (norooz) er på forårsjævndøgn den 21. marts; men ligesom i den islamiske kalender begynder man tidsregningen fra muslimernes udvandring til Medina (år 622) og skriver nu år 1379. Iranske kalendere har således tre forskellige navne til hver enkelt dag:
Den gregorianske og den iranske følger altid hinanden, medens den islamiske forskydes 10-11 dage hvert år i forhold til de to andre:

  1. farwardin      21.3.-20.4.       (31)
  2. ordibehest    21.4.-21.5.      (31)
  3. khordâd         22.5.-21.6.       (31)
  4. tir                       22.6.-22.7.       (31)
  5. mordâd          23.7.-22.8.        (31)
  6. shahrivar      23.8.-22.9.         (31)
  7. mehr               23.9.-22.10.      (30)
  8. âban               23.10.-21.11.    (30)
  9. azar                22.11.-21.12.    (30)
  10. dei                  22.12.-20.1.        (30)
  11. bahman       21.1.-19.2.          (30)
  12. esfand         20.1.-20.3.           (29/30)

Muslimer i hele verden er år efter år optaget af spørgsmålet: Hvornår starter og slutter fasten egentlig? Det spørgsmål har givet anledning til både forvirring og utilfredshed.
Det har nemlig fra Profetens tid været således, at fasten startede og sluttede, når en troværdig person havde set nymånen (hilâl) på himlen. Men ikke i alle lande går man så grundigt til værks som i Ægypten, hvor 10 videnskabsmænd sammen med hver én teolog HVER måned på 10 forskellige steder i landet spejder efter nymånen. I Saudi Arabien f.eks. har der stort set ikke eksisteret noget samarbejde mellem videnskabsmænd og teologer, og det har hidtil været teologerne, der alene har haft til opgave at spejde efter nymånen. Man lægger heller ikke skjul på, at der i de seneste år ind i mellem fra Saudi Arabien er udgået utroværdige oplysninger om nymånens tilsynekomst, idet ”over-ivrige” personer har ‘set’ nymånen tidligere, end det ifølge astronomiske beregninger skulle være muligt.

Det har resulteret i, at muslimer f.eks. i Danmark har startet og sluttet fasten på forskellige dage – alt efter, i hvilket land de har hentet oplysningen om nymånens tilsynekomst. Ej heller i Iran starter hele befolkningen altid fasten på samme dag, og muslimer i Marokko starter ikke altid fasten på samme dag som naboerne i Algeriet.
Det har stået klart i en årrække, at der er behov for at skabe en international islamisk kalender. På Malaysias universitet har man under ledelse af Dr. Mohammad Ilyas efter mange års videnskabelig forskning fundet en naturlig måne-datolinie, og man mener, at en månekalender i det lange løb vil være langt nøjagtigere end en solkalender.
I okt. 1991 afholdtes i Malaysia en ”verdenskonference for den islamiske kalender”. Her erklærede teologer, at de principielt var indforstået med at samarbejde med videnskabsmænd m.h.t. til nymånens tilsynekomst; men der er stadig lang vej igen, før en international islamisk kalender vil være en realitet.
Der findes forskellige modeller til at konvertere data fra muslimsk til gregoriansk tidsregning. I vore dage kan man på internettet ved en simpel indtastning omregne en dato fra den ene til den anden kalender.
http://www.islamicfinder.org/dateConversion.php?lang=english

© Aminah Tønnsen, april 2000

Se også:
TØNNSEN, Aminah: Islamisk, jødisk og kristen tidsregning.

The Islamic Calender