Islamisk etik – Islam – tro og livsforståelse

Islams kerne kan sammenfattes i én enkelt sætning: At tjene Gud ved at tjene skabelsen. Og i grunden er det alt, man har brug for som overordnet ramme for at leve et liv som bevidst, troende muslim i en globaliseret verden og inden for rammerne af dansk lov.
Det kræver dog, at man tør gå imod strømmen og tør træde uden for det én gang etablerede – og frem for alt: at man tør følge Koranens opfordring til at tænke selvstændigt og bruge sin sunde fornuft til selv at tage stilling – trods omverdenens fordømmelse.
Koranen er en ”vejledning til menneskeheden” og ”den, der skelner” mellem ret og uret, mellem godt og ondt. Den er blevet til i en helt specifik historisk, politisk og social kontekst – og så er det op til menneskene at efterleve vejledningen efter bedste evne i den aktuelle kontekst, så den giver mening som rettesnor i dagligdagen.
Islam er ikke – og har aldrig været – en entydig størrelse. Kun igennem fleksibel, rummelig og inkluderende tolkning kan islam leve op til prædikatet ”universel”.
En trosbekendelse er værdiløs, hvis den ikke opfølges af handling, og for mig er der ingen tvivl om, at individet har ansvar for selv at træffe sine valg i forhold til tro og handling. Og jeg har tillid til, at ”Gud er med os, hvor vi end er” (57:4) – også når vi går nye veje, for ”Guds barmhjertighed favner alt” (7:156).

Mennesket er skabt som Guds stedfortræder på jorden. Det er menneskets opgave og ansvar at forvalte og drage omsorg for verdensaltet (2:30). Sagt med andre ord, skal den enkelte troende efter bedste evne bidrage til det fælles bedste. At forvalte skabelsen betragtes som en betroet opgave, en udfordring og en prøvelse for det enkelte menneske. Derved bliver enhver handling og ethvert socialt eller politisk engagement også en religiøs handling.
At være et ordentligt menneske og opfylde sine forpligtelser over for omverdenen kræver efter min opfattelse en god portion ydmyghed for Gud og Hans skaberværk (taqwa), og at den enkelte ind i mellem må lade sine personlige ønsker træde en smule i baggrunden til fordel for det fælles bedste – uden af den grund at lade sig kue eller undertrykke af fællesskabet. Der er i Koranen flere udsagn om at følge den gyldne middelvej i alle forhold. Dette udtrykkes f.eks. ved, at man hverken skal ”holde sin hånd lænket til sin hals eller strække armen ud i sin fulde længde” (17:29). Menneskeheden skal udgøre et ”midtsøgende fællesskab” (2:143).

Leveregler i hverdagen
Den tid er forbi, hvor mennesker valgte at bekende sig til islam på grund af muslimers forbilledlige levevis. Og det har desværre ikke hjulpet stort, at religiøse autoriteter gang på gang minder muslimer bosat som mindretal i ikke-muslimske områder om, at de naturligvis skal overholde dér gældende lov og ret.

Der er et par korte passager i Koranen, der opremser de vigtigste leveregler:

Stift fred og forsoning mellem stridende parter. Lyt ikke til sladder og løse rygter. Bespot og bagvask ikke hinanden. Kald ikke hinanden ved øgenavne. Undgå mistænksomhed og udspionér ikke hinanden (49:1-13).
Lyt til forældre og andre, der er ældre end I selv og tag ved lære af deres livserfaring. Vær taknemmelige og tag jer kærligt af jeres forældre. Påbyd det gode og afværg det onde. Vær tålmodig. Vær ikke uforskammet, stolt og hovmodig (31:12-22).
Vær ikke opfarende. Vær hverken ødsel eller nærig. Hjælp fattige slægtninge, de trængende og de vejfarende. Gå ikke til det ekstreme, men følg den gyldne middelvej. Dræb ikke jeres børn af frygt for fattigdom. Tag ikke liv, som Gud har helliggjort. Hold jer fra utugt. Rør ikke de forældreløses ejendom. Snyd ikke med mål og vægt. Opfyld jeres forpligtelser og vær retfærdige (17:22-39 & 6:151-152).
Hold jer fra alle former for rusmidler, dvs. fra alt, der er vanedannende, som slører sanserne ved indtagelse i større mængder, og som skader jeres eget og jeres medmenneskers helbred. Hasardspil sår splid imellem mennesker og får menneskene til at glemme den åndelige side af tilværelsen (2:219). Man begynder som en uskyldig spillefugl – og ender med at være besat af spilledjævelen!
Hold jer til sandheden – også selvom I derved skader jer selv eller jeres nærmeste (4:135) (eksempelvis som vidne i en retssag).
Disse leveregler gælder naturligvis i forhold til alle mennesker – uanset religiøst tilhørsforhold eller mangel på samme.

Hvis nogen efterspørger en tommelfingerregel for god ”islamisk” opførsel, kan den hentes i hadith-litteraturen, hvor Profeten Muhammed citeres for at have sagt: ”Ingen er sand troende, før han ønsker for andre, hvad han ønsker for sig selv”. Et udsagn, der er en fin pendant til både ”gør ikke mod andre, hvad du ikke vil have, at andre skal gøre mod dig selv” og ”du skal elske din næste som dig selv”.

Kønsroller
Koranen taler om kønsligeværdighed og adskiller sig derved mærkbart fra den virkelighed, som mange muslimske kvinder lever i – både herhjemme og i de såkaldt islamiske lande.

I 600-tallets Arabien var det ikke ualmindeligt at begrave pigebørn levende i ørkenen. Denne grusomme skik blev der gjort op med ved en eksplicit fordømmelse af dem, der ”græmmes over at have fået en datter og efterfølgende dræber hende af skam” (16:57-59) samt en opfordring til ikke at dræbe sine børn ”af frygt for fattigdom” (17:31). Heri ligger der en direkte pendant til vore dages beskæmmende fravalg af pigefostre ved hjælp at moderne teknologi – samt til spørgsmålet om abort.
Menneskefosteret får på et tidspunkt ”indblæst Gud ånd (ruh)” (32:7-9) og får dermed kimen til intellekt og handlefrihed, som er den afgørende forskel mellem mennesket og alt andet, Gud har skabt.
Der hersker uenighed om, præcis hvornår dette tidspunkt indtræffer. De lærde taler om både 40 og 120 dage, som så er grænsen for, hvornår abort anses for at være tilladt. Efter denne grænse er abort kun tilladt, hvis barnets eller moderens liv er i fare. Abort er derimod ikke tilladt af bekvemmelighedshensyn, eller hvis barnet har ”det forkerte” køn.
Det er Gud, der bestemmer et barns køn – ligesom det er Gud, der bestemmer, om et ægtepar får børn eller forbliver barnløse (42:49). Det er nærliggende at tro, at det er meningen, at de barnløse i stedet for at opfostre egne børn skal bruge deres ressourcer på nogle af verdens mange forældreløse børn.

Ifølge Koranen er mand og kvinde skabt ud af samme grundcelle (4:1, 7:189). De skal være “hinandens fæller og beskyttere, der påbyder det gode og forbyder det forkastelige” (9:71) og er skabt til at “leve i kærlighed”, til at fremme ”sjælefred og tryghed” og ”vise hinanden barmhjertighed” (7:189, 30:21). Mand og kvinde er skabt fysisk forskellige, men ligeværdige, og alle vil få løn efter fortjeneste (3:195, 33:35).
Mand og kvinde er skabt som mager eller par (zawj), der – ligesom mange andre fænomener i Guds skabelse – tilsammen udgør et hele, og som derfor er indbyrdes afhængige af og forpligtede over for hinanden (4:1, 51:49). Skønt deres forskellige fysik betyder, at de har forskellige opgaver – f.eks. i forhold til forplantningen – skal de komplettere hinanden i bestræbelserne for det fælles bedste på alle planer. De opfordres til at ”ordne deres affærer ved hjælp af indbyrdes rådslagning” (shura) på god demokratisk vis – både når det gælder familie- og samfundsanliggender.
Mand og kvinde omtales som hinandens klædning (2:187). Klæder varmer, beskytter og skærmer imod nyfigne blikke. Klæder forskønner og dækker over fejl. ”Som hånd i handske” eller ”som fod i hose” hedder det tilsvarende i dansk sprogbrug.
Kvinden omtales som mandens ager (2:223), og enhver, der blot har haft en lille smule jord under neglene, ved, at en ager kun giver udbytte, hvis den gødes, passes og plejes med omhu. Driver man rovdrift på den, bliver den gold.

Med Koranen fik kvinder ejendomsret og ret til at disponere over egen formue uden andres indblanding. Ved indgåelse af ægteskab er det bruden, der får en gave – ikke hendes far, og bruden beholder sit ungpigenavn. Med Koranen fik kvinder arveret – i stedet for som tidligere selv at være en del af mænds arvelod sammen med palmer og kvæg, der ved mandens død overgik til hans bror eller stamme. Samtidig fik de ret til forsørgelse (uden at dette udelukker muligheden for, at de må forsørge sig selv, hvis de ønsker dette og er i stand dertil). Med Koranen fik kvinder ret til selv at vælge deres ægtemand – og til at skille sig fra ham. Kvinder fik endog ret til at indgå juridisk bindende aftaler, og shura-princippet sikrede dem deltagelse i samfundets anliggender.

Det er ikke uden grund, at Profeten Muhammad af mange muslimer bliver betragtet som kvindernes befrier. Blandt meget andet skal han have sagt til sine fæller: ”Den bedste iblandt jer er den, der behandler sin hustru bedst.” Men menneskene – læg såvel som lærd – har fuldstændig forsømt at fortsætte, hvor Profeten slap og udvikle kvindernes rettigheder i takt med tidernes skiften.

Om at kende sit biologiske ophav
Familien er den ramme, inden for hvilken mennesker primært udfolder sig. Både i og uden for familien har hver enkelt både pligter og rettigheder. Man skal ikke kun nyde, men også yde, for at der kan herske harmoni og balance i fællesskabet. Én af grundtankerne i Koranen er, at “blodsbeslægtede står hinanden nærmest” (8:75). Derfor bør de biologiske bånd – eller i hvert fald kendskabet til dem – så vidt muligt bevares.

Koranen indeholder eksempelvis et generelt påbud om at begrænse seksuallivet til et lovformeligt ægteskab mellem en mand og en kvinde, således at der ikke hersker tvivl om et barns afstamning. Af samme årsag indeholder Koranen en bestemmelse om, at en fraskilt kvinde eller enke skal vente hhv. tre måneder eller fire måneder og ti dage med at indgå nyt ægteskab. Kvinden opfordres til “ikke at skjule, hvad Gud har skabt i hendes skød” (2:228), så der ikke er tvivl om et evt. ufødt barns slægtskab.
Koranen forbyder egentlig adoption, men tillader plejeforhold – under betingelse af, at barnet beholder sin biologiske slægts navn (33:4-5) og bevarer arveretten i forhold til denne. Ved at forbyde adoption – som jo i mange tilfælde indebærer, at man overhovedet ikke må eller kan oplyse adoptivbarnet om dets biologiske slægt – forhindrer man, at biologiske søskende intetanende gifter sig med hinanden.

Vore dages lærde har af Koranens enkle retningslinjer udledt, at kunstig befrugtning er tilladt – dog kun ved såkaldt homolog insemination, dvs. at æg- og sædceller skal stamme fra ægtefællerne selv. Anonyme donorer ville gøre det umuligt at kende et barns biologiske ophav.
Disse retningslinjer betyder også, at man undgår endeløse diskussioner for og imod donorers anonymitet samt om en evt. aldersgrænse for kvinden – for naturen sætter selv grænsen.
Man undgår ligeledes diskussioner om, hvorvidt den biologiske forælder i tilfælde af skilsmisse har mere ret til barnet end den anden, og hvorvidt enlige skal have ret til kunstig befrugtning eller ej.
Man undgår, at halv- og helsøskende intetanende gifter sig med hinanden eller med deres biologiske far eller mor, onkel eller tante. Og dermed undgår man den risiko for indavl, et sådant ægteskab måtte indebære for fremtidige generationer.
De lærde har endvidere udledt, at det er tilladt at nedfryse æg- og sædceller for en periode; men disse må kun benyttes af donorerne selv – og kun så længe de lever i et lovformeligt ægteskab. De lærde har endvidere taget afstand fra brugen af rugemødre, og derved undgås stridigheder, i fald rugemoren fortryder og ikke vil give barnet fra sig.
Grundregelen er, at der ikke bør bringes en tredje part ind i ægteskabet.
På Profeten Muhammads tid har det været vigtigt at vide, hvem der havde pligt til at forsørge et barn, og hvem barnet var arveberettiget efter. I vore dage kan man i tilfælde af tvivl om et barns biologiske ophav foretage en dna-test; men viden om en persons biologiske ophav er stadig værdifuld, idet den kan være med til at forebygge og helbrede arvelige sygdomme eller finde en egnet donor – og derved redde menneskeliv.

Bioetik
De lærde er uenige om, hvor vidt hjernedødskriteriet kan accepteres eller ej; men man er stort set enige om nogle generelle retningslinjer for donation af organer (hjerte, nyre, lever mv.) og organisk materiale (blod, hud, knoglemarv, nethinde mv.):

Organdonation er en prisværdig handling og bør ske uden hensyntagen til donors og modtagers religiøse tilhørsforhold.
Der må ikke benyttes levende donorer, såfremt der kan helbredes ved hjælp af afdøde donorer, organer fra dyr eller tekniske hjælpemidler.
Transplantation må kun ske, hvis det er den eneste mulige form for medicinsk behandling for modtager, og der er rimelig sikkerhed for, at udtagelse såvel som indsættelse af organet kan ske uden komplikationer og uden at donors helbred forringes ved indgrebet.
Der må ikke bruges nogen som helst form for tvang over for donor.
Donor skal være myndig og ved sin fornufts fulde brug. (En voksen kan således ikke give tilladelse til, at et barn eller en psykisk syg bruges som donor.)
Der må ikke være penge involveret. (Derved forhindres, at fattige føler sig presset til at afgive en nyre eller hornhinde for at forsørge sig selv og deres familie.)

De fleste lærde tillader obduktion, når dette skønnes nødvendigt eller er et krav fra myndighedernes side.

Forvalterskabstanken
Mennesket er skabt som Guds stedfortræder på jorden og forvalter af skabelsen (khalifa) (2:30). Gud har skabt naturen til gavn for menneskene, der må bruge, men ikke misbruge den, og som ikke må ødelægge den harmoni og balance, som Gud har skabt (55:7-8).
Koranen advarer faktisk om, hvad der vil ske, hvis mennesket i sin uforstand driver rovdrift på naturens ressourcer: Jorden vil tørre ud (56:63-67), regn og drikkevand fordærves (56:68-70), træ bliver en mangelvare (56:71-73), og grundvandet synker (67:30) – alt sammen fænomener, menneskene har måttet slås med rundt omkring på jorden i de sidste mange år.

Forvalterskabstanken omfatter også dyreværn. Mange steder i Koranen nævnes den nytte, menneskene kan have af dyrene. Vansiring af dyr omtales som Satans værk (4:116-119), og beretningen om Noa og syndfloden er en påmindelse om, hvor vigtigt det er at bevare de forskellige dyrearter (11:25-49).
Også i hadith-litteraturen vrimler det med udsagn om det fortjenstfulde i at vise omsorg for dyr, bl.a.: Den, der dræber et dyr selv på størrelse med en spurv eller mindre – med mindre det er for at spise det – vil blive udspurgt derom på dommedag. Dyr må hverken lemlæstes eller holdes i fangenskab. Dyr må ikke tilskyndes til at kæmpe imod hinanden. Slagtning af dyr til fortæring bør foregå på den for dyrene mindst smertefulde måde.
Og fra disse simple regler kan der drages mange paralleller til vore dages dyremishandling så som drab på babysæler, elefanter og næsehorn, dyreforsøg i kosmetikindustrien, tyrefægtning, hane- og hundekampe, tvangsfodring af gæs til fremstilling af gåseleverpostej, burhøns, tremmekalve osv.

Forvalterskabstanken omfatter naturligvis også omsorg for medmennesket. Der findes ikke i islam/Koranen en fællesbetegnelse, der modsvarer den kristne næste. Ligesom på engelsk, hvor næste hedder neigbour/nabo, taler man om omsorg for nære og fjerne naboer, foruden forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver, fattige og tiggere (2:177, 4:36). Det præciseres, at man skal handle af kærlighed til Gud – og ikke for at stille sig selv til skue eller, som man desværre ofte hører: for at samle plus-point til regnskabet, der skal gøres op på Dommedag.

Menneskerettigheder
Udgangspunkt for islams syn på menneskerettigheder er: ”Vi har hædret Adams børn” (17:70) – og så naturligvis: ”Livet er helligt og må ikke udgydes undtagen ved lov og ret” (17:33) – foruden det helt grundlæggende: At tjene Gud ved at tjene skabelsen.
Der er koransteder, der modsvarer stort set alle FN-erklæringens tredive paragraffer, og alligevel har menneskerettighederne trange kår i både de muslimske og de såkaldt islamiske lande, hvor magtens mænd – i åbenlys strid med den allerførste åbenbaring, som Profeten modtog (96:1-5) i år 610, forsøger at begrænse borgernes adgang til at søge viden og via lovgivningen blander sig i dybt personlige forhold, der burde ligge uden for den offentlige jurisdiktion.
Det går galt i forhold til vore dages opfattelse af menneskerettighederne, hvis man ikke ser Koranen som en helhed, hvor de enkelte passager bekræfter og supplerer hinanden, og man inddrager sekundærtekster så som hadith-litteraturen, hvis autenticitet altid har været omstridt, fordi den indeholder mange udsagn, der direkte strider imod Koranens vejledning. Helt galt går det, hvis man læser både Koranen og hadith-litteraturen bogstaveligt og uden at tage hensyn til hverken metaforer, lignelser eller datidens kontekst. Det har der været flere eksempler på i den danske debat bl.a. i forbindelse med steningsdebatten i sommeren 2002 og tegningekrisen 2005-2006.

Dødsstraf: Koranen omtaler siger og skriver to situationer, hvor ”modreaktionen” spænder fra tilgivelse til dødsstraf, nemlig 1) overlagt mord (2:178) og 2) forræderi og forsøg på samfundsomvæltning (5:33-34).
Alle andre dødsdomme (inkl. stening) er hentet fra hadith-litteraturen og strider åbenlyst imod Koranens vejledning om, at livet er helligt og ikke må tages uden ”ved lov og ret”, dvs. uden belæg i Koranen.

Trosfrihed: Udsagnet ”Der må ikke være tvang i trosanliggender” (2:256) taler sit tydelige sprog og er ikke – som visse lærde påstår – begrænset til at gælde ikke-muslimer, der ønsker at blive muslimer, men må nødvendigvis også gælde muslimer, der ønsker at frasige sig islam og evt. skifte til en anden tro.
Når man op igennem historien har straffet frafald fra islam med døden, er forklaringen, at man har forbundet frafald fra troen med forræderi og har formodet, at den frafaldne aktivt ville deltage i fjendens forsøg på at udrydde muslimerne. Det har haft sin berettigelse, dengang menigheden bestod af nogle få hundrede eller tusinde sjæle omgivet af fjendtligsindede stammer og folkeslag, der igen og igen forsøgte at udslette muslimerne.
I dag, hvor den muslimske menighed tæller mere end en milliard sjæle, hvoraf knap halvdelen lever som mindretal blandt ikke-muslimske flertalsbefolkninger og er beskyttet af de pågældende landes love, er situationen en ganske anden, og tro er i langt højere grad end tidligere et dybt personligt anliggende, som ikke vedkommer omverdenen.

Ytringsfrihed: Frihed under ansvar er et centralt princip i islam. Flere gange nævnes individets frihed til at fravælge Gud og tro (18:29, 109:1-6), men lige så centralt er det, at individet på en eller anden uforklarlig måde skal stå til ansvar for sine valg og fravalg på Dommedag (2:286). Set ud fra den generelle regel om ikke at bespotte sine medmennesker, bør man som et ordentligt menneske sige fra, når ytringsfriheden misbruges til at forhåne og bespotte andre mennesker eller deres tro – også selvom den juridiske grænse på området ikke bliver overskredet. Alt er ikke nødvendigvis godt, selvom det er tilladt.
Ytringsfrihed handler i høj grad om situationsfornemmelse, om respekt for medmennesket – og om selvrespekt!

Racisme: Der er i Koranen intet belæg for racisme, idet Koranen igen og igen minder om menneskenes lige værd. Gud har skabt menneskeheden ”af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig” (4:1). Endvidere er ”mangfoldigheden i jeres sprog og farve tegn for de indsigtsfulde.” (30:22)

Koranen opfordrer menneskene til at tolke og følge dens vejlednings ”bedste mening” (39:18), og fordi etik i høj grad handler om den enkeltes samvittighed og helt konkrete livssituation, er det umuligt at give et entydigt bud på, hvad ”islamisk etik” er for en størrelse.

Ovenstående har været bragt i Religion – Tidsskrift for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF, 2014 – nr. 1 – marts.

Litteratur:

Jensen, Tim & Mikael Rothstein:
Gud og grønne skove. Religioner og naturbevarelse. Munksgaard, Kbh. 1991, pp. 91-113.

Leirvik, Oddbjørn:
Islamisk etikk – ei idéhistorie. Universitetsforlaget, Oslo 2002.

Masri, al-Hafiz B.A.:
Islamic Concern for Animals. The Athene Trust, Petersfield 1987.