“At søge viden er en pligt for enhver muslimsk kvinde og mand.”
Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad modtog, var en opfordring til at søge viden og videregive den til andre – en opfordring, der er blevet suppleret med flere senere koranpassager:
Læs! I Herrens navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Forkynd! Og din Herre er den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen – lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)
Viden og uddannelse – også for kvinder
Opfordringen gælder naturligvis både kvinder og mænd; men eftersom kvinder mange steder i verden er de dårligst uddannede, er det værd at minde om, at viden er magt – og at uddannelse er vejen til udvikling. Det er faktisk først i de senere år, hvor kvinder er begyndt selv at studere Koranen og andre kildeskrifter, at de har kunnet kræve deres gudgivne rettigheder, som de mange steder er blevet snydt for i århundreder, fordi de ikke havde den nødvendige viden og indsigt.
Fra tiden i Mekka er der endvidere en åbenbaring, der tydeligt siger, at en troende kvinde skal være i stand til at tale sin egen sag, hun skal være kultiveret og veltalende (urubân) – hun skal i det mindste skal have en solid almendannelse. Den er også vigtig, når hun i mandens fravær skal bestyre hans ejendom og formue. Koranen spørger retorisk:
Kan én, der opfostres blandt nips og pynt og (end) ikke er i stand til at tale sin egen sag, sættes i forbindelse med Gud? (43:18)
Vi vil genskabe dem (kvinderne) i ny skikkelse: Retskafne, kærlige og omsorgsfulde, kultiverede (urubân: yndefulde og blide, kultiverede og veltalende) og jævnbyrdige (atrâb: som passer til hinanden, som er i harmoni med hinanden, jævnaldrende) – således er de retskafnes fæller. (56:35-38)
… og i mandens fravær vogter de over det, som Gud vil, at de beskytter. (4:34)
Kvinder på arbejdsmarkedet
Vi ved fra de klassiske kilder, at kvinder på Profetens tid tog aktivt del i samfundslivet. Profetens første hustru, Khadija, var en driftig forretningskvinde. Hans senere hustruer fungerede som lærere for menighedens kvinder, og både kvinder og mænd søgte råd og vejledning hos dem. Hustruen Zainab bint Huzaima fik tilnavnet “de fattiges moder” på grund af sit utrættelige arbejde for samfundets allermest trængende; og da de brudstykker af Koranen, der var blevet nedskrevet i takt med, at Profeten fik sine åbenbaringer, ca. to år efter Profetens død var blevet samlet til ét sammenhængende værk, var det Profetens enke Hafsa, der blev betroet at opbevare det. Den korankyndige Umm Warakah blev af Profeten personligt udnævnt til imam for hele hendes store hushold, og kvinderne deltog endog aktivt i kampene imod de hedenske udfordrere.
Senere blev det i imidlertid et statussymbol, at en kvinde ikke ‘behøvede’ at færdes uden for hjemmet; manden fik som familiens forsørger den mere udadvendte rolle. Selv om en ung pige med uddannelse er eftertragtet som brud, vil hun selv i vore dage kunne komme ud for, at hendes mand og svigerfamilie finder det upassende og ærekrænkende, at hun påtager sig erhvervsarbejde. Derfor er det klogt i sin ægteskabskontrakt at betinge sig ret til både uddannelse og erhvervsarbejde.
På den anden side går der ikke skår af en kvinde, fordi hun i en årrække koncentrerer sig om familien. At næste generation får en god start i livet er en vigtig og krævende opgave: hellere gøre én ting virkelig godt, end få dårlig samvittighed og stress, fordi det er svært at passe både børn og karriere.
I vore dage hører man med undren, at kvinder i visse lande ikke må beklæde juridiske poster, når man i de klassiske kilder dog kan læse, at Umar ibn al-Khattâb, der var kalif fra 634-644, udnævnte en kvinde til at bestyre det centrale marked, at Abû Hanîfa (697-767) udnævnte kvindelige jurister i både handels- og civilret, at Al-Tabarî (død o. 929) udnævnte kvindelige jurister i strafferet, og at den andalusiske retslærde Ibn Hazm (o. 991-1063) bekræftede, at der ikke fandtes nogen islamisk tekst, der forbød kvinder at beklæde juridiske poster. I nogle muslimske lande skal en kvinde have sin ægtemands eller fars tilladelse til at udføre visse erhverv, bl.a. inden for handel.
Med reference til Profetens hustruer og de første muslimer er der islamisk set intet til hinder for, at kvinder påtager sig erhvervsarbejde i eller uden for hjemmet – når blot de ikke forsømmer deres børn og sørger for, at andre tager sig af dem, mens de selv er på arbejde.
Ifølge både Koranen, Islamisk fiqh og nutidig familieret er det en kvindes privilegium at blive forsørget hele sit liv – først af faderen og dernæst af ægtemanden (jfr. Koranen 4:34) – og eftersom ægtefæller har særeje, er lønnen for en kvindes erhvervsarbejde i princippet hendes personlige ejendom (jfr. Koranen 4:32), som hun kan administrere uden andres indblanding. Hvor formuende hun end måtte være, er hun ikke forpligtet til at bidrage til familiens forsørgelse.
Mandens forsørgerpligt betyder naturligvis ikke, at hustruen ikke under nogen omstændigheder må bidrage til familiens forsørgelse, hvis hun ønsker det – eller hvis det er nødvendigt på grund af mandens sygdom eller arbejdsløshed. At lade kvinden bidrage til forsørgelsen er mere islamisk end at lade sig forsørge af det offentlige!
Manden må faktisk ikke forhindre sin hustru i at påtage sig erhvervsarbejde, og en brud kan via sin ægteskabskontrakt betinge sig ret til både uddannelse og erhvervsarbejde.
Manden kan på den anden side heller ikke tvinge sin hustru til at påtage sig erhvervsarbejde, blot fordi han ønsker flere materielle goder, hvis hun er godt tilfreds med familiens materielle forhold.
Ægtefæller kan – hvad angår familiens forsørgelse og økonomi – naturligvis indrette sig, som de finder det bedst under de givne omstændigheder; men mandens pligt til at forsøge sin familie kan under visse omstændigheder værne kvinden imod misbrug og udnyttelse.
© Aminah Tønnsen, juli 2005
Litteratur:
Må muslimske kvinder uddanne sig?
Religion.dk 21. sep. 2016
Profeten opfordrede til uddannelse
Religion.dk 4. nov. 2003