I slutningen og 90’erne – og specielt i forbindelse med 50-året for vedtagelsen af FN’s menneskerettighedserklæring – har der i medierne været fokus på slaveri i det borgerkrigshærgede Sudan, på børnearbejde og arbejde under slavelignende forhold i den såkaldt tredje verden og på handel med kvinder og børn til prostitution i den vestlige verden. Den enes nød – den andens brød. Alle taler om det – men ingen gør reelt noget ved det. Koranens anvisning på slaveriets gradvise afskaffelse kan ikke andet end vække til eftertanke:
Krigsfanger
Hvis en fjende fortsætter kampen til den bitre ende, tillader Koranen, at der i krigens allersidste fase tages krigsfanger. De troende påbydes dog at udvise storsind og frigive krigsfangerne – enten kvit og frit eller mod løsepenge:
Det sømmer sig ikke for et sendebud at tage krigsfanger, førend han har nedkæmpet (den angribende fjende) fuldstændigt. I tænker kun på denne verdens goder (og ønsker at tage så mange krigsfanger som muligt for at få del i løsepengene for dem); men Gud ønsker det Hinsidige for jer. Gud er almægtig og alviis. Hvis det ikke var for en forudgående bestemmelse fra Gud, ville I visselig være blevet straffet strengt for de løsepenge, I tog. (8:67-68)
Hvis I møder de vantro (i åben forsvarskamp), da giv dem én over nakken (dvs. gør dem ukampdygtige). Når I har fået overtaget, da tag dem til fange. Herefter er tiden inde til enten storsind eller løsepenge for at bringe fjendtlighederne til ophør. Således har Gud befalet. (47:4)
Behandling af krigsfanger og slaver
Så længe krigsfangerne er i de troendes varetægt, skal de behandles anstændigt. Skulle nogle af dem erklære, at de ønsker at give sig hen til Gud, skal deres bekendelse tages alvorligt, selv om det kan være, at det kun er et påskud fra deres side for at blive frigivet uden at skulle betale løsepenge. Skulle dette være tilfældet, forsikres de troende om, at de står højere i Guds øjne end sådanne hyklere:
Tjen Gud og giv Ham ej partnere. Vær god imod forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, nære og fjerne naboer, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver. Gud elsker visselig ikke de hovmodige og pralende. (4:36)
De retfærdige bespiser (og viser omsorg for) den trængende, den forældreløse og krigsfangen (og siger): “Vi bespiser jer alene for Guds skyld og ønsker hverken belønning eller tak fra jer. Vi nærer kun ærefrygt for Herren over en mørk og smertelig dag (Dommedag).” (76:8-10)
Oh sendebud! Sig til krigsfangerne i din varetægt: “Hvis Gud ser noget godt i jeres hjerter, vil Han giver jer noget bedre (nemlig gudstro) end det, I har mistet. Og Han vil tilgive jer, for Han er tilgivende og barmhjertig.” Men hvis de forråder dig, da vid, at de i første række forråder Gud, og at du har gjort din pligt. Gud er alvidende og alviis. (8:70-71)
Frigivelse og løskøb af krigsfanger og slaver
Det er statens kontinuerlige pligt at bruge en del af de indkomne skattemidler (zakât) til at løskøbe egne krigsfanger i fjendens sold. Hvis staten ikke råder over de fornødne midler, opfordres borgerne til at yde deres bidrag.
Intetsteds gives der i Koranen tilladelse til at beholde krigsfanger som slaver eller til at købe eller på anden måde erhverve nye slaver. Men der gives anvisning på, hvorledes de slaver, der allerede var i muslimernes varetægt, skulle løslades gradvist. At løskøbe eller frigive krigsfanger og slaver betragtes som en from gerning:
Fromhed er ud af kærlighed til Gud at give af jeres formue til slægtninge, forældreløse, trængende, vejfarende og tiggere – og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (2:177)
Den religiøse skat (zakât) er til de fattige og de trængende og til dem, der opkræver og fordeler midlerne, til dem, der underkaster sig sandheden, til løskøb af krigsfanger, slaver og gældbundne, til forsvar for Guds Sag og til den vejfarende. Dette påbyder Gud. Han er alvidende og viis. (9:60)
Og hvad kan forklare dig, hvad den stejle vej (til Gud) er? Det er at frigive en slave eller bespise (og vise omsorg for) en trængende i nødens stund, den forældreløse slægtning og den fattige i støvet. (90:12-16)
Slaver skal også have mulighed for at løskøbe sig selv, hvis de ytrer ønske derom, og man skønner dem i stand til at gøre det ved ærligt arbejde:
Hvis nogen af jeres slaver beder om et frihedsbrev, da giv dem mulighed for at frikøbe sig selv, hvis I finder dem duelige og hæderlige. Og hjælp dem ud af jeres egne midler (ved at eftergive dem en del af summen). (24:33)
Frigivelse og løskøb af slaver som bod
Slaver kan også frigives som bod for uagtsomt manddrab og for edsbrud. Hvis den skyldige ikke selv råder over en slave, må han købe én og derpå frigive ham/hende, faste en fastsat periode eller bespise et antal fattige:
En troende bør ikke dræbe en troende, og hvis (det skulle ske) ved en fejltagelse (f.eks. under kamphandlinger), påbydes han at frigive en troende slave og at betale erstatning til de efterladte – medmindre de frivilligt afstår. Hvis den dræbte tilhørte et fjendtligsindet folk, og han var troende, påbydes I blot at frigive en troende slave; men hvis den dræbte tilhørte et folk, med hvem I har indgået en alliancepagt, bør erstatning betales til de efterladte og en troende slave frigives. Den, der ikke har midler dertil, bør i stedet faste i to måneder i træk for at vise sin anger for Gud. Han er alvidende og alviis. (4:92)
Gud vil ikke stille jer til regnskab for de eder, I uovervejet af lægger; men Han vil stille jer til regnskab for de velovervejede eder, I aflægger. Boden (for at bryde en velovervejet ed) skal være, at I bespiser ti fattige lige sådan, som I normalt bespiser jeres egen familie. Eller I skal klæde dem (som I klæder jeres egen familie) eller frigive en slave. Hvis dette overstiger jeres formåen, bør I faste i tre dage. Dette er boden for (at bryde) aflagte eder. Hold de eder, I aflægger! Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må være taknemmelige. (5:92)
De, der skiller sig fra deres hustru ved zihar (en pre-islamisk, arabisk skik, hvor manden svor, at hans hustru var som en mor for ham, hvorved han fratog hustruen hendes ægteskabelige rettigheder uden at sætte hende fri til at indgå nyt ægteskab), men senere ønsker at tilbagekalde deres ord, skal frigive en slave, før de kan genoptage deres ægteskabelige samliv. Dette påbydes I. Gud er vidende om alle jeres gerninger. (58:3)
Regler for kønslig omgang med slavinder
Ugifte slavinder er selvfølgelig ikke “allemands-eje” og må ikke tvinges til prostitution. Kun den, de rettelig tilhører, må have kønslig omgang med dem. Et barn af en herre og hans slavinde er automatisk frit. Moderen kaldes umm walad (barnets mor), og må ikke skilles fra sit barn ved f.eks. at blive overdraget til en ny herre. Ved sin herres død bliver hendes slavestatus automatisk ophævet, og hun bliver en fri kvinde. I øvrigt bruger Koranen ikke ordet ”ejer” om slav(ind)ernes herre, men ”tilhørende”, dvs. den, man hører til:
De troende, der ydmygt forretter bøn, der undgår indholdsløs tale og frugtesløse handlinger, der renser sig ved at betale zakât, der holder sig fra seksuelt samvær – undtagen med deres lovformelige ægtefæller og slavinder, der tilhører dem, for da er de ikke at dadle – vil have fremgang og nå det endelige mål i det Hinsidige. De, der begærer ud over dette, er (lov)overtrædere. (23:1-7)
Hvis jeres slavinder ønsker at forblive ærbare, da tving dem ikke til at prostituere sig, blot fordi I selv tragter efter denne verdens goder. Hvis nogen tvinger dem (til utugt), vil Gud vise dem (der er udsat for tvang) barmhjertighed og tilgive dem. (24:33)
Ægteskab mellem fri og slave
Der er intet nedværdigende i at gifte sig med en slav(ind)e. Alle mennesker er lige for Gud – uanset social status. For Gud er det udelukkende den enkeltes gudsfrygt, der tæller. Koranen opmuntrer dog ikke direkte til at gifte sig med slav(ind)er og lader skinne igennem, at det er bedre at gifte sig med et frit menneske – en indirekte opfordring til at sætte slav(ind)er fri, før man ægter dem:
Ægt ikke afgudsdyrkende kvinder, før de giver sig hen til Gud alene. En troende slavinde er bedre end en afgudsdyrkerske – selv om hun virker nok så tiltrækkende. Gift ikke (jeres døtre) bort til afgudsdyrkere, før de giver sig hen til Gud alene. En troende slave er bedre end en afgudsdyrker – selv om han virker nok så tiltrækkende. (2:221)
Indgå ægteskab med de enlige, eller med de retskafne blandt jeres slaver og slavinder. Hvis de er fattige, vil Gud i Sin nåde berige dem, for Hans nåde omfatter alle, og Han er alvidende. (24:32)
Det er jer forbudt at ægte gifte kvinder – undtagen blandt krigsfangerne (hvis de ikke ønsker at vende tilbage til deres hedenske ægtemand). Dette har Gud påbudt. Alle andre (end de i dette og det foregående vers nævnte) kvinder er lovlige for jer, såfremt I giver dem deres brudegave og ægter dem ud fra et (oprigtigt) ønske (om lovformelige rammer for jeres seksuelle udfoldelser), og ikke af begær alene. De er en vederkvægelse for jer, så giv dem deres brudegave som foreskrevet. Der påhviler jer ingen skyld, hvis I enes om at ændre størrelsen af den oprindeligt fastsatte brudegave. Gud er visselig alvidende og alviis. Den, der ikke har de nødvendige midler til at ægte en fri, troende kvinde, må ægte en troende slavinde. Gud er vel vidende om (graden af) jeres gudsfrygt – derudover er I alle lige. Ægt dem med tilladelse fra dem, de tilhører, og giv dem en brudegave, der er en ærbar kvinde – ikke en gemen elskerinde – værdig. Hvis de begår ægteskabsbrud, er deres straf den halve af en fri kvindes straf (fordi de er opdraget med friere seksualnormer). Tilladelsen (til at ægte slavinder) gives til dem, der frygter at begå utugt (hvis de forbliver ugifte); men det er bedre for jer at beherske jer(t begær). Gud er tilgivende og barmhjertig. (4:24-25)
Alle mennesker er lige for Gud
At myrde en slave er lige så forkasteligt som at myrde en fri, og mordet skal gengældes efter samme principper. Loven om gengældelse er samtidig en lov om lighed: Man skal ikke gengælde drabet på en fri mand ved at dræbe en forsvarsløs slave eller fysisk svagere kvinde i stedet. Og det mest fortjenstfulde er at afstå fra gengældelse og forlange rimelig bod i stedet:
Tag ikke liv, som Gud har helliggjort – uden I er berettiget dertil (ved Guds Lov, Koranen). Hvis nogen dræbes uretmæssigt, har Vi givet de nærmeste bemyndigelse (til at forlange gengældelse); men lad dem ikke overskride grænserne, for loven yder fuld retfærdighed (for begge parter). (17:33)
Oh I troende! Gengældelse er foreskrevet for (overlagt) mord. En fri for en fri, en slave for en slave, en kvinde for en kvinde. Og hvis den myrdedes bror tilgiver (morderen), skal bodskravet fremsættes på sømmelig vis og holdes inden for rimelig hedens grænser. Dette er en lettelse fra Herren (i forhold til tidligere påbud i Moseloven), og en barmhjertighed. Den, der efter dette overtræder grænserne, vil få en smertelig straf. Loven om gengældelse sparer liv for jer, der er indsigtsfulde, at I må frygte Gud. (2:178-179)
Derfor forordnede Vi for Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske – medmindre det er som gengæld for overlagt mord eller blodig vold og terror – vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. Og hvis nogen redder (el. sparer) et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse), vil det være, som om han redder/sparer hele menneskeheden. (5:35)
Dersom Koranens påbud om frigivelse af slaver var blevet efterlevet, ville slaveriet for længst have været afskaffet; men ulykkeligvis er der stadig mennesker, der sætter mammon over Guds lov.
© Aminah Tønnsen, april 2000
Kilder og litteratur:
TØNNSEN, Aminah:
* Krigsbytte, krigsfanger og slaver i ”Djihâd – hellig krig eller vejen til fred?” (1996, 36-41)
* Er slaveri tilladt i islam?
“Tror muslimer at jorden er flad?” (Tønnsen 2006, spørgsmål 85)
* Slaveri i ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (2015, 179-189)
GRIMSTRUP: De glemte islandske slaver i Algier
KRISTELIGT DAGBLAD 25. marts 2009.
SALEEM, Shehzad:
The Condemnation of Slavery in Islam.
ZAHOOR A. & Z. HAQ:
Liberate, Emancipate and Marry Slaves.
Morocco World News 3. juni 2012:
Current-Day Slavery in Mauritania