Er der dødsstraf for frafald fra islam?
Det er helt fundamentalt i islam, at mennesket har frihed til at vælge eller fravælge Gud og tro – og til at handle inden for eller uden for de rammer, som Guds vejledning definerer:
“Der kan ikke være tvang i trosanliggender.” (2:256)
Sig: “Dette er sandheden fra Gud!” Lad den, der vil tro – og lad den, der vil, afvise at tro.” (18:29)
Sig: “Oh I, der fornægter troen! Jeg tilbeder ikke (de afguder), som I tilbeder, og I tilbeder ikke (den gud), som jeg tilbeder. Jeg vil aldrig (nogensinde) tilbede (de afguder), som I tilbeder. Ej heller vil I (nogensinde) tilbede (den gud), som jeg tilbeder. I har jeres livsopfattelse – jeg har min!” (109:1-6)
Koranen pointerer igen og igen, at der er flere veje til Gud, og at vi ikke skal strides indbyrdes, men trygt overlade det til Gud at dømme mennesker imellem. Hvorledes kan man da tro, at en muslim, der vælger at blive jøde eller kristen skulle være forfalden til jordisk straf?
“De, der tror på Koranen, samt jøder, kristne og sabiere – enhver, der tror på Gud og den yderste dag og handler retfærdigt, vil blive belønnet af Gud. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet).” (2:62)
”For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en tydelig vej (sharia). Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til ét fællesskab (ummatan wahidatan); men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret til jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides.” (5:48)
Intetsteds omtaler Koranen jordisk straf for frafald fra islam (apostasi); den taler tværtimod om en persons gentagne frafald og anger (4:137-138, 3:86-91), hvilket i sig selv udelukker dødsstraf. Dom og straf henlægges ganske utvetydigt til det Hinsidige (3:105-107, 3:176-178, 4:60-64).
Når man op igennem historien har straffet frafald fra islam med døden, er forklaringen, at man har forbundet frafald fra troen med forræderi og har formodet, at den frafaldne aktivt ville deltage i fjendens forsøg på at udrydde muslimerne. Det har måske haft sin berettigelse, dengang menigheden bestod af nogle få hundrede eller tusinde sjæle omgivet af fjendtligsindede stammer og folkeslag, der med mellemrum forsøgte at udslette muslimerne.
I dag har situationen ændret sig drastisk, idet den muslimske menighed tæller mere end en milliard sjæle, hvoraf knap halvdelen lever som mindretal blandt ikke-muslimske flertalsbefolkninger og er beskyttet af de pågældende landes love. Mange af dem er tilmed på flugt fra undertrykkende såkaldt islamiske regimer! Tro er i langt højere grad end tidligere et dybt personligt anliggende, som ikke vedkommer omverdenen. Hvis et gudsforhold forsøges påtvunget under dødstrusler, producerer man hyklere – og de er ifølge Koranen de værste af alle skabninger (bl.a. 2:8-20).
Det er i sig selv en vanvittig tanke (og fuldstændig i strid med Koranens læggen vægt på den enkeltes frihed under ansvar) at påstå, at trosfriheden udelukkende skulle gælde ikke-muslimer, der ønsker at blive muslimer – og ikke muslimer, der ønsker at frasige sig islam og skifte til en anden tro.
© Aminah Tønnsen, 2006
Ovenstående er et uddrag af bogen “Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 26).
Se også: ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (Tønnsen 2015, 214-226).
TALBI, Mohamed:
Religious Liberty. Spol ned til side 161.
I Charles Kurzman (ed.): Liberal Islam, 1998.