Det påstås ofte – med henvisning til begrebet djihâd – at Islam blev udbredt med sværd i hånd; men som det fremgår af det foregående, er djihâd et middel til at etablere et retfærdigt samfund, hvor ingen lider nød, og hvor ingen diskrimineres på grund af race, kultur, social rang, tro eller køn – et samfund, hvor mennesker lever fredeligt side om side i gensidig respekt og forståelse.
Det er en historisk kendsgerning, at befolkningen i de landområder, der blev erobret i tiden efter Profeten Muhammads død, kun gradvist gik over til Islam. Det nævnes i øvrigt, at Koranens budskab om menneskenes ligeværd, var en af årsagerne til, at så mange (både i det tidligere byzantinske rige og på det afrikanske kontinent) følte sig tiltrukket af Islam. Muslimerne brugte ganske enkelt ikke deres politiske overherredømme til at tvangsomvende befolkningen. Store befolkningsgrupper forblev kristne og jødiske og har stort set levet fredeligt side om side med deres muslimske naboer i århundreder. Og der er både mange og konkrete beviser på samarbejde og forbilledlig gensidig udveksling af tanker og idéer mellem jøder, kristne og muslimer op gennem historien.
Hvis tvangsomvendelse har fundet sted nogle steder, er det ikke sket på grund af Koranen, men på trods af den. Gudstro – det allersmukkeste og allermest berigende, der overhovedet findes – skal komme fra hjertet og kan ikke påtvinges uden at miste både glans og mening:
Der kan ikke være tvang i religiøse anliggender. Troens rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder, men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende. Gud er de troendes beskytter. Han leder dem fra (uvidenhedens) mørke frem til lyset. De, der afviser at tro, har taget afguderne til herrer. De leder dem fra lyset ind i mørket. De vil være Ildens beboere – dér vil de dvæle. (2:256-257)
Hvis det havde været Guds vilje, ville alle på jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskeheden til at tro imod deres vilje? Ingen sjæl kan tro – undtagen med Guds tilladelse. Og Han vil så tvivl hos dem, der ikke vil forstå. (10:99-100)
Sandheden er (nu) kommet fra Herren. Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)
Sig: “Oh I, der afviser troen! Jeg tilbeder ikke (de afguder), som I tilbeder, og I tilbeder ikke (den Herre), som jeg tilbeder. Jeg vil aldrig (nogensinde) tilbede (de afguder), som I tilbeder. Ej heller vil I (nogensinde) tilbede (den Herre), som jeg tilbeder. Gå I jeres vej – jeg går min!” (109:1-6)
Jødedom, Kristendom og Islam er iflg. Koranen tre forskellige måder at udtrykke den samme gudstro på. Religionerne har fælles indhold og kerne. At gudstro kan have forskellige udtryksformer er en del af vort ansvar og én af livets utallige prøver: Vi må hverken ringeagte, bespotte, forfølge eller lægge pres på anderledes troende, selv om vi holder nok så meget af vor egen tro.
Når Koranen opfordrer til da’wa, til ”kald” til islam, må det nødvendigvis – set i sammenhæng med hele Koranens budskab – forstås som en opfordring til at kalde til islam i ordets grundbetydning: fred gennem gudhengivelse. Da’wa skal være en form for ‘fødselshjælp’ til hvert enkelt menneske – et incitament til eftertænksomhed og selvransagelse. Det skal være det lille skub, der ofte skal til, for at få et medmenneske til at beskæftige sig mere med det, der iflg. Koranen er et naturligt og medfødt behov – gudhengivelse:
Og således har Vi gjort jer til et fællesskab på midten, at I må være forbillede og vidner (for Guds Sag) for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne (for Guds Sag) for jer. (2:143)
Sig: “Oh Skriftens Folk! Lad os samles om vort fælles grund lag: Ikke at tilbede andre end Gud, ikke at tilskrive Gud partnere, og ikke at ophøje noget menneske til herre sammen med Gud.” Hvis de vender sig bort, da sig: “Bær vidne, at vi er gudhengivne.” (3:64)
Indbyd til Herrens Vej med visdom og smukke ord. Og diskutér med dem (der lytter) på den mest høflige måde. For Herren ved bedst, hvem der er på vildspor, og hvem der lader sig vejlede. (16:125)
Om den enkelte så genfinder sin barnetro eller vælger en anden form for gudhengivelse, er op til ham/hende selv. Intet menneske, ingen nok så ihærdig missionær – ja selv ingen profet – har magt til at ændre et menneskes tro. Det kan kun Gud alene. Og i dette ligger vor mest afgørende udfordring: At vi er så rummelige og næstekærlige, at vi uden bitterhed kan respektere et medmenneskes valg:
For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)
Oh I troende! Frygt Gud, som det sig sømmer, og dø ikke på anden måde end som gudhengivne. Og hold alle sammen fast ved det bånd (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. Husk i taknemmelighed Guds nådegaver. For I var fjender, og Han forenede jeres hjerter i kærlighed, at I ved Hans nåde blev brødre. Derved frelste Han jer, da I stod ved afgrundens rand. Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må vandre ad den rette vej. Lad der af jer opstå et fælles skab, der påbyder det gode og afværger det onde. Det er sådanne, det vil gå godt. Vær ikke som dem, der har splittet sig op (i grupper) og er blevet uenige efter at have modtaget tydelige tegn. En smertelig straf venter dem. (3:102-105)
Hvad skal jeg sige? – Mine ord vil ikke meget sige;
o Gud! hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige.
Op, stemmer alle folk på jord med frydetone sammen:
Halleluja! vor Gud er stor! Og himlen svare: Amen!
Hans Adolf Brorson 1734
© Aminah Tønnsen, 1996
Fra: ”Djihad – hellig krig eller vejen til fred?” (Tønnsen 1996, 42-44)