Mennesket adskiller sig fra den øvrige skabelse ved at det på fosterstadiet får ”indblæst Guds ånd (ruh).” Det får ”hørelse, syn og hjerte” og derved kimen til fornuft og intellekt (32:7-9). Mennesket bliver skabt som forvalter, som ”Guds arving og stedfortræder på jorden – generation efter generation (khalifa)”, men bliver i samme åndedrag advaret om, at ”når deres tid kommer, vil det være åbenbart for dem, at Gud ser, hvad Hans tjenere har i hjertet.” (35:45)
Derfor er det noget helt grundlæggende i islam, at mennesket har frihed til at vælge eller fravælge Gud og tro og til at handle inden for eller uden for de rammer, som Guds vejledning definerer – men at det skal stå til ansvar for sine (fra)valg. Det gælder for alt det, man her til lands definerer som frihedsrettigheder, herunder ytrings- og trosfrihed, for, som Koranen siger: ”Der kan ikke være tvang i trosanliggender” (2:256).
At være troende betyder derfor bl.a., at vi som mennesker er ansvarlige over for vore medmennesker og ansvarlige for de konsekvenser, vore handlinger måtte få for vore omgivelser. Derfor må vi sige fra, når ytringsfriheden misbruges til at forhåne og latterliggøre andre mennesker og deres tro – eller når trosfriheden misbruges til at skade eller forfølge mennesker i den ene eller anden religions navn.
Vi må også sige fra over for det fænomen, at man – blot fordi man tilhører en bestemt tro – bliver afkrævet offentlig afstandtagen fra snart den ene, snart den anden trosfælles tåbelige udsagn og handlinger. Ytringsfrihed og demokrati må alt andet lige også omfatte friheden til ikke at ytre sig – uden af den grund at blive mistænkt for at have ekstremistiske holdninger af den ene eller anden art.
Det er svært at lovgive om ansvar i forbindelse med frihedsrettigheder. Det er den enkeltes samvittighed, der bør sige stop, længe før de juridiske grænser nås. Både børn, unge og voksne bruger i vore dage ofte et groft og forhånende sprog, og humor, satire og sarkasme kan indimellem blive opfattet som direkte ondskabsfuld. Derfor bør man være lydhør, når andre giver udtryk for, at de føler sig krænkede.
Humor kan være med til at løse op for tabuemner inden for en religion; men man kan komme gruelig galt af sted, hvis man forsøger sig med humor i forbindelse med en tro, man ikke selv tilhører. Ytringsfrihed handler i høj grad om situationsfornemmelse, om respekt for medmennesket – og selvrespekt!
Det arabiske ord for tro “din” betyder “at stå i gæld til”, ligesom det latinske “religio” betyder “at være bundet til”. Som troende står man i gæld til Gud for den storslåede gave, livet og skabelsen er, og man føler sig bundet til de etiske rammer, Gud udstikker – ikke af tvang, men af taknemmelighed og kærlighed til Ham. Derfor opfatter troende det ikke som modsætningsfyldt eller begrænsende, at frihed og ansvar går hånd i hånd.
© Aminah Tønnsen, 2006
Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 30).