Muslimer betragter Koranen som en nøje gengivelse af Guds ord åbenbaret via ærkeenglen Gabriel til Profeten Muhammed i årene 610-632. Ifølge islamisk tradition blev åbenbaringerne nedskrevet efterhånden, som de blev modtaget, og samlet til et skrift mindre end to år efter Profetens død.
Koranen betragtes af muslimer som en hellig bog, som bør håndteres og opbevares med den største respekt. Derfor lægger man aldrig Koranen direkte på gulvet. Hvis man vil læse i Koranen, mens man sidder i skrædderstilling på gulvet, lægger man Koranen på en sammenklappelig koran-holder af fint udskåret træ, så Koranen hæves en 10-15 cm over gulvhøjde.
Ligger Koranen på et bord eller en reol, sørger man for, at der ikke ligger andre bøger eller ting og sager ovenpå Koranen. Man vil måske endda vikle den ind i et blødt klæde for at beskytte den imod støv og sollys.
Ifølge sura 56:77-79 må kun ”de rene” røre ved Koranen. For konservative muslimer betyder det, at det er nødvendigt at foretage en rituel afvaskning, før man rører ved el. læser i Koranen – og at det er strengt forbudt for menstruerende kvinder og ikke-muslimer at røre ved den.
Ifølge en nutidig læsning af det pågældende koranvers er der tale om, at man skal gå til Koranen med ”rene intentioner” – dvs. for helhjertet at prøve at forstå teksten og ikke for at få sine egne fordomme bekræftet. Men det udelukker naturligvis ikke, at man bør håndtere Koranen på en ordentlig måde.

Hvornår bruges Koranen?

Koranens første kapitel, ”åbningssuraen”, indgår – ligesom trosbekendelsen – i den rituelle tidebøn. Ved ugens vigtigste bøn fredag middag, hvor bønnen suppleres med en prædiken, citerer prædikanten (der ikke nødvendigvis behøver være den samme som den, der leder bønnen) en passage fra Koranen på arabisk. Til forskel fra gudstjeneste i synagogen og i kirken, er der i moskéen ikke fastlagt en bestemt tekstrække, som der skal prædikes over.  Den enkelte prædikant vælger selv den passage, som han vil lægge til grund for sin prædiken.
Det er kun i fastemåneden, at der er tradition for at læse det samme tekstafsnit i alverdens moskéer. Dertil er Koranen (ud over at være opdelt i 114 kapitler af varierende længde) opdelt i 30 næsten lige lange dele – én for hver dag fasten varer.
For mange muslimer indgår koranlæsning i den daglige praksis. Der er korantekster, der er specielt værdsat: Sura nr. 36 kaldes også ”Koranens hjerte” og fremsiges i forbindelse med alvorlig sygdom og død. ”Lysverset” (24:35) omtaler Gud som ”himlenes og jordens lys”. ”Tronverset” (2:255) betegnes som et af Koranens mest betydningsfulde vers og er samtidig et af de såkaldte beskyttelsesvers, der ligesom 2:284-286 menes at holde det onde fra huse.

Om det arabiske sprog

Profeten Muhammad var araber og Koranen blev åbenbaret på arabisk, der var det sprog, Profeten og hans nærmeste talte. Årsagen er indlysende: Koranen skulle være let at forstå for de mennesker, den skulle videreformidles til.
Koranens arabiske tekst menes at være bevaret uændret siden den allerførste samlede udgave af teksten. Den originale tekst består dog udelukkende af konsonanter, hvorfor der senere er blevet tilføjet vokaler og andre tegn, der gør det lettere for menigmand at læse teksten.
Arabisk bliver af mange muslimer betragtet som et helligt sprog, og mange konservative lærde har i tidens løb hævdet, at Koranen derfor ikke måtte oversættes til andre sprog – men det er den nu blevet alligevel.
Mange muslimer anser det for enhver muslims pligt at lære arabisk, så man kan læse og recitere Koranen på originalsproget. Derfor bliver mange muslimske børn rundt omkring i verden tidligt sendt i koranskole for at blive introduceret til det arabiske sprog. De lærer at læse og recitere Koranen på arabisk og lærer den ene passage efter den anden udenad. Og hver gang de har lært et kapitel udenad, vanker der gaver og ros fra de voksne.
Det opfattes som fortjenstfuldt at kunne recitere dele af eller hele Koranen udenad på arabisk – selvom man måske ikke forstår noget som helst af indholdet. Der afholdes jævnligt konkurrencer i koranrecitation, hvor børn og voksne – opdelt efter alder og køn – dyster om at recitere Koranen på den smukkeste måde.

Om at forstå Koranen

Jeg hører selv til den stadigt stigende skare, der mener, at der i forståelsen af Koranen bør tages højde for, at den er åbenbaret ind i en helt specifik historisk, politisk og social kontekst.
Et budskab, der præsenterer sig som universelt, må nødvendigvis være fleksibelt. Rent sprogligt giver koranteksten da også ofte flere fortolkningsmuligheder. Det siger sig selv, at man må være fortrolig med budskabet som helhed og med den grundlæggende kerne for at kunne forstå teksten bare tilnærmelsesvis.
Det arabiske sprog er – ligesom andre sprog – fuldt af metaforer. Eksempelvis kan man ”kæmpe for Guds sag” med forskellige og ganske fredelige midler: Ved at fremme det gode og forhindre det onde. Ved at oplyse om islam igennem bøger, artikler og foredrag. Ved at engagere sig socialt og politisk. Ved at engagere sig for menneskeret, dyreværn eller naturbevarelse, eller ved at engagere sig i fredsorganisationer – mulighederne er uendelige.
Til sammenligning har vi herhjemme ej heller de dødbringende våben fremme, når vi ”kæmper for ligeløn” og ”bekæmper arbejdsløsheden”, eller der udbryder ”krig om kunderne”.
Metaforerne og lignelserne gør Koranens budskab rummeligt, åbent og dynamisk. Det giver ingen mening at hævde, at det kun er mænd med en speciel uddannelse, der kan tillade sig at tolke teksten; men det er ikke desto mindre, hvad konservative muslimer hævder.
Verden er i forandring, og Gud opfordrer menneskene til konstant at udvikle deres personlighed og udnytte de ressourcer, Han har givet dem. Derfor er det absurd at hævde, at visse tænkere én gang for alle har afdækket den endegyldige sandhed – og at man for at være ”rettroende” mekanisk og ukritisk skal følge den traditionelle udlægning. Den menneskelige forståelse af sandheden vil altid være relativ og vil være præget af den enkeltes intellekt og baggrund, såvel som af de aktuelle sociale, politiske og kulturelle omstændigheder.

Om abrogation

At Koranen skal betragtes som en helhed må nødvendigvis betyde, at man ikke bør erklære nogle af dens passager for ophævet af andre. Teorien om, at nogle koranvers skulle ophæve tidligere åbenbarede vers, er efter min opfattelse opfundet af mennesker, der rent umiddelbart finder modsigelser i Koranen – eller som ikke magter at forholde sig til den åbenhed, frihed og pluralisme, som en helhedslæsning af Koranen lægger op til. Med abrogations-teorien har man kunnet vende op og ned på alting og har kunnet sætte snæversyn og ufred i stedet for åbenhed og fred.
Mange konservative lærde mener eksempelvis, at det vers, der proklamerer, at der ”ikke kan være tvang i trosanliggender” kun er møntet på ikke-muslimer, der ønsker at bekende sig til islam og ikke på muslimer, der ønsker at frasige sig islam. En begrænsning, der ikke er noget som helst belæg for i Koranen. De konservative hævder, at det pågældende vers er ophævet af mere ”krigeriske” vers eller sætningsled, der – taget fuldstændig ud af den sammenhæng, de forekommer i – kan synes at opfordre til væbnet kamp imod ikke-muslimer.
Hvis man ser på den sammenhæng, som abrogations-verset forekommer i, er der tale om, at nogle af Koranens anvisninger annullerer eller ændrer tidligere guddommelige anvisninger i Toraen eller Evangeliet. En tankegang, der fint stemmer overens med de koranpassager, der slår fast, at Koranen bekræfter, supplerer og tydeliggør tidligere åbenbaringer såsom Moseloven, Davids salmer og Jesus’ evangelium, og at den ophæver en lang række af Moselovens forbud.
Accepterer man teorien om, at nogle koranvers ophæver andre, sætter man i virkeligheden spørgsmålstegn ved Koranens autenticitet og særstatus, og man vil i yderste konsekvens stå tilbage med et enkelt vers: nemlig det allersidst åbenbarede. Det giver ingen mening overhovedet at tro på Koranen som Guds åbenbarede ord og endegyldige vejledning til menneskene, hvis man samtidig erklærer dele af den ugyldig.

 Om hadith-litteraturen

Helt galt går det med islam-forståelsen, hvis man accepterer regler fra kilder, der direkte strider imod Koranen. Her tænker jeg specielt på hadith-litteraturen, der indeholder udsagn om Profeten Muhammeds sædvane og om den vejledning, han gav sine samtidige om stort og småt i hverdagen. Hadith-litteraturen er gået fra mund til mund i et par hundrede år, før den er blevet nedskrevet, og den indeholder både indbyrdes modstridende udsagn såvel som udsagn, der står i skærende kontrast til Koranen.
De konservative tager ikke højde for, at hadith-litteraturen – ligesom Koranen – er blevet til i en ganske specifik social, historisk og politisk kontekst. De mener, at de skal imitere Profetens handlinger indtil mindste detalje, fordi Koranen opfordrer de troende til at ”følge Profetens eksempel”.
Andre forstår passagen som en opfordring til at forsøge at forstå hensigten bag Profetens udsagn og handlemåde og at omsætte denne i praksis på en meningsfuld måde i den til enhver tid aktuelle sammenhæng. At man med andre ord skal spørge sig selv: ”Hvad ville Profeten Muhammed have rådet os til, hvis han var iblandt os i dag?”
Plæderer man for nylæsning af Koranen og hadith-litteraturen ind i den aktuelle kontekst, bringer man sig selv på kollisionskurs med de konservative, der opfordrer til en bogstavelig læsning af teksterne – og som oven i købet sidestiller hadith-litteraturen med Koranen, skønt der altid har været uenighed om hadith-litteraturens autenticitet og status i forhold til Koranen.
Personlig hører jeg til dem, der mener, at usikkerheden om hadith-litteraturens tilblivelse må betyde, at man under ingen omstændigheder bør acceptere udsagn (specielt inden for strafferetten), der direkte strider imod Koranens vejledning. Sidestiller man hadith-litteraturen med Koranen, sætter man – efter min opfattelse – spørgsmålstegn ved Koranens helt unikke særstatus som Guds åbenbarede vejledning til menneskeheden.

© Aminah Tønnsen, 2014

Denne artikel har været bragt i RELIGIONSLÆREREN 4/2014, et temanummer om ”Religionernes Dag 2014”