Hvilken betydning har billedforbuddet?
I Koranen hedder det: ”Frembring (eller opfind) intet, der har lighed med Gud. Thi Gud ved alt; men I ved intet” (16:74), hvilket af nogle opfattes som et generelt forbud mod afbildning af levende væsener, medens andre henviser til hadith-litteraturen. Holdningen til billedforbuddet har dog ikke altid været lige striks.
Koranen beretter om, hvorledes den unge Abraham fuld af afsky for sin fødebys tempelguder ender med at ødelægge dem. Byens befolkning straffer ham ved at kaste ham i et flammende bål; men ved Guds hjælp lider han ikke den ringeste overlast. Og da muslimerne i år 630 vender tilbage til Mekka, beordrer Profeten som noget af det første Kabaens utallige gudestøtter og -billeder destrueret. Begrundelsen er naturligvis, at man ikke skal blive fristet til at tilbede de afbildede væsener eller kunstneren, der har frembragt dem.
Moderne lærde tillader tredimensionale værker, der ikke ville kunne leve i den form, hvori de gengives. Derfor er buster tilladt – medens torsoer (dvs. kroppe uden arme og ben) og statuer af hele mennesker er forbudt.
Man gør dog en undtagelse med legetøj, således at dukker, bamser og tøjdyr anses for tilladte, idet de ikke skal ligne en bestemt person.
Ingen muslimsk kunstner har nogensinde afbildet Gud, og figurative kunstværker har med ganske enkelte undtagelser aldrig fundet vej til moskéer og til Koranen og andre hellige skrifter. De første sider i Koranen samt det første kapitel, der kun er på syv vers, er som regel rigt udsmykket med kalligrafi og blomstermotiver.
Der har i tidens løb udviklet sig en righoldig tradition for kalligrafi, dvs. skønskrift, og Korancitater i kalligrafisk udførelse smykker både moskéer, det offentlige rum og private hjem, ligesom også bøger og tidsskrifter. Blomstermotiver og geometriske mønstre har en fremtrædende plads i moskéer og i alle former for islamisk kunst.
Det er dog et historisk faktum, at bogmaleri har eksisteret siden 1200-tallet – især blandt shia-muslimer. Indimellem vil man dog se, at Profeten Muhammad og hans nærmestes ansigt er skjult bag et slør, eller at der simpelthen er en bar plet i stedet.
Selv i vore dage kan man imidlertid i eksempelvis Iran købe billeder, der forestiller Profeten Muhammad eller hele ’den hellige familie’: Profeten Muhammad, hans datter Fatima, svigersønnen Ali og de to børnebørn Hassan og Hussain. Det er også ganske almindeligt blandt shia-muslimer, at gravsten er smykket med et portræt af afdøde.
Endimensionale afbildninger af mennesker og dyr på lærred, tapeter, vægge, papir, stof og lign. anses af de fleste i vore dage for tilladt, for så vidt som de ikke er fremstillet med det ene formål at være genstand for tilbedelse, og at de ikke er alt for iøjnefaldende.
Fotografier som identifikation og til fastholdelse af familiære begivenheder er blevet en del af dagligdagen, og selv de muslimer, der aldrig kunne drømme om at hænge et familieportræt på væggen, vil som regel have et eller flere fotoalbum i deres gemmer. Man kan dog stadig møde ældre mennesker, der kategorisk nægter at lade sig fotografere.
Når der i vore dage laves film om Profeten og hans samtidige, vil man se, at de er lavet som set med Profetens øjne – siddende, gående eller ridende på kamelryg. Man hører aldrig Profeten tale, og man ser aldrig ham selv, men udelukkende de mennesker, der omgiver ham – eller man ser hals og baghoved af den kamel, han rider på.
Man er naturligvis nødt til at acceptere, at ens medmennesker ikke altid deler ens opfattelse af, hvor grænsen går mellem sund kritik og provokerende forhånelse. Man bør ignorere sårende udtalelser (33:48), tilgive og bære over med de formastelige (2:109) og undgå de personer, der forhåner ens tro (6:68); men der er ingen grund til at overreagere. En fjer kan nemt blive til fem høns, når medierne og de implicerede går i selvsving. Det er op til den enkelte at fravælge de bøger eller tv-udsendelser, man finder anstødelige. På den anden side går der ingen skår i frihedsrettighederne, om flertalsbefolkningen udviser en smule omtanke og situationsfornemmelse i en i forvejen spændt atmosfære. Alt er muligvis tilladt; men ikke alt er gavnligt.
© Aminah Tønnsen, 2006
Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (2006, spørgsmål 10).