Skal shûrâ-princippet – om indbyrdes rådslagning før beslutninger skal træffes – omsættes til praksis, må enhver borger have mulighed for frit at kunne give udtryk for sin mening uden frygt for repressalier.

Ytringsfrihedens grænser
For en bevidst troende kan der imidlertid aldrig være tale om grænseløs frihed. Man bør f.eks. ikke bespotte hverken Gud eller mennesker, ligesom også sladder og bagvaskelse er af det onde.

Driv ikke spot med Guds tegn, og ihukom Bogen og den visdom (hikma), som Han sendte for at vejlede og advare jer. Nær ærefrygt for Gud og vid, at Han er alvidende. (2:231)

Et smerteligt endeligt venter de uretfærdige, der fornægter og bespotter Guds tegn. (30:10)

Oh I troende! Hvis en uvederhæftig person overbringer jer en nyhed, da forvis jer om sandheden, for at I ikke uforvarende skal komme til at skade andre og (bagefter) fortryde jeres handling. (49:6)

– og det er ikke altid hensigtsmæssigt at kritisere nogen eller noget i fuld offentlighed – med mindre der virkelig er sket en stor uretfærdighed:

Gud holder ikke af offentlig kritik, med mindre der (virkelig) er begået stor uret, for Han er althørende og alvidende. (4:148)

Skribenters og mediers ansvar
Islam opfordrer menneskene til at tjene Gud ved at tjene skabelsen – det er, hvad khalifa-begrebet (forvalterskabstanken) går ud på. Som journalist eller forfatter har man naturligvis en forpligtelse over for sine læsere – man skal bruge ordets magt til at fremme det gode og forsøge at forhindre, at ondskab breder sig.
Salman Rushdie overskred med “De sataniske vers” grænsen for det anstændige – og misbrugte ytringsfriheden. Han levede ikke op til sit ansvar over for sine læsere og trosfæller. I stedet for at kritisere en flok despotiske, selvbestaltede religiøse ledere, der åbenlyst misbruger islams hellige skrift, Koranen, hånede han selve islams fundament og profeten Muhammad.
At Rushdie overskred grænsen for det sømmelige, giver imidlertid ikke nogen ret til at stræbe ham efter livet. I Koranen findes der ikke den ringeste antydning af straf for gudsbespottelse. Menneskene opfordres ganske enkelt til ikke at lytte til sladder og gudsbespottelse:

Lyt ikke til de foragtelige, der sværger (ved enhver given lejlighed), der sår splid (blandt mennesker) og udspreder (ondsindede) rygter. (68:10-11)

Han har sendt jer Bogen med påbud om ikke at omgås dem, der afviser, håner og bespotter Hans tegn – medmindre de ændrer adfærd. Ellers vil I blive betragtet som én af dem. Gud vil visselig føre hyklerne og de vantro sammen i Helvede. (4:140)

Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer adfærd. Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad det ufortrødent. (6:68)

– og det havde nok også været det mest hensigtsmæssige i forhold til de Sataniske vers. Rushdie er med al den virak om hans person blevet gjort til martyr for ytringsfriheden. For en troende kan han aldrig blive andet end en ynkelig martyr uden glorie …

Ytringsfriheden er altså ikke grænseløs: Man skal både handle ansvarligt over for sine medskabninger – og stå til ansvar for sine ytringer over for Gud:

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden – generation efter generation. Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. … Når regnskabets time oprinder, skal hvert enkelt menneske stå til ansvar for sine handlinger på jorden. (35:39 & 45)

Og i tider med modgang er det godt at huske på disse vers:

I vil ganske sikkert blive sat på prøve på jeres ejendom og liv, og I vil komme til at høre mange sårende ting fra dem, der modtog åbenbaringer før jer, såvel som fra hedningene. Men hvis I forbliver tålmodige i modgangen og sætter jeres lid til Gud, vil det være bestemmende for jeres skæbne. (3:186)

Tror I virkelig, at I vil komme i Paradis uden at blive udsat for de samme (prøvelser), som jeres forfædre måtte igennem? De mødte lidelser og modgang, der rystede dem så dybt, at selv Sendebudet og de troende med ham råbte: “Hvornår kommer Guds hjælp?” Guds hjælp er visselig nær. (2:124)

Vi vil udsætte jer for prøvelser for at kende de stræbsomme og udholdende iblandt jer, og for at efterprøve, hvad der fortælles om jer. (47:31)

Sandelig! Med enhver vanskelighed følger lettelse (eller: befrielse). (94:5)

The World Evangelical Alliance har lavet en analyse af de mekanismer, der fører til forfølgelse af kristne rundt omkring I verden. De taler om tre faser: 1) Misinformation og mistænkeliggørelse i medierne. 2) Marginalisering og juridisk, social, politisk og økonomisk diskrimination. 3) Forfølgelse fra statens, politiets, militærets, ekstreme organisationers eller religiøse lederes side.
Det er de samme mekanismer, der i vore dage bruges imod muslimer; men når debatten og samfundet polariseres, bliver vi i sidste ende alle tabere.

© Aminah Tønnsen, august 2000

Litteratur:

”Ytringsfriheden er en ret til at tale, ikke en pligt til at provokere. At krænke andre bør ikke være noget mål i sig selv. Det er først, når selvcensuren er ufrivillig og bunder i frygt, vi har at gøre med et demokratisk problem.”
(Jo Hermann i Berlingske kronik 29. januar 2010)