La ikrâha fi-dîn – der kan ikke være tvang i trosanliggender (Koranen 2:256).
Trosfrihed
Det er helt fundamentalt i islam, at mennesket har frihed til at vælge eller fravælge Gud og tro – til at handle inden for eller uden for de rammer, som Guds vejledning definerer – til at tage imod eller afvise troens gave:
Hvis det havde været Gud vilje, ville alle på jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskeheden til at tro? Ingen kan tro – undtagen Gud vil det; men de, der ikke bruger deres intellekt, vil forblive forvirrede. (10:99-100)
Sig: “Dette er sandheden fra Herren!” Lad den, der vil tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)
Vi har visselig vist mennesket vejen. Om det vil være taknemmeligt eller utaknemmeligt, er op til det selv. (76:3)
Sig: “Oh I, der afviser troen! Jeg tilbeder ikke (de afguder), som I tilbeder, og I tilbeder ikke (den Herre), som jeg tilbeder. Jeg vil aldrig (nogensinde) tilbede (de afguder), som I tilbeder. Ej heller vil I (nogensinde) tilbede (den Herre), som jeg tilbeder. Gå I jeres vej – jeg går min!” (109:1-6)
Mennesket får kimen til intellekt og handlefrihed i det øjeblik Gud blæser af Sin ånd (ruh) i fosteret – handlefrihed en del af menneskets natur:
Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han skabte mennesket af ler, og dets efterkommere af et ekstrakt af en foragtet væske. Han formede DET og blæste af Sin ånd (ruh) i DET. Og Han gav JER hørelse, syn og hjerte. Liden er JERES taknemmelighed. (32:7-9)
Dette får afgørende betydning for mennesket, idet tiltaleformen skifter fra DET til JER. Det er Guds indblæste ånd, der gør mennesket i stand til at udfylde sin plads på jorden. Det er Guds indlæste ånd, der adskiller mennesket fra den øvrige skabelse: Dyrene handler instinktivt, og naturen kan ikke andet end følge Guds Lov el. naturens orden, som Gud har skabt den:
Alt og alle i himlene og på jorden bøjer sig (ydmygt og tjenstvilligt) for Gud – villigt el. uvilligt – som også deres skygger, morgen og aften. (13:15)
Alt og alle i de syv himle og på jorden lovpriser Gud. Der er intet, der ikke lovpriser Ham. Og dog forstår I ikke, hvorledes de kan lovprise Ham; men Gud er visselig kærligt overbærende og tilgivende. (17:44)
Frihed og ansvar går hånd i hånd – mennesket skal naturligvis stå til ansvar for sine valg og fravalg:
Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden – generation efter generation (el. slægt efter slægt). Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. … Når regnskabets time oprinder, skal hvert enkelt menneske stå til ansvar for sine handlinger på jorden. (35:39 & 45)
Den, der handler retfærdigt, gavner sig selv. Den, der handler uret, modarbejder sig selv. Til Gud skal I alle vende tilbage. (45:15)
Flere veje til Gud
Koranen fastslår igen og igen, at der er flere veje til Gud, og at vi ikke skal strides indbyrdes, men trygt overlade det til Gud at dømme os imellem. Hvorledes kan man da tro, at en muslim, der vælger at blive jøde eller kristen skulle være forfalden til jordisk straf??
De, der tror på Koranen, samt jøder (yahûd: de vejledte), kristne (nasarâ: de, der taler for Messias’ sejr) og sabiere (dem, der vender sig til noget, dvs. til Gud) – enhver, der tror på Gud og den Yderste Dag og handler retfærdigt, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet). (2:62)
For hvert fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til et eneste fællesskab; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret til jer. Kappes derfor i gode gerninger (i stedet for at strides). Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)
Ydre kendetegn som hudfarve, sprog, kultur, stammer el. nationer er nyttige for at opdele menneskene i mindre, overskuelige og let genkendelige enheder – men for Gud er det ærefrygten for Gud, der tæller:
Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:22)
Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til fællesskaber og folk, for at I må (gen)kende hinanden. Den mest ærede for Gud er visselig den mest ærefrygtige af jer. Gud er vis og alvidende. (49:13)
Menneskene bør ikke strides om deres indbyrdes forskelligheder – dommen er alene Guds:
Sig: “Oh Herre, himlenes og jordens skaber! Du, der kender det skjulte såvel som det åbenbare. Det er Dig, der skal dømme Dine tjenere imellem i de anliggender, de er uenige om.” (39:46)
For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til et eneste fællesskab; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)
Tro og vantro
I folkemunde bruges ordet “vantro” om alle, der ikke tilhører samme tro som én selv. Nogle kristne bruger ordet om alle ikke-kristne, og mange muslimer bruger tilsvarende ordet “kâfir” om alle ikke-muslimer. Koranen giver os dog et ganske andet billede af tro (imân) og vantro (kufr):
De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når de hører Hans tegn reciteret, der sætter al deres lid til Gud, der forretter bøn og giver ud af det, Vi har forsynet dem med. Disse er de sande troende. De vil rangere højt for Herren, og de vil få tilgivelse og ypperligt underhold. (8:2-4)
Retfærdighed (birr) er ikke, om I vender jert ansigt mod øst eller vest (når I beder). Retfærdighed er at tro på Gud og den Yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne. (Retfærdighed er) uselvisk at give af sine (menneskelige og materielle) ressourcer til slægtninge, forældreløse, trængende (masâkîn), vejfarende (ibn as-sabîl) og tiggere, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (Retfærdighed er) at forrette bøn og betale religiøs skat (zakât), at opfylde sine forpligtelser, og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige (muttaqûn). (2:177)
Tro og handling skal altså følges ad – ikke kun opfyldelse af “de fem søjler”, men også “at give ud af sine ressourcer” – menneskelige som materielle, dvs. at vise omsorg for skabelsen: mennesker, dyr og natur.
Modsat er en vantro én, der bevidst undlader at handle i overensstemmelse med Guds vejledning ved f.eks. at undlade at vise omsorg for skabelsen:
Har du set ham, der fornægter troen? Det er den samme, der skånselsløst afviser den forældreløse og ikke tilskynder til at bespise de trængende. Ve (ham og) de bedende, der er skødesløse og forsømmelige med bønnen, der blot stiller sig selv til skue og ikke rækker medmennesket en hjælpende hånd! (107:1-7) (jvf. 41:7, 4:36-37)
Tro og vantro knytter sig altså ikke til alle, der føler sig knyttet til én bestemt trosretning, men til det enkelte individs tro og handlinger – på tværs af trosretningerne. Koranen taler ligefrem om “de vantro blandt Skriftens Folk” (2:105, 3:113-116, 2:146, 3:78, 3:110, 3:199, 5:81)
Det er i denne betydning, at vantro skal forstås, for at man kan finde sammenhæng og mening i Koranens budskab.
Omgang med vantro/utaknemmelige
Enhver vantro er en potentiel troende og bør behandles med tilbørlig respekt:
Tjen Gud og giv Ham ej partnere. Vær god imod forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, nære og fjerne naboer, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver. Gud elsker ingenlunde de hovmodige og pralende. (4:36)
Vi har pålagt mennesket at tage sig kærligt af dets forældre. Med møje bar moderen barnet, og i to år gav hun det die. Vis taknemmelighed mod Mig og dine forældre, for Jeg er det endelige mål. Men dersom de tragter efter at få dig til at tjene noget sammen med Mig – noget, som strider imod din tro – da adlyd dem ikke. Omgås dem hensynsfuldt, som det sig sømmer, men følg vejen for dem, der tjener Mig. Til Mig skal I alle vende tilbage, og Jeg vil fortælle jer sandheden om alle jeres gerninger. (31:14-15)
Det kan vel være, at Gud vil lade venskab opstå mellem jer og dem, I lige nu anser for jeres fjender. For Gud er almægtig, og Han er tilgivende og barmhjertig. Gud forbyder jer ikke på venlig og retfærdig vis (at omgås) dem, der ikke bekæmper jeres tro og ikke fordriver jer fra jeres hjem. Gud elsker de retfærdige. (60:7-8)
Man bør imidlertid ikke omgås mennesker, der bespotter eller aktivt bekæmper gudstro:
Oh I troende! Tag ikke sådanne, der bespotter og latterliggør jeres tro, som hjælpere og beskyttere (awliyâ’) – hverken blandt dem, der modtog Skrifter før jer, eller blandt de vantro; men nær ærefrygt for Gud, hvis I virkelig er troende. (5:60)
Gud forbyder jer derimod (at omgås) dem, der bekæmper jeres tro, der fordriver jer fra jeres hjem og hjælper andre med at fordrive jer. Det er sådanne, der begår uret. (60:9)
Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer adfærd. Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad det ufortrødent. (6:68) (jvf. 4:139-140)
De troende vidner – Gud omvender
Muslimer har pligt til at vidne om deres tro; men selv Profeten Muhammad fik besked på, at det ikke var hans opgave at omvende ved tvang – og at han ikke skulle fortvivle over dem, der valgte vantro frem for tro – eller andre trosretninger frem for al-islam.
Koranen slår også igen og igen fast, at det ikke er de troendes opgave at bekæmpe de vantro for med vold og magt at omvende dem til troen – eller for at udrydde dem.
Det er ikke din opgave at retlede dem. Gud retleder, hvem Han vil. (2:272)
Sig: “Oh Skriftens Folk! Lad os samles om vort fælles grundlag: Ikke at tilbede andre end Gud, ikke at tilskrive Gud partnere, og ikke at ophøje noget menneske til herre sammen med Gud.” Dersom de vender sig bort, da sig: “Bær vidne, at vi er gudhengivne (muslimer).” (3:64)
Den, der adlyder Sendebudet, adlyder Gud. Vi har ikke gjort dig til værge for dem, der vender sig bort. (4:80) (jvf. 6:66, 6:104, 6:107)
Hvis deres aversion (imod sandheden) tager så hårdt på dig, da søg en vej ned i jorden eller en stige op i himlen – hvis du kan – for at give dem et tegn (der kan overbevise dem). Hvis Gud havde villet, kunne Han have vejledt dem alle sammen, så vær ikke blandt de uvidende. (6:35)
Du vil ikke være i stand til at retlede alle dine kære. Gud vejleder den, Han vil. (28:56)
(Vær ikke mismodig) hvis de vender dig ryggen. Det påhviler dig blot at forkynde det tydelige budskab. (16:82) (jvf. 16:37, 26:216)
Tvang skaber hyklere
Tvang og tro er uforenelige. Hvis et gudsforhold påtvinges under dødstrusler, skaber man hyklere – og de er ifølge Koranen de værste af alle:
Blandt menneskene er der nogle, der siger: “Vi tror på Gud og den Yderste Dag!” uden (dog) at mene det oprigtigt. De tror, de bedrager Gud og de troende. I virkeligheden bedrager de (kun) sig selv; men de fatter det ikke. De er syge i hjertet, og Gud lader deres sygdom forværres. En smertelig straf venter dem for deres løgnagtighed.
Når der siges til dem: “Spred ej fordærv på jorden!” Siger de: “Vi ønsker blot at fremme freden!” Det er visselig dem, der spreder fordærv; men de fatter det ikke. Når der siges til dem: “Tro, som andre tror!” siger de: “Skal vi tro, som tåberne tror?” De er visselig selv enfoldige stakler; men de ved det ikke.
Når de møder de troende, siger de: “Vi tror!” men når de er alene med ligesindede onde (shaiâtîn), siger de: “I virkeligheden er vi på jeres side – vi holder dem blot for nar.” Gud lønner dem for deres spot ved at lade dem flakke ensomt om i vildfarelse. De har byttet vildfarelse for vejledning (til sandheden, hudâ); men de har intet vundet ved deres byttehandel, og de vil ikke blive vejledt. (2:8-16)Giv hyklerne (munâfiqûn) nyheden om, at der venter dem en smertelig straf. (4:138)
Gud har lovet hyklerne (munâfiqûn) og de vantro (kafirûn) – kvinder såvel som mænd – Helvedes ild. Dér vil de dvæle – andet kan de ikke forvente. Guds forbandelse hviler over dem, og en streng straf venter dem. (9:68) (jvf. 9:64-70, 63:1-11)
Kampen imod ugudeligheden
Retten til frit at kunne dyrke Gud skal forsvares af alle troende i skøn forening, og Koranen tager det for givet, at troende ikke angriber hinanden indbyrdes. De angribende omtales som vantro (kafirûn), afgudsdyrkere (mushrikûn) eller hyklere (munâfikûn) – aldrig som jøder, kristne eller Skriftens Folk, for i selv samme øjeblik en troende angriber en anden troende, gør han sig selv til vantro (kafir):
Gud elsker dem, der i samdrægtighed stræber og kæmper (dj-h-d) for Hans sag. (61:4)
Stræb og kæmp (dj-h-d) for Guds Sag imod dem, der bekæmper jer; men vær ikke de første til at gribe til våben, for Gud elsker ikke angriberne (al-mu’tadîn) (2:190)
Forsvar jer, hvis afgudsdyrkerne (mushrikûn) angriber jer, og vid, at Gud er med de gudfrygtige (muttaqûn). (9:36)
Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi der er øvet uret imod dem. Gud har visselig magt il at hjælpe dem, der uretmæssigt bliver fordrevet fra deres hjem, blot fordi de siger: “Gud er vor Herre!” Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak med andre, ville både klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Guds navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt. Gud hjælper visselig dem, der virker for Hans sag. Han er stærk og almægtig. (22:39-40)
Selv, hvis en person, der aktivt har bekæmpet islam og muslimerne, beder om beskyttelse og asyl, må han ikke presses eller tvinges til at antage troen:
Hvis én af afgudsdyrkerne (mushrikûn) beder om beskyttelse, da giv ham den, at han må høre Guds ord. Før ham derefter til et sted, hvor han kan være i sikkerhed. Dette (påbyder Gud dig), fordi menneskene er uvidende. (9:6)
Med denne respekt for medmenneskets ståsted in mente, hvorledes kan man da påstå, at en frafalden muslim skal straffes med døden?? Skulle trosfrihed iflg. Koranen/islam kun gælde ikke-muslimer – medens muslimer skulle kunne tvinges til at forblive muslimer??
© Aminah Tønnsen, januar 2002