Hvem er de rene – og hvem er de urene?

Påstanden om, at islam skulle dele menneskene op i rene (muslimer) og urene (danskere eller ikke-muslimer generelt) fremføres ofte i den hjemlige islam- og indvandrerdebat. Forargelsen er stor, fordi den sammenkædes med en forestilling om, at islam skulle anse ikke-muslimer for at være mindreværdige. Det kan naturligvis forekomme, at nogle muslimer anser ikke-muslimer for mindreværdige og/eller urene; men mange koranske anvisninger taler direkte imod en sådan opfattelse:

  • Menneskeheden udgør ét fællesskab, og alle er lige ansvarlige over for det fælles bedste – uanset deres nationale, religiøse, etniske, sociale eller kulturelle tilhørsforhold.
  • Jøder og kristne tilhører bogens folk og indgår derved i et naturligt fællesskab med muslimer i troen på én sand gud.
  • En muslim bosat eller på gennemrejse i et ikke-muslimsk land er underlagt landets love på lige fod med alle andre.
  • Profeten Muhammad modtog en delegation hedninge fra Ta’if i moskéen i Medina og gav en gruppe kristne fra Najran lov til at forrette bøn sammesteds. Derfor er der intet til hinder for, at ikke-muslimer betræder moskéer, lytter til recitation af Koranen eller overværer en muslimsk bøn – så længe de udviser tilbørlig respekt for stedet.
  • En ægtemands forpligtelser over for en jødisk eller kristen hustru er nøjagtig de samme som over for en muslimsk hustru, og hun har samme krav på omsorg og respekt fra sine muslimske børn, som enhver muslimsk mor.
  • Der er intet som helst i vejen for, at muslimer er venner med ikke-muslimer – så længe disse ikke bespotter eller direkte modarbejder og bekæmper islam.
  • Koranen tillader muslimer at spise kød slagtet og tilberedt af jøder og kristne.
  • I hadith-litteraturen er der mange beretninger om, at Profeten Muhammad ikke kun hilste på jøder, kristne og hedninge, men også diskuterede med dem, spiste sammen med dem og forhørte sig om deres velbefindende.

Nogle muslimer mener, at ikke-muslimer ikke må berøre Koranen:

”Dette er visselig en ærefuld Koran, en velbevaret bog, som ingen skal røre – undtagen de rene.” (56:77-79)

Men hvorledes kan nogen ved sine fulde fem fremsætte en sådan betragtning, når ikke-muslimer i århundreder har læst Koranen, og den beviseligt spiller en vigtig rolle, når ikke-muslimer vælger at bekende sig til islam?

Andre mener, at der er tale om, at man ikke må berøre Koranen i en tilstand af ceremoniel urenhed (dvs. uden at have foretaget en rituel afvaskning efter toiletbesøg – eller uden at have taget et rituelt bad efter samleje – eller (for kvinders vedkommende) efter menstruation, fødsel og udflåd). Man må efter deres opfattelse dog gerne læse eller recitere Koranen, men blot ikke berøre den – og bør derfor tage handsker på eller få andre til at vende bladene.

Nyere koranfortolkere definerer imidlertid de rene i 56:77-79 som de åndeligt rene, dvs. som de, der er rene i hjerte, sjæl og sind, som har rene intentioner, og som læser Koranen for virkelig at forstå den (uanset deres religiøse tilhørsforhold i øvrigt) – modsat de åndeligt urene, der blot læser Koranen for at få deres egne fordomme bekræftet. De, der går til Koranen med urene/slette hensigter, skal ikke gøre sig håb om nogensinde at forstå dens budskab, for Gud vil ”forsegle deres hjerter” og gøre dem ”døve, stumme og blinde”.
Denne åndelige urenhed omtales også i kapitel 9, der blev åbenbaret i 631, dvs. året efter at mekkanerne havde antaget islam, og Kabaen var blevet renset for hedenske guddomme. Samtidig med at forbyde hedningene adgang til Kabaen forsikrer Gud muslimerne om, at de ikke vil lide nød på grund af manglende indtægter fra de hedninge, der hidtil er strømmet til byen for at hylde deres afguder:

”Oh I troende! Hedningene (mushrikun) er (åndeligt) urene (najasun). Lad dem ikke efter dette nærme sig det ukrænkelige gudshus. Hvis I frygter fattigdom, vil Gud nådigt berige jer – om Han vil. Han er visselig alvidende og alvis.” (9:28)

Mht. spørgsmålet om kvinders påståede urenhed under menstruation, så forbyder Koranen mænd at have samleje med deres menstruerende hustru. I dag er det i øvrigt almindelig kendt, at menstruerende kvinder er mere modtagelige for infektioner i underlivet end andre.
Menstruerende kvinder er ceremonielt urene – uden at der dog er tale om en gammeltestamentlig urenhed i den forstand, at alt og alle bliver urene af at komme i fysisk kontakt med den menstruerende kvinde (3. Mos. 15,19-24). Hadith-litteraturen giver flere eksempler på, at Profeten Muhammad omgikkes sine menstruerende hustruer på ganske naturlig vis: Aisha vaskede og kæmmede Profetens hår, de kærtegnede hinanden og sov i samme seng.
Profeten opfordrede faktisk eksplicit de muslimske mænd til at sørge for, at også de menstruerende kvinder kom i moskéen for at overvære højtidsbønnerne – uden dog at deltage aktivt i selve bønnen. Der er nemlig tale om en forbigående ceremoniel urenhed, der kræver, at kvinder bader hele kroppen, før de igen kan udføre visse religiøse ritualer så som bøn og faste.

Det kan ikke siges tydeligt nok: Der er intet i Koranen, der så meget som antyder, at islam skulle definere hverken menstruerende kvinder eller ikke-muslimer som generelt urene.

© Aminah Tønnsen, 2006

Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 76)