Begrebet “taqiyya” er opstået inden for shi’a-islam i det 11. årh., hvor shi’a-muslimerne blev udsat for hyppige overgreb fra den sunni-muslimske flertalsbefolkning. Begrebet gav mulighed for at dække over sit religiøse tilhørsforhold eller frasige sig islam, hvis ens sikkerhed og liv var i fare.
Shi’a-muslimerne (der skønnes at udgøre 10-15% af det samlede antal muslimer, og som fortrinsvis er bosat i Iran, Irak og på Bahrain) finder belæg for begrebet i Koranen 16:106, der blev åbenbaret kort før muslimernes udvandring til Medina i år 622, dvs. i den periode, hvor de hedenske mekkanere udsatte muslimerne for boykot, forfølgelse og tortur:
Enhver, der efter at have antaget troen, ytrer vantro (kufr) – undtagen hvis det sker under tvang, og de i hjertet forbliver troende – men sådanne, der virkelig åbner sig for vantro, vil påkalde sig Guds vrede. En smertelig straf venter dem. (16:106)
Der er som sagt tale om yderste nødstilfælde, og flere eksegeter slår fast, at det bedste naturligvis er at udholde de pinsler, man måtte blive udsat for.
Under alle omstændigheder, så berettiger muslimers situation i Vesten på ingen måde, at taqiyya-princippet tages i brug. Da bør man holde sig til de utallige passager, der maner til sandfærdighed, retsindighed og oprigtighed, og som fordømmer løgn, falskhed og mened:
Kun de, der ikke tror på Guds tegn (ayât), opfinder løgne; de er gemene løgnere. (16:105)
Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige som vidner for Gud – selvom det skulle være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt, eller for rig eller fattig, for Gud er bedre til at varetage deres interesser. Følg ikke jeres egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger eller omgår sandheden, er Gud visselig vel bekendt med alt, hvad I gør. (4:135)
De tilslører deres hjerte og tror, at de kan lyve i det skjulte. Men selvom de tildækker sig med klæder, ved Gud, hvad de skjuler, og hvad de åbenbarer, for Han kender hjertets inderste hemmeligheder. (11:5)
Det må nødvendigvis vække til eftertanke, at begrebet “taqiyya” stort set ikke forekommer i skrifter forfattet af muslimer, men derimod ofte omtales af ikke-muslimer, der af en eller anden årsag føler trang til at mistænkeliggøre deres medmennesker og så tvivl om deres hensigter og troværdighed.
I den danske debat bruges begrebet af visse ikke-muslimer på den religiøse og politiske højrefløj for at “bevise”, at alle muslimer er ulve i fåreklæder, der – selvom de udgiver sig for at være nok så moderate – i virkeligheden kun pønser på at tage magten i det fredelige Danmark for at omdanne landet til en diktatorisk, teokratisk islamisk stat. Og for at “skabe forvirring blandt modstanderne og vise, at islam er en “tolerant” religion”.
Bare det faktum, at disse personer oversætter “taqiyya” med “forstillelse” i stedet for “selvbeskyttelse” og som regel bruger betegnelsen “muhamedaner” i stedet for “muslim”, og “muhamedanisme” i stedet for “islam” viser ikke så lidt om skrivernes hensigter og vidensniveau.
© Aminah Tønnsen, 2006
Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 91)
Wikipedia: taqiya (tysk) – taqiya (engelsk) – taqiya ( fransk) – taqiyya (dansk)