Jødiske og kristne mindretal under muslimsk overherredømme, har altid haft en særstatus som beskyttede folk (dhimmi). Denne særstatus har bl.a. betydet, at jødiske og kristne mindretal op igennem historien har nydt begrænset autonomi og har haft deres egne familie- og arveretslige love, som Koranen anbefaler.
Jødiske og kristne mænd har endvidere kunnet frikøbe sig fra militærtjeneste ved at betale kompensation (jiziya, 9:29) til gengæld for at nyde den muslimske stats beskyttelse på lige fod med muslimske borgere – herunder også retten til socialforsorg og trosfrihed. Den muslimske øvrighed skal sikre, at ”klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Guds navn ihukommes uafladeligt” ikke bliver ødelagt (22:39-41).
Det ligger i jiziya-begrebet, at man skal ’være i stand til’ at betale. Derfor var jiziya progressiv. Man kunne afregne kontant eller i naturalier – dog ikke i form af svin, vin eller selvdøde dyr, og mænd, der af en eller anden årsag var uarbejdsdygtige, eller så fattige, at de var henvist til økonomisk hjælp fra den muslimske øvrighed – var fritaget for at betale jiziya. Fritagelsen gjaldt også præster og munke, dersom de var henvist til almisser fra menigheden for at opretholde livet.
Nogle kritikere af islam mener, at jiziya var ydmygende og et udtryk for, at ikke-muslimer blev betragtet som andenrangs borgere. De glemmer helt, at ikke-muslimer var fritaget for at betalte zakat – den 2,5% formue- eller socialskat, som enhver voksen muslim (kvinde såvel som mand) er pligtig til at betale.
Der er endvidere flere eksempler på, at ikke-muslimske mænd har deltaget i forsvaret af den muslimske stat og derfor var fritaget for at betale jiziya – ligesom der også er eksempler på, at muslimske bønder har betalt jiziya for at kunne passe deres marker i stedet for at gå ind i hæren. Jiziya-skatten kan derfor nærmest sammenlignes med den samfundstjeneste, som unge militærnægtere her i landet skal udføre – ofte i sociale eller kulturelle institutioner.
Det kan aldrig være ydmygende at skulle yde bidrag til beskyttelse af det samfund, man er en del af. Man kan som borger naturligvis ikke forvente at kunne køre på frihjul, blot fordi man har en anden tro end flertallets.
© Aminah Tønnsen, 2006
Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål nr. 9).