Af Fatima Mernissi

 Profeten Muhammad var kendt for sin utrolige evne til at beherske sig. Han handlede aldrig efter en pludselig indskydelse. Blev han konfronteret med et problem, kunne han ofte tænke over sagen i flere dage, inden han gav sit eget bud på en løsning. Denne eftertænksomhed og tilbageholdenhed er nogle af de karaktertræk, der hjalp ham til at overleve og kommunikere med et samfund, der var ved at udvikle sig fra det rene anarki til et velordnet, retfærdigt samfund. For at lette forståelsen af Koranens budskab, er det derfor nødvendigt at se på omstændighederne, der førte til de forskellige passagers åbenbaring. Lad os i det følgende se nærmere på:

Oh Profet! Sig til dine hustruer og til dine døtre og til de troende kvinder, at de skal samle deres ydre klædning (djilbâb) om sig – at de må kendes (som ærbare) og ikke forulempes. Men Gud er allerbarmhjertigst og tilgivende (over for dem, der af uvidenhed førhen ikke fulgte påbudet). Hvis hyklerne og de syge i hjertet og uromagerne ikke ophører (med at forulempe ærbare kvinder), vil Vi visselig lade dig (Muhammad) tage til genmæle, og de vil kun forblive dine naboer for en kort stund. (33:59-60)

Iflg. ordbogen Lissan Al’Arab, er ordet jilbab (plur. jalabib) et ret vagt udtryk, der dækker over flere forskellige klædningsstykker: fra en simpel skjorte (qamic) over en slags kåbe eller overfrakke (milhafah) til et klæde, som kvinder bruger til at dække hoved og bryst.

Vi befinder os i Medina år 627. Efter slaget ved Badr i 624, hvor muslimerne på mirakuløs vis sejrede over den langt større og mere veludrustede hær fra Mekka, fulgte nederlaget ved Uhud i 625, hvor mange muslimer blev dræbt, mens Medina dog blev reddet fra udslettelse. 2 år senere belejrede mekkanerne Medina i flere uger; men det lykkedes ikke fjenden at trænge ind i byen, som i hast var blevet omgivet af en skyttegrav. Medina blev reddet, da en frygtelig cyklon og voldsomme regnskyl i området fik fjenden til at forlade sine stillinger. Medinas indbyggere var demoraliseret over manglende militære sejre og stadige fjendtlige angreb, og perioden betegnes som den muslimske menigheds sværeste tid.

Profeten Muhammad var i hele sin levetid stærkt optaget af at befri kvinderne fra fortidens lænker; men da kvinderne i Medinas gader blev udsat for stadige angreb fra mænd, der praktiserede ta’arrud (ordret: at anbringe sig på en kvindes vej for at tilskynde hende til utugt) – hvilket man dog udelukkende praktiserede over for kvinder, man anså for at være slaver – drejede det sig i første række om at sørge for muslimske kvinders sikkerhed.
At kvindelige slaver i præ-islamisk tid var reduceret til prostituerede, kan læses i Koranen, hvor et af de første skridt til slavernes frigørelse var at give dem mulighed for at frikøbe sig og forbud mod at tvinge dem til prostitution. Dette var nødvendigt, dersom Islam ville markere en radikal ændring i forhold til det præ-­islamiske klassedelte samfund ved at lægge mere vægt på individet som troende:

De, der ikke har mulighed for at gifte sig, bør leve afholdende, indtil Gud nådigt beriger dem. Og hvis nogen af jeres slaver beder om et frihedsbrev, da giv dem mulighed for at frikøbe sig selv, hvis I finder dem duelige og hæderlige. Og hjælp dem ud af jeres egne midler (ved at eftergive dem en del af summen) … Hvis jeres slavinder ønsker at forblive ærbare, da tving dem ikke til at prostituere sig, blot fordi I selv tragter efter denne verdens goder. Hvis nogen tvinger dem (til utugt), vil Gud vise dem (der er udsat for tvang) barmhjertighed og tilgive dem. (24:33)

Goderne, der henvises til, er ikke blot den seksuelle nydelse, men også et evt. barn, der kunne blive frugten af forholdet, og forbudet har ganske givet været medvirkende til at indskrænke den præ-islamiske frie seksuelle omgang betydeligt.
Men ved at tilhylle overklassekvinderne, så de kan kendes fra de kvindelige slaver, anerkender man faktisk gaden som område, hvor zina (utugt) er tilladt, og senere muslimske statsledere (f.eks. fatimiderne) har belagt prostitution med skat i stedet for at bekæmpe den!

Profetens ønske om at forbedre kvindernes vilkår og lytte til deres meninger og ønsker i bestræbelserne på at opbygge et socialt retfærdigt samfund, står i stærk kontrast til mange af hans nærmestes ønsker: Omar ibn al-Khattab, den senere 2. kalif, var en handlingens mand, opfarende, beslutsom og ilter. Han gjorde sig ikke langvarige overvejelser over mulige følger af sine handlinger og fjendens reaktioner. Der er flere eksempler på, at det var Omar, der var hurtigst til at give sin mening til kende, når Profeten rådførte sig med sine nærmeste, før en stor beslutning skulle tages, og at det ofte hændte, at Profeten nøjedes med at bede de andre tilstedeværende overveje sagen yderligere, når Omar var kommet med et fuldkommen tåbeligt og strategisk farligt svar.

I modsætning til Omar troede Profeten Muhammad på (og praktiserede) dyder som blidhed, høflighed og ikkevold, der var nøgleord i hans budskab, og han fastholdt længe sin modstand mod indførelse af hijab – trods mange angreb. Omar skal flere gange have sagt til Profeten: “Du modtager hvem som helst i dit hjem, moralske som umoralske personer. Hvorfor påbyder du ikke De troendes Mødre (Profetens hustruer) at tilhylle sig?” Men for Profeten drejede det sig om god tone og høflighed i omgangen med mennesker og om oprigtig gudstro, der overflødiggør overvågning og ulovliggør vold. At have et ‘åbent’ hjem betød ikke nødvendigvis at blive ‘invaderet’ af uønskede. Omar har sikkert aldrig gjort sig tanker om individets ret og ansvar, som Islam betoner; men Profeten forsøgte at komme bort fra ‘overvågningssamfundet’. Der er ingen præsteskab i Islam, og muslimer opfordres igen og igen i Koranen til at bruge deres sun­de fornuft til selv at forstå teksten og tage et ansvar:

Oh I troende! Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed kan være syndigt. (I bør ej heller) udspionere og bagtale hinanden. (49:12)

Det er sådanne, som Gud har berøvet livets velsignelser ved at gøre dem døve og blinde. Vil de dog ikke for alvor reflektere over Koranen – eller er deres hjerter forseglede? (47:23-24)

Dette er et budskab til menneskeheden. Lad dem tage advar­slen til sig og lad dem vide, at Han er én gud. Lad de indsigtsfulde grunde over dette.  (14:52)    

Det individuelle ansvar skulle overflødiggøre diverse kontrolinstanser, når de troende fulgte Koranens regler. Derfor skulle også kvindernes ønsker respekteres; men for Omar var den eneste måde at genoprette ro og orden at oprette barrierer og gemme kvinderne bort. Men mændene var klar over, at de ikke kunne blive ved med at behandle deres kvindelige slaver efter forgodtbefindende, så længe Profetens hustruer Aicha og Umm Salma fortsat krævede kvindernes frigørelse og selv færdedes frit i gaderne – symbolet på den frihed og uafhængighed, de krævede for sig selv og alle andre kvinder. Mændene var klar over, at hvis kvinderne fik deres vilje, ville de ikke mere kunne betragtes som sexobjekt, der frit kunne kidnappes, udveksles, stjæles, købes eller sælges. Derfor måtte Profetens hustruer udsættes for ubehageligheder for at demonstrere, at end ikke DE kunne undgå kvindekønnets ældgamle skæbne: at være underlagt mændenes vilje og magt.

I kampen mellem Profetens drøm om et samfund, hvor kvinder kunne færdes frit (fordi den muslimske tro, der ‘disciplinerer’ begæret, udgør en social kontrol i sig selv) og hyklernes levevis (der anså kvinden som genstand for vold og begær), var det den sidste opfattelse, der sejrede. Den opfattelse, hvor stammens vold sættes i stedet for den troendes fornuft, som Gud erklærer som uundværlig for at skelne det gode fra det onde. Ordet ayat oversættes oftest med vers, men betyder egentlig tegn. Koranen er en samling tegn, der skal dechiffreres ved hjælp af fornuft (‘aql), en fornuft, der gør individet ansvarlig og gør det til sin egen herre. For at Gud kunne eksistere som magtinstans for lov og social orden, måtte den instans, der førhen varetog denne opgave (stammen) afskaffes. Hijab genindførte den idé, at gaden var under den forryktes kontrol (safih) – den, der ikke har kontrol over sit begær og som har brug for en stammechef for at blive uskadeliggjort.
Men Profeten var ikke i stand til at bekæmpe den usikkerhed, der herskede i Medina i disse ‘mellemkrigsår’ (627-629): Enten måtte han acceptere at leve med denne usikkerhed, indtil islamisk tankegang blev fast forankret i menneskene, eller han måtte genindsætte stammen som kontrolinstans. I første tilfælde måtte man acceptere usikkerheden, indtil Gud ville vise sin magt gennem en militær sejr (og derved styrke menneskenes gudstro). I andet tilfælde ville stammen øjeblikkeligt kunne sikre ro og orden; men den muslimske menighed ville aldrig nogen sinde opstå i sin oprindelige idé. Profetens budskab, hans drøm om et samfund, hvor individet respekteres og har rettigheder – ikke fordi det tilhører en bestemt stamme, men simpelthen fordi det tror på samhørigheden med og forpligtelsen over for Gud – afhang af den rolle, som stammen kom til at spille i denne overgangsperiode. Stammens magt udgjorde således en fare for det islamiske ideal om et fornuftsmenneske (‘aqil), der udøver selvkontrol.
Omars løsning, der gemmer kvinderne bag hijab (slør, egentlig: gardin) i stedet for at forandre mentaliteten og tvinge ‘dem, som har sygdom i hjertet’ til at handle anderledes, har ganske tilsløret islams rolle i samfundet og den filosofi, der i sin spæde begyndelse gjorde Islam til en pionerbevægelse med hensyn til den personlige frihed og demokrati. Men sløret sænkede sig over Medina, og hyklerne triumferede.

© Oversættelse Aminah Tønnsen, 1991

Uddrag af Fatima Mernissi: “Le harem politique. Le Prophète et les femmes” (Le HIJAB descend sur Médine), Albin Michel, 1987.
Fra: ISLAM – FRED & HARMONI 3/1991.