Afsondring – Islam – tro og livsforståelse

Oh I Profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder: Hvis I frygter Gud, da før ikke uhøvisk, men anstændig tale, at de syge i hjertet ikke må blive optændt af begær. Opfør jer med ophøjet ro og værdighed i jeres hjem (qirna) (eller: bliv roligt i jeres hjem (qarna)) og stil jer ikke til skue som i uvidenhedens dage. Oh I Profetens familie! Forret bøn og giv almisse og adlyd Gud og Hans sendebud. Gud ønsker blot (med disse påbud) at rense jer for (hedensk) besudling. (33:32-33)

Dette koranvers har givet anledning til mange kontroverser – lige siden den kendte ekseget at-Tabari (død 923) tillod sig at mene, at der slet ikke var tale om et påbud om at ‘blive roligt i jeres hjem’ (qarna) (dvs. at leve afsondret) men ‘opfør jer med ophøjet ro og værdighed, når I er i jeres hjem’ (qirna). Og det må nødvendigvis vække til eftertanke, at Tabari blev nødt til at søge tilflugt i sit eget hus for at beskytte sig imod en rasende menneskemængde, der beskyldte ham for kætterske tilbøjeligheder på grund af denne og andre kontroversielle holdninger.

Påbudet er tydeligvis møntet på Profetens hustruer, men er aldrig blevet tolket helt bogstaveligt: På længere rejser sad Profetens hustruer godt skjult for nyfigne blikke i deres bærestol – så anonyme, at det hændte, at Profeten tog fejl af bærestolene! Men hjemme i Medina forrettede Profetens hustruer bøn i moskeen, nogle af dem var engageret i socialt arbejde, og andre fungerede som undervisere og rådgivere for menigheden – både mens Profeten levede og efter hans død. Og de har ikke levet nær så afsondret som mange af deres senere trosfæller, der af kulturelle hensyn sjældent kom uden for en dør. Den indisk/arabiske talemåde “en god kvinde forlader kun sit hjem to gange: Når hun bliver gift, og når hun bliver båret til graven” taler sit tydelige sprog.

Afsondring af kvinder har op gennem historien været en udbredt tradition i patriarkalske samfund, hvor polygami var tilladt – først og fremmest i byerne og blandt overklassen som tegn på velstand: en demonstration af, at man kunne undvære kvindernes arbejdskraft i husholdet og havde råd til at betale andre for at arbejde for sig.
Afsondring af kvinder var imidlertid et ukendt fænomen i Arabien på Profetens tid. Det blev først almindeligt blandt muslimer i takt med islams møde med nordafrikansk, græsk, byzantinsk, persisk og indisk kultur. Og lige til vore dage er det påbud, der klart og utvetydigt henvender sig udelukkende til Profetens hustruer (33:32-33), blevet misbrugt til at retfærdiggøre generel kønsadskillelse, og til at begrænse kvinders bevægelsesfrihed og forherlige et liv i afsondring. Og det på trods af, at den omtalte passage netop starter med at sige til Profetens hustruer, at “de ikke er som andre kvinder.”
Hvis 33:32-33 også skulle gælde for andre muslimske kvinder end Profetens hustruer, må det samme jo være tilfældet med 33:30-31, i hvilken Profetens hustruer advares om, at straffen for utugtige handlinger for dem er dobbelt så høj som for andre kvinder – ligesom også belønningen for gode handlinger vil være dobbelt så høj for dem som for andre kvinder. Den logiske følge af denne påstand må så være, at også de passager, der henvender sig specielt til Profeten, også skal gælde for ‘almindelige’ mænd, for hvem Profeten er forbillede. Dermed skulle retten til at have mere end 4 hustruer (33:50-52) også gælde alle andre muslimske mænd – og så er man for alvor ude at svømme. Koranen bliver utroværdig, dens helt unikke status som Guds åbenbarede ord undermineres. Ja, hele islams grundlag forsvinder som dug for solen.

Jeg møder flere og flere kvinder, der som jeg har utrolig svært ved at respektere mænd, der flytter fokus fra deres egen svaghed og manglende vilje til at bekæmpe egne svagheder, over på kvindekønnet og gør kvinderne ansvarlige for mændenes eskapader. Mænd har i århundreder delt kvindekønnet op i to kategorier: de ærbare og de faldne – uden at sætte spørgsmålstegn ved deres egen integritet.
Egypteren Qasim Amin (1863-1908) skrev om brugen af hidjâb: Hvis mændene er så bange for at miste kontrollen over sig selv ved synet af en utilsløret kvinde, er det dem selv, der er det svage køn og har brug for beskyttelse – og følgelig burde tilsløre sig!
Som det hedder i 33:32, så er sådanne mænd “syge i hjertet.”
Det handler i virkeligheden om agtelse for Guds ord, for ens medskabninger – og for sig selv.

Mohammed H. BENKHEIRA skriver i « L’amour de la loi, Essai sur la normative en islâm » (1997, 46-53):

“I vore dage har kvindernes adgang til uddannelse og arbejdsmarked gjort det umuligt at opretholde afsondringen. Derfor satser man på en ny variant af afsondringen – en ‘relativ’ afsondring – ved strenge forskrifter for klædedragt og for kønsadskillelse i offentligt rum (skoler, hospitaler, offentlige transportmidler etc.). Det er det syn, som vore dages fundamentalister forsvarer. For mange propagandister er målet ikke mindre end at genindføre gammel skik uden hensyntagen til den historiske udvikling.
Førhen fulgte kønsadskillelsen en opdeling af rummet i en privat og en offentlig sfære. Og fordi det ikke længere er muligt at vende tilbage til denne gamle opdeling – kvinderne inde, mændene ude – har man indført en afsondring, der opdeler selve det offentlige rum. Denne opdeling har alvorlige følger på både det juridiske, det politiske og det sociale plan, for det offentlige rum er således i høj grad blevet seksualiseret.
De muslimske lande står nu over for et dilemma: De bekræfter kønnenes ligestilling; men i virkeligheden har mændene på denne måde monopoliseret magten – og samfundet fungerer på deres præmisser …
Vore dages hidjâb, den såkaldte islamiske klædedragt, gemmer kvinderne bag stof i stedet for bag mure, men er stadigvæk symbol på den forføreriske kvinde, fristerinden – selv om hun måske ikke selv opfatter sig som sådan.”

Hassan al-TOURABI, præsident for Sudans nationalforsamling og – paradoksalt nok – kendt i medierne som en yderst konservativ og radikal muslim, siger i sin bog ”Islam – avenir du monde” (1997, 32-33 & 35-36):

“I vore dage er mange dog tilbøjelige til at sige, at den fuldstændige afsondring mere er en kulturel el. social tradition, og at kvinder naturligvis har lov til at færdes uden for hjemmet, hvis de er anstændigt klædt og opfører sig som det sig hør og bør.
Der er således intet til hinder for, at kvinder deltager i ‘blandede’ møder el. konferencer, eller at børn af begge køn undervises i samme klasselokale …
Oprindeligt så det islamiske samfund meget anderledes ud end i dag. Under Profeten og de fire første kaliffer Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali, havde kvinderne stemmeret, de drev handel og færdedes i det offentlige rum. Senere begyndte troen sin nedtur. Macho-tankegangen fik overhånd som overalt i verden. Men med islams renaissance, som vi oplever i dag, er jeg sikker på, at kvinden vil genfinde sin rette plads i samfundet. Denne revolution går hånd i hånd med tilbagevenden til vore sande islamiske værdier – undtagen naturligvis i de meget traditionelle islamiske lande, hvor u-islamiske traditioner er fremherskende, og som fortsat bekæmper tankefriheden og det kulturelle fremskridt …
Da kvindernes revolution udviklede sig i Sudan understøttet af islam, forlod kvinderne deres huse og erobrede det offentlige rum. Landet religiøse ledere reagerede ikke ved at erklære deres adfærd som værende i modstrid med religionen eller traditionerne. Alle har tilpasset sig …

På Profetens tid passede kvinderne deres daglige dont uden for hjemmet. De drev handel og gik til moskeen sammen med mændene. De fulgte kampene mellem muslimerne og deres modstandere og tog sig af de sårede – sommetider greb de endog til våben. Profeten respekterede dem, og han aflagde besøg hos de kvinder, der indtog en fremtrædende position i samfundet, hos enlige og enker og hos dem, der besad særlig viden. Nogle af dem bad han endog lede bønnen i deres boligområde …
Man må forstå, at kvinderne bør respektere deres hjem og ikke bør lade børnene være alene og selv gå ud, medens mændene er på arbejde uden for hjemmet. Mange mener i dag, at 33:32-33 påbyder kvinderne at udvise et minimum af respekt over for de øvrige familiemedlemmer – og ikke optræde nøgen under påskud af, at døren er lukket! Der er også nogle kvinder, der går ud for at pirre og tiltrække mændene …
Når et folks vaner og traditioner ikke stemmer overens med deres tro, har de tendens til at forvanske denne …”

Asghar Ali ENGINEER skriver i “The Rights of Women in Islam” (1992, 82-94):

“Opfattelsen af, at kvinder skal holde sig inden for hjemmets fire vægge og ikke skal spille nogen rolle uden for, kan ikke begrundes i Koranen. Det nævnes hverken direkte eller indirekte i Koranen. Kvindens ret til selv at tjene penge og selv forvalte sin formue er nedfældet i Koranen (4:32). Det er et ganske tydeligt udsagn, der ikke kan fortolkes på anden måde …
Men det islamiske samfund kom under indflydelse af højt feudaliserede samfund som Bysanz og Persien – til stor skade for kvinderne, og ‘ulamaerne begyndte at lufte tanker og ideer, der var i modstrid med Koranens ånd. Som tidligere nævnt blev hundreder af hadîth forfalsket, men blev ukritisk accepteret af de lærde. Den sociale indflydelse var så stærk, at disse udsagn blev tillagt større betydning end Koranens udsagn – og Koranens anvisninger blev fortolket under hensyntagen til disse falske udsagn …”