Det fortælles, at Profeten Muhammad ofte begyndte sin fredagsprædiken med at recitere dette koranvers:

Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, der skabte jer af en enkelt livscelle (nafsin wâhida), af hvilken (minhâ) Han skabte dens mage (zawjahâ) og af dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). (4:1, nutidig fortolkning)

De fleste nutidige muslimske eksegeter er enige om, at den første mand og kvinde er skabt ud af den samme livscelle (nafs (kan også betyde sjæl, selv, væsen, menneske eller levende enhed)) – uden at det præciseres, hvem af dem, der blev skabt først.
Denne tolkning har dog ikke altid været fremherskende. Mange (især klassisk/ortodokse) eksegeter mener, at manden skulle være blevet skabt først, hvorefter kvinden skabtes “af ham/minhâ”. Et fåtal mener, at den allerførste livscelle deltes/spaltedes i to mager, der ved naturlig forplantning blev til “utallige mænd og kvinder”.

Verset fortæller endvidere, at mand og kvinde – som alt andet i skabelsen – er skabt som par (zawj), som to forskellige parter, som modstykker, der udadtil kan synes nok så forskellige, men som supplerer hinanden og tilsammen danner et hele – og som derfor er uløseligt forbundet med hinanden. Man kan ikke komme udenom, at selve brugen af ordet “zawj” er et smukt billede på den ligeværdighed og harmoni, der bør herske mellem kønnene – og dermed mellem alle mennesker.
Mange muslimske eksegeter bruger da også i vore dage dette og lignende vers til at understrege menneskenes fælles oprindelse og ligeværdighed og omtaler menneskeheden som et verdensomspændende fællesskab, skabt i indbyrdes afhængighed og forpligtelse.
Flere af dem mener (i lighed med Ibn Taymiyyah 1261-1327), at udsagnet om, at kvinden skulle være skabt af mandens ribben og derfor både efter og for ham (overleveret af Bukhâri og Muslim), som altså ikke forekommer i Koranen, er opstået under påvirkning af den jødisk/kristne tradition og den patriarkalske kontekst, som disse fortællere har været en del af.

Samtidig ser man – også i vore dage – i forbindelse med Koranens omtale af menneskets skabelse, en diametral modsatrettet tendens end den ovenfor beskrevne: I en nyere koranfortolkning af al-Hilâlî og Muhsin Khân, udgivet af det islamiske universitet i Medina, kan man således læse:

Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, der skabte jer af et enkelt menneske (Adam). Og fra ham (Adam) skabte Han hans hustru [Hawwa, (Eva)], og af dem begge skabte Han mange mænd og kvinder. (4:1, konservativ fortolkning)

Selv myten om ribbenet er blevet listet ind i Koranteksten – om end i [parentes]:

Og blandt Hans tegn er, at Han skabte jer (Adam) af støv og derefter [Hawwa (Eva) af Adams ribben og derefter hans efterkommere af sæd og] – I er visselig mennesker spredt vidt omkring. Og blandt Hans tegn er, at Han skabte jer hustruer af jer selv, for at I må finde hvile i dem. (30:20-21, konservativ fortolkning)

Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Man kan enten bruge Koranen til at tale om menneskenes lige værd – eller misbruge den til at skabe kunstige barrierer og fordomme.

Når uvidende tunger taler om kønsdiskrimination i islam, henviser de konstant til den samme håndfuld koranvers – og til klassiske fortolkninger af disse. Fortolkninger foretaget af mænd i patriarkalske samfund, der klart har ‘overfortolket’ til egen fordel. Disse vers bliver i vore dage, hvor også kvinder giver deres besyv med, fortolket på en ganske anden måde. Jeg har skrevet udførligt om dem under overskriften “kontroversielle koranvers”

© Aminah Tønnsen, december 2004