Det kan ikke undgås, at man som vestlig muslimsk kvinde ofte bliver udspurgt om kvindernes vilkår og rettigheder (eller mangel på samme) i den islamiske verden.
Mange undrer sig over, at kvinder i Saudi-Arabien ikke må føre bil og simpelthen ikke har mulighed for at tage kørekort i landet. Ind i mellem støder man på fotos af beduinkvinder, der ude i ørkenen – langt fra det religiøse politis skarpe blikke – med stolthed fører stammens lastbiler. Et privilegium, der ikke et byernes kvinder forundt.
Denne situation er hidtil aldrig af saudiaraberne selv blevet sat i forbindelse med islam, men nærmere blevet betragtet som en administrativ foranstaltning defineret ud fra kvindens rolle i et traditionelt arabisk samfund.
Den 24.09.1990 kunne man således i den saudiarabiske engelsksprogede avis ARAB NEWS læse følgende svar i en brevkasse:

“Der er intet i islam, der hindrer en kvinde i at føre bil. At føre bil er en simpel handling, som kan udføres af enhver, der har lært at omgås et køretøj. Kvinder er lige så duelige hertil som mænd. Intet hindrer en muslimsk kvinde i at føre en bil. Den begrænsning, der gælder i Saudi Arabien og som hindrer kvinder i at føre en bil, er af ren administrativ karakter.”

Denne erklæring kan tiltrædes af enhver ud fra et islamisk synspunkt, og i sidste ende må det jo være overladt til den saudiarabiske regering at udforme landets love.
Emnet blev senest debatteret i forbindelse med stationering af vestlige tropper (der jo omfatter både mandlige og kvindelige soldater) i Saudi-Arabien under Golf-krisen i 1990/91. De kvindelige udenlandske soldater fik dispensation fra reglen, og igen og igen funderede man over, hvorvidt tilstedeværelsen af kvindelige militær-chauffører ville have indflydelse på kvinders ret til at føre bil i landet generelt.

Kilde: Rundbrief Nr. 3/1990 udgivet af Deutsche Muslim-Liga e.V., Hamborg.

Så vidt – så godt.

Mange saudiarabiske kvinder har under ophold i udlandet erhvervet kørekort, og i begyndelsen af november 1990 organiserede de (med støtte fra deres ægtemænd og øvrige familie) en demonstration i Riyadh. De havde i forvejen sendt telegrammer til byens højeste embedsmænd og selveste guvernøren, hvori de slog fast, at demonstrationen tjente landets bedste. Saudiarabiske kvinder bliver i krigstid indkaldt til civil tjeneste, og de ville kunne yde et mere effektivt bidrag, hvis de f.eks. fik lov til at føre ambulancer. Kvinderne fremførte yderligere det argument, at de i krigstid i bil ville kunne bringe sig selv og deres børn i sikkerhed, selv om deres mand var ved fronten.

Herom skrev POLITIKEN den 14. nov. 1990:

“50 saudiarabiske kvinders demonstration mod landets kørselsforbud for kvinder har bragt fundamentalistiske muslimers sind i kog. Politiet måtte i går gribe ind i et større slagsmål der opstod, fordi en flok fundamentalister delte brochurer ud på King Saud Universitetet i Riyadh. Brochurerne indeholdt krav om fyring af de liberale kvindelige lærere, der har støttet aktionen. Da flere af lærerne rev brochurerne i stykker, gik fundamentalisterne over til at rive lærerne i håret og kradse dem i ansigtet. Kvinderne greb sidste uge deres chaufførers bilnøgler og kørte i kortege ned af den sekssporede King Abdulaziz hovedvej i Riyadh. Politiet standsede kortegen efter en halv time, og kvinderne fik først lov til at gå, da de havde underskrevet en erklæring om, at de aldrig vil gentage aktionen.”

Iflg. DIE WELT den 15. nov. 1990 skulle regeringen have rettet en forespørgsel til teologer og jurister, der havde bekræftet, at de bilførende kvinder ikke havde overtrådt hverken religiøse eller andre love. Alligevel mente de, at det uskrevne kørselsforbud for kvinder burde overholdes.
I princippet er det et indre saudiarabisk anliggende, som dog desværre gennem en artikel i ASHARQ AL-AWSAT får en religiøs dimension, som man som muslim ikke stiltiende kan acceptere. I artiklen påstås nemlig, at kørselsforbudet bygger på en fatwa udstedt af en række prominente saudiarabiske jurister og andre repræsentanter for wahhabismen. Iflg. denne fatwa skulle det ikke kun være forbudt, men også strafbart for en kvinde at føre bil, og passende tvangsforanstaltninger skulle tages i brug for at “beskytte kvinderne og forhindre skørlevned.” Dette udledes angiveligt af den i Islamisk Lov betingede pligt til at forhindre, at “kvinder nedværdiges og fristes.” Deraf udleder indenrigsministeriet, at det ikke er foreneligt med islamisk levevis, at kvinder fører bil.
Som følge heraf skulle hele den muslimske verden uden for Saudi-Arabien allerede have opgivet den islamiske levevis, for ingen andre steder findes et sådant forbud!! Før bilen blev opfundet, brugte man heste, kameler eller æsler som ridedyr, og der er flere hadîth, iflg. hvilke Profetens hustruer skulle have benyttet ridedyr uden at blive dadlet herfor.
Det er ganske ubegribeligt, hvorfor det skulle være mere anstændigt, at en fremmed mand er chauffør for en enlig kvinde i en lukket bil, end at kvinden selv fører bilen. Der kan her kun være tale om en eklatant teologisk brøler, der har rod i en særdeles snæversynet indstilling til nutidens krav. Det er sørgeligt, at islam helt unødvendigt belastes med sådanne sager, og man kan kun håbe, at de implicerede sheikher vil fortolke islam under hensyntagen til ALLE gældende regler. I islam gælder princippet om, at man er frit stillet i sager, der ikke udtrykkelig er forbudt. At forbyde tilladte ting betragtes logisk nok som syndigt.

Den amerikanske journalist Jan Goodwin, der har rejst i og skrevet om Afghanistan, Iran og forskellige arabiske lande, havde i december 1992 lejlighed til at tale med én af de implicerede kvinder, der kunne fortælle mere udførligt om hændelsen godt og vel to år tidligere:

Mange af de kvinder, der deltog i demonstrationen, var akademikere fra King Saud Universitetet. Kvinderne (47 i alt) var blevet arresteret og – sammen med deres nærmeste mandlige slægtninge – anklaget for frafald fra islam; et forhold, der i Saudi-Arabien straffes med døden. Politimændene havde behandlet kvinderne godt; men medlemmer af det religiøse politi, matawain, havde kaldt dem “faldne kvinder, ludere og kommunister, der spredte kaos i samfundet.” Og således havde selveste ‘religionens vogtere’ handlet i modstrid med Koranen, ifølge hvilken det er næsten lige så strafbart at beskylde kvinder for utugt uden at kunne fremføre bevis herfor, som det er at begå utugt!!
På Kong Fahds opfordring havde Riyads borgmester hastigt sammenkaldt en kommission for at undersøge sagen. Den saudiarabiske regering må alt andet lige have følt sig ilde til mode, da det gik op for dem, at kvinderne faktisk ikke havde brudt nogen som helst religiøs lov – kun traditionen, og at beduinkvinder i mere end tredive år havde ført bil i Saudi-Arabiens ørken.
Den i hele den arabiske verden berømte og/eller berygtede, nyligt afdøde Sheikh Bin Baz , der på den tid var leder af landets religiøse ‘politi’, var dog ikke sådan at slå ud: Prompte udstedte han et fatwa, ifølge hvilket de demonstrerende kvinder måtte anses for “syndens budbringere”, og at kvinder i fremtiden “ikke skulle have lov til at føre motorkøretøjer, og at sharî’a påbyder, at der skal træffes forebyggende foranstaltninger imod alt, der kan degradere eller skade kvinders ære.”
I dagene efter demonstrationen havde lister med de formasteliges navne og private telefonnumre cirkuleret i landet, og familierne havde modtaget adskillige mordtrusler. I moskeer landet over havde mullaherne forlangt kvinderne henrettet. Myndighederne inddrog både kvindernes og deres ægtefællers pas. En saudiarabisk mandlig journalist, der havde taget billeder af demonstrationen, måtte tilbringe fem måneder i fængsel.
De 47 kvinder, der altså ikke forbrudt sig imod nogen lov, idet en sådan lov ikke eksisterede på tidspunktet for demonstrationen, blev alligevel straffet, idet de blev fyret fra deres stillinger på universitetet. To år efter var de stadig ramt af Berufsverbot …

En saudiarabisk embedsmand fortalte (uofficielt), at kvindernes demonstration var kommet meget belejligt for myndighederne, fordi de religiøse lederes opmærksomhed således for en stund blev ledt bort fra de amerikanske troppers tilstedeværelse i landet – en tilstedeværelse, som mange religiøse ledere opfattede som en krænkelse af og en skændsel for landet.

Kilde: Jan Goodwin: Price of Honor, pp.209-215.

© Aminah Tønnsen, august 1999