I en årrække var det en årligt tilbagevendende begivenhed, at medlemmer af Fremskridtspartiet tordnede imod den islamiske halal-slagtning i agurketiden. I 1997 var de tidligere ude end sædvanlig, og debatten startede allerede i januar. Jeg skrev i oktober/november 1997 en kronik i to forskellige versioner, som jeg – forgæves – søgte at få optaget i de store dagblade. Artiklen herunder er en sammenskrivning af disse.

RITUEL SLAGTNING

MED STADIG stigende undren har jeg i de seneste ti år fulgt den hjemlige mediedebat om de rituelle jødiske og islamiske slagtninger (schæchtning og halal-slagtning).

KRITIKKEN af de rituelle slagtninger har som regel gået på, at dyrene ved denne slagtemetode udsættes for unødig smerte og lidelse; men den jødisk/muslimske påstand om, at schæchtning/halal-slagtning uden forudgående bedøvelse er den mest humane og mindst smertefulde slagtemetode, understøttes bl.a. af forsøg på Den Veterinære Højskole i Hannover i Tyskland. Disse tyder på (citat) “at bedøvelse med boltpistol forud for slagtningen volder mere smerte end selve schæchtningen, hvis den er korrekt udført. Ved hjælp af såkaldte EEG-målinger, der anses for at være meget nøjagtige, kan man følge hjerneaktiviteten under hele slagtningsforløbet, og således afgøre, hvornår hjerneaktiviteten – og dermed dyrets registrering af smerter – ophører.” (POLITIKEN 9. maj 1988)
Et par uger senere meddelte RB, at (citat) “Dyr lider ikke mere ved religiøs og rituel slagtning end ved den sædvanlige metode. Det mener Det Etiske Råd vedrørende Husdyr under Landbrugsministeriet. Rådet anser dog, at slagtning uden bedøvelse under industrielle forhold ikke er etisk forsvarligt.” (RB 30. maj 1988)
I 30’erne sagde den tidligere rektor for Veterinärhögskolan i Stockholm, A.V. Sahlstedt (citat): “Fra erfaringer, vundet om forhold hos mennesker, ved man, at et snit udført med skarp kniv på frisk væv i almindelighed ikke er forlenet med nogen umiddelbart indtræffende smerte, eller kun en ubetydelig. Efter en vis tid indfinder der sig en stærkere eller svagere smertefølelse i snitsåret.” Professor Sahlstedt påviste ved forsøg, at blodtrykket i hjernen på få sekunder falder til mellem 1/30 og 1/40 del af det normale, når halspulsåren skæres over ved et snit med en skarp kniv. I en rapport, som han skrev sammen med bl.a. den danske fysiolog, nobelpristageren August Krogh i The Veterinary Record i 1939, hedder det, at dette fald i blodtrykket “praktisk taget øjeblikkeligt medfører tab af bevidsthed og smertefornemmelse.” (WEEKENDAVISEN 17.-23. januar 1997)
Og den nuværende formand for Det Dyreetiske Råd og professor på Landbohøjskolen, Peter Sandøe, siger i et interview i KRISTELIGT DAGBLAD den 22. oktober 1997, at han kan acceptere rituelle slagtninger, fordi (citat) “jeg ikke tror, at dyrene lider. Det går utroligt stærkt. Hvis jeg var overbevist om, at dyrene led intenst, så ville jeg også være modstander af det.” Denne holdning har naturligvis gjort ham upopulær i store dele af dyreværns-organisationerne; men muslimer kan ikke andet end tage hatten af for en mand, der ikke lefler for flertallet, men står ved sine holdninger. Og som oven i købet tør tale om (citat) “hensyn til de etniske minoriteter” og “en helt basal respekt og anstændighed over for andre mennesker.”

TRODS disse positive udsagn har debatten ind i mellem grænset til det groteske, som da en ‘fremskridtsmand’ (øjensynligt som led i sit partis indvandrer- og flygtningepolitik) gav udtryk for, (citat) “at de, der spiser rituelt slagtet kød, må blive vegetarer eller rejse hjem, hvis de ikke kan spise kød fra dyr, der er slagtet på en normal og dermed human måde.” (RB 21. juli 1992)
Det fik den daværende overrabbiner Bent Melchior (hvis slægt har boet her i landet i århundreder) til prompte at udbede sig en forklaring på, hvor han skulle rejse hen, hvis han ikke ønskede at blive vegetar. (RB 22. juli 1992)
Denne udtalelse burde have fået i hundredvis af danskfødte muslimer til at reagere med en støtteerklæring til Bent Melchior; men vi kunne ikke andet end beskæmmet bøje hovederne: Muslimske ledere havde nemlig nogle år i forvejen accepteret, at dyr – stik imod hævdvunden islamisk tradition, men i overensstemmelse med dansk lov – bedøves før halal-slagtningen!
Ugen efter stod direktøren for landets på den tid næststørste kalkunfarm, Strandagergård på Lolland, frem og sagde, at dyrene efter hans bedste overbevisning ikke lider som følge af halal-slagtningen. Og han mindede om – hvad enhver, der har spist kød fra schæchtede eller halal-slagtede dyr, kan bevidne – at slagtemetoden giver fastere og mere velsmagende kød. (RB 27. juli 1992)
Føromtalte ‘fremskridtsmand’ er dog med årene blevet lidt mere nuanceret i sine udfald mod de rituelle slagtninger: Fire år senere er han omsider blevet opmærksom på, at Islamisk Kulturcenter (for at imødegå den stigende kritik af de rituelle slagtninger) siden 1983 har fraveget islamiske principper og accepteret, at dyrene bedøves, inden den rituelle slagtning foretages. Og han appellerer til, at hans parti opgiver kravet om forbud mod halal-slagtninger i Danmark, men fastholder, at jødisk schæchtning uden bedøvelse bør forbydes som uforenelig med en human dyreetik. Han mener nu, (citat) “at det er usagligt at hævde, at halal-slagtning er dyrplageri, hvis dyret først bedøves.” (KRISTELIGT DAGBLAD 19. september 1996)

I ÅRENES LØB er der i medierne blevet citeret fra utallige videnskabelige undersøgelser; men beskyldninger om usaglighed og dyremishandling er føget gennem luften. Og visse politikere, dyreværnsfolk og andet godtfolk har gang på gang udtrykt forargelse og væmmelse over jøders og muslimers “barbariske og middelalderlige rituelle slagtemetode” og plæderet for en ’human slagtemetode’.
Det rejser uvægerligt spørgsmålet, om den på danske slagterier i vore dage gængse slagtemetode overhovedet kan karakteriseres som ‘human’:

  • For når mennesker bliver stuvet sammen på lastbiler eller bliver lukket inde i togvogne uden hverken vådt eller tørt og kørt til dødslejre, kalder man det ‘holocaust’ – men når fjerkræ, svin eller kvæg udsattes for samme behandling, er det åbenbart led i ‘en human slagtemetode’!
  • Når mennesker tvinges til at overvære vold eller drab på blot en enkelt artsfælle, kalder man det ‘tortur’ – men når fjerkræ, svin eller kvæg på stribe udsættes for samme behandling, er det åbenbart led i ‘en human slagtemetode’!
  • Når et menneske bliver hængt op i benene med hovedet nedad, eller med magt får presset hovedet ned under vand, eller imod sin vilje bliver udsat for elektrochok, kalder man det ‘tortur’ – men når fjerkræ udsættes for samme behandling, er det åbenbart ‘en human slagtemetode’!
  • Når et menneske får en kugle for panden, kalder man det ‘et barbarisk mord’ – men når svin eller kvæg udsættes for samme behandling, er det åbenbart ‘en human slagtemetode’!

Ikke desto mindre er dette, hvad der går forud for enhver slagtning (rituel eller ej) på et almindeligt dansk slagteri, og det burde ikke komme bag på nogen, at dyr efter en så uværdig behandling er både skræmte og bange. Efter sigende skulle det endog ikke være ualmindeligt, at slagtedyr får hjerteslag af stress, inden de overhovedet når frem til skafottet.
I januar 1997 overværede en flok politikere og dyrlæger en ‘industrialiseret’ udgave af en jødisk schæchtning på NV OX slagteriet i Slagelse.
De fleste af dem, der overværede slagtningen, gav efterfølgende udtryk for ubehag af forskellig grad. Selv er jeg overbevist om, at de fleste af os, der ikke til daglig færdes på et slagteri, vil få det dårligt af at overvære en hvilken som helst form for industriel slagtning af et større dyr (alene på grund af lugten og mængden af blod) og miste lysten til at spise kød – om ikke for altid, så i hvert fald i flere dage.
Selv Søren Ryge Pedersen vækker forargelse, når han i den bedste sendetid på god gammeldaws manér slagter blot en enkelt høne for åben skærm – for vi vil helst ikke mindes om, hvad slagtedyrene må gå igennem, før de ligger i supermarkedets køledisk.
Det ville unægtelig have klædt DR1-journalen, om man i april 1997, da man viste en jødisk schæchtning, havde vist en ‘almindelig’ industriel slagtning i samme udsendelse. Så havde man måske efterfølgende fået en seriøs debat i stedet for blot en gentagelse af de sædvanlige klichéer og fordomme. For naturligvis er dyrene – uanset slagtemetode – skræmte over postyret ved en industriel slagtning. Dyrene har – uanset slagtemetode – naturlige reflekser og dødskramper. Og naturligvis flyder der blod – uanset slagtemetode.

OG HVIS DET VIRKELIG ER DYRENES VELFÆRD, DER LIGGER BEFOLKNINGEN OG POLITIKERNE PÅ SINDE, BURDE AL INDUSTRIEL OPDRÆT OG SLAGTNING ØJEBLIKKELIG FORBYDES. ALT ANDET ER REN OG SKÆR HYKLERI.

DET ER nemlig ganske uladsiggørligt at udføre en korrekt islamisk halal-slagtning under industrielle forhold, idet en sådan forudsætter en lang række hensyn til slagtedyret:

  • For at mindske smerten må dyret hverken føle sult eller tørst i tiden op til slagtningen.
  • Dyret bør håndteres med ro og venlighed for ikke at blive nervøs og bange.
  • Andre dyr må ikke slagtes i dyrets nærvær.
  • Kniven skal være så skarp som overhovedet muligt, men må ikke skærpes i dyrets nærvær.
  • Snittet skal være hurtigt og præcist.
  • Strube og spiserør gennemskæres sammen med halspulsåren, men rygmarven må ikke beskadiges.
  • Derudover må man under ingen omstændigheder skære i dyret eller flå det, før de allersidste, naturlige krampetrækninger er ebbet ud.

Islam stiller naturligvis krav til human behandling af dyr. Flere og flere muslimer stiller i dag også krav om, at de dyr, der ender på deres middagsbord, ikke kun slagtes, men også opdrættes og transporteres på human og ansvarlig vis. De mener, at selv den mest korrekte halal-slagtning uden (eller med) forudgående bedøvelse ikke kan ‘halal-gøre’ (dvs. lovliggøre) en tremmekalv, en burhøne eller et dyr, der er proppet med antibiotika, vækstfremmere eller foderblandinger, der indeholder kødbenmel fremstillet af slagteriaffald og selvdøde eller nødslagtede dyr af alle slags (incl. svin).(*)
At nogle islamiske lærde i de senere år har tilladt, at slagtedyr bedøves forud for halal-slagtning og end ikke har stillet krav om human opvækst og behandling af de implicerede dyr, er ikke mindre end en skandale og en hån mod Islam og de muslimer i de såkaldt islamiske lande, der i tillid til deres ledere spiser importeret halal-mærket kød. Vi, der bor her i landet, har trods alt mulighed for at gennemskue, hvad der foregår – og kan handle derefter.
Af diverse europæisk-islamiske tidsskrifter fremgår, at mange muslimer føler sig dybt forurettet over de konstante angreb på halal-slagtningerne og over de tiltag, der overalt søges indført for at gøre de rituelle slagtninger mere ‘spiselige’ for majoritets-befolkningen (bl.a. bedøvelse enten lige før eller umiddelbart efter halssnittet).
Føler man sig truet og ugleset, har man tendens til at rykke tættere sammen og være endnu mere påpasselig med at overholde traditioner og regler. Men i stedet for at gå til Koranen, hvis rammelov er så rummelig, at den kan tilpasses alle tidsaldre og alle omstændigheder – også en minoritets-situation – har man som så ofte før fortrinsvis lyttet til teologiske udredninger, der er blevet til i helt andre kulturer og helt andre tidsaldre. F.eks. i samfund, hvor dyrene græssede frit omkring kun overvåget af en enkelt hyrde, hvor klanlederen fra tid til anden slagtede et dyr eller to, hvor ‘industri’ var et ukendt begreb – og hvor muslimerne udgjorde majoriteten.
Muslimske ledere overså også, at der her var en oplagt lejlighed til også at diskutere dyrevelfærd i almindelighed – i stedet for udelukkende at fokusere ensidigt på dyrenes sidste sekunder. Ikke underligt, at manden på gaden opfatter muslimer som ‘dyremishandlere’.

I virkeligheden er det såre enkelt:

  • Koranen forbyder spisning af
    1) kød af selvdøde dyr, blod og svinekød og
    2) kød af dyr, der ved et uheld har mistet livet ved kvælning, et voldsomt slag, et styrt, eller som er stanget til døde eller dræbt af vilde dyr. Har man mulighed for at slagte et sådant dyr på tilbørlig vis, inden det forbløder, er det dog tilladt at spise, samt
    3) kød af dyr, der er indviet til andre end Gud, så som hedensk offerkød.
  • Koranen tillader spisning af det forbudte, dersom nøden tvinger én – for livet er helligt og går forud for loven.
  • Koranen påbyder, at Guds navn nævnes over det kød, der skal spises.
  • Koranen tillader kød, der er slagtet af jøder og kristne. (de lærde er dog ikke helt enige om fortolkningen af dette udsagn)
  • Detaljer vedrørende den korrekte slagtemetode findes i traditionssamlingerne.

Med andre ord: Muslimer skal – om muligt – slagte deres egne dyr på den foreskrevne måde. Er dette af en eller anden årsag ikke muligt (f.eks. på rejse eller i en minoritets-situation), er det tilladt at spise kød, der er slagtet af jøder og kristne. Den jødiske schæchtning kan sidestilles med den islamiske slagtemetode. Da de kristne ikke nævner Guds navn over slagtedyret, bør den enkelte selv sige “bismillah allahu-akbar” før man spiser af kødet. (Tilladelsen gælder naturligvis ikke selvdøde dyr, blod eller svinekød, medmindre der er tale om en nødsituation.)
Så hvorfor gå på kompromis med en slagtemetode, som man opfatter som den mest humane? Og hvorfor gøre det hele så kompliceret, når Koranen udtrykkeligt advarer imod at forbyde ting, som Gud har tilladt?
Rom blev ikke bygget på én dag. Tålmodighed og udholdenhed er en dyd – også ifølge Koranen. Jeg er ganske sikker på, at den rituelle slagtning med tiden ville være blevet accepteret i den danske befolkning, hvis jøder og muslimer i skøn forening havde plæderet for sagen på en fornuftig og saglig måde. Og når muslimer havde bevist, at de er lige så gode og nyttige samfundsborgere, som enhver anden borger i dette land – og at Islam og danskhed sagtens kan gå op i en højere enhed. Man må yde for at kunne nyde.
Så kunne vi i mellemtiden glæde os over – og være taknemmelige for – at Koranen på nogle punkter lemper tidligere guddommelige love, Moseloven, ved f.eks. at tillade muslimer at spise kød slagtet af jøder og kristne. Og hvem siger i øvrigt, at vi absolut skal spise kød hver eneste dag?
Ved at give køb på islamiske principper og acceptere, at dyrene bedøves før den rituelle slagtning, har man imidlertid skudt sig selv i foden, for det vil være komplet umuligt at få indført en korrekt halal-slagtning, når man én gang har fraveget sine principper.
I den nuværende situation må vi så nøjes med at udnytte vor magt som forbrugere til at gå uden om burhøns, burhønseæg og tremmekalve. Og til højlydt og vedvarende at protestere imod kosmetik-industriens dyreforsøg, øre- og halekupering, indavl og fremavl af hunde og katte, der får fysiske og psykiske skavanker, transport af dyr, tyrefægtning og andre barbariske ritualer under dyrefestivaler i Spanien, tvangsfodring af gæs i Frankrig, hanekamp i Latinamerika og Asien, international handel med kæle-tropedyr, hvor kun 10-50% når frem i live osv. … Der er nok at tage fat på.

IND I MELLEM har jeg det indtryk, at mange menneskers afstandtagen fra de jødiske og muslimske rituelle slagtninger dybest set skyldes en form for frygt for det rituelle – for det med mystik omgærede ukendte.
Faktisk sker der – udover det allerede nævnte – ikke andet ved en rituel slagtning, end at den jødiske slagter lige inden dyrets halspulsåre skæres over siger: “Lovet være Du, Herre vor Gud, Verdens konge, som har helliget os ved Sine bud og befalet os slagtning.” Og den muslimske slagter siger: “I Guds navn. Gud er større (end alt andet).” (bismillah. allahu akbar) – Ord, der skal minde os om, at hvert eneste dyr er et gudsskabt væsen, der lige som hvert eneste menneske har krav på omsorg og respekt fra fødsel til død.

Note (*)
Denne oplysning stod i slutningen af 80’erne at læse på sække med hønsefoder. Siden januar 2001 har brugen af kødbenmel imidlertid være forbudt i hele Europa, da der er begrundet mistanke om, at kødbenmel er årsag til den frygtede kogalskab, der også menes at kunne overføres til mennesker.

Hvad siger Koranen?

Forbudt (føde) for jer er: Kød af selvdøde dyr, blod, kød af svin og det, der er indviet til andre end Gud; det, der (ved et uheld) har mistet livet ved kvælning, ved et voldsomt slag, ved et styrt, eller som er stanget til døde, foruden det, der er skambidt af vilde dyr, medmindre I (efterfølgende og inden dyret forbløder) har mulighed for at slagte det på tilbørlig vis, (foruden) kød fra hedensk ofring og bortlodning … Men hvis sult tvinger jer, da begår I ingen synd (ved at spise det forbudte), forudsat I ikke bevidst begærer det og ikke er umådeholdende. Gud er tilgivende og allerbarmhjertigst. (5:4)
De spørger dig, hvilken føde, der er tilladt. Sig: “Alt godt (og rent) er tilladt, ligesom det, I ved Guds hjælp har trænet jeres jagtdyr (til at fange). Spis det, som de fanger, og påkald Guds navn over det. Frygt Gud, for Gud er hurtig til at afregne. (5:5)
På denne dag er alt rent og godt gjort lovlige for jer. Den føde, der er lovlig for Skriftens Folk (dvs. for jøder og kristne), er også lovlig for jer, og jeres føde er lovlig for dem. (5:6)

Oh I troende! Drag nytte af de gode ting, Vi har forsynet jer med og tak Gud, hvis det er Ham, I tjener. Han har kun forbudt jer (at spise) selvdøde dyr, blod og svinekød og det, der er indviet til andre end Gud; men hvis sult tvinger jer, da begår I ingen synd (ved at spise det forbudte) – forudsat I ikke bevidst begærer det og ikke er umådeholdende. Gud er visselig tilgivende og barmhjertig. (2:172-173)

Så spis af det underhold, som Gud har givet jer, og som er lovligt og godt. Og vær taknemmelige for Guds nådegaver, hvis det er Ham, I tjener. (16:114)

Så spis af det kød, over hvilket Guds navn er påkaldt, dersom I tror på Hans tegn. Hvorfor skulle I ikke spise af kød, over hvilket Guds navn er påkaldt, når Han grundigt har forklaret jer, hvad der er forbudt – undtagen det, I nødtvungent spiser? Men mange vildleder begærlige og uvidende mennesker. Herren kender visselig overtræderne. (6:118-119)

Spis ikke (kød), over hvilket Guds navn ikke er påkaldt. Dette ville være ulydighed (fisq); men de onde opmuntrer deres venner (blandt menneskene) til at mundhugges med jer (om dette). Dersom I adlyder dem, vil I i sandhed være hedninge (mushrikûn). (6:121)
(der er her tale om selvdøde dyr, om hedningenes offerdyr og om kvalte og på andre måder omkomne dyr, der er forblødt uden at være blevet slagtet på tilbørlig vis)

Sig: “I det, som er blevet mig åbenbaret, er der intet spiseforbud – undtagen selvdøde dyr, blod og svinekød, for det er afskyeligt – foruden kød af dyr, der er indviet til andre end Gud. Og Gud er tilgivende og barmhjertig imod den, der nødtvungent spiser af det forbudte – forudsat han ikke bevidst begærer det og ikke er umådeholdende. (6:145)

Oh I troende! Forbyd ikke det gode, Gud har tilladt (dvs. lev ikke et liv i askese og selvfornægtelse); men vær ikke umådeholdende, for Gud elsker ikke de umådeholdende. Tag for jer af det, Vi har forsynet jer med, som er lovligt og godt, og nær ærefrygt for Gud, som I tjener. (5:90-91)

© Aminah Tønnsen, 1997

Eksperter: halalslagtning er ikke dyrplageri
JYLLANDS-POSTEN 10. februar 2006.

Rituel Slagtning
KRISTELIGT DAGBLAD 1. juni 2007

Hvad er halal og haram?
Religion.dk 4. marts 2010

Dyrlæge: sådan halalslagter man en ko
ETIK.dk 13. august 2013

Muslimer ser vidt forskelligt på halal
KRISTELIGT DAGBLAD 22. februar 2014

ISLAMISCHE ZEITUNG. Immer noch umstritten:
Anmerkungen sum betäubungslosen Schlachten.

MUSLIM WORLD LEAGUE: Islamic ruling on animal slaughter (1997)

HALAH Meat – The Quranic Truth

BOTEACH, Rabbi Shmuley: Is kosher killing cruel?

BBC: Should animals be stunned before slaughter?

ANIMALAID.ORG: The  Humane Slaughter Myth

FATWA: Das Urteil über Elektroschocks beim Schlachten

***
Landmand: Vi tvinges til at mishandle vores dyr, når de sendes på slagteri
BT 13. maj 2015 (video)

Moderne landbrugsfabrikker er kz-lejre for dyr
POLITIKEN 24. februar 2014

Svin skræmmes unødigt
DR Nyheder 15. dec. 2002