En Sydafrikansk revolution:
Sydafrikas muslimer var i september 1994 vidne til en sand revolution. Den kendte transvaal leder af Muslim Youth Movement, Shamima Shaikh, foranledigede, at mænd og kvinder stod side om side under fredagsbønnen på Wits University i Johannesburg – uden at være adskilt af et forhæng, som det havde været kutyme i mange år. Shamima Shaikh var træt af at være en “upstairs” kvinde – træt af at være forvist til førstesalen eller til en plads bag et forhæng under fredagsbønnen.
Aktionen var en fortsættelse af en protest, der fandt sted i begyndelsen af ramadanen samme år, hvor 25 kvinder – med Shamima Shaikh i spidsen – gik ind i 23. Gades Moské i Fietas i Johannesburg og proklamerede, at de havde i sinde at bede i moskéen. Vrede mænd råbte op og forsøgte at afbryde bønnen; men kvinderne stod fast på deres ret til at følge Profetens sædvane og bede i moskéen.
Kvinderne følte det skræmmende i starten; men deres udholdenhed hjalp dem, og mændenes protester ebbede ud, som ramadanen skred frem. Men da kvinderne ankom til moskéen natten før den 27. ramadan, den mest betydningsfulde nat, Lailat ul-Qadr, måtte de konstatere, at mændene havde taget “upstairs”-bederummet i besiddelse. Til gengæld havde de sat et telt op bag ved moskéen, hvor kvinderne måtte forrette bøn på våde måtter. Som Shamima Shaikh skrev i en offentlig erklæring dagen efter, så havde der været rigelig plads til de 150 kvinder inde i selve moskéen.
Nyheden om, at kvinderne havde indtaget moskéen, spredte sig som en løbeild – også til landområderne, og ved ramadanens afslutning deltog mange kvinder i eid-bønnen.

Da Shamima Shaikh i 1998 døde af cancer som kun 37-årig, var det en af hendes nære veninder, der ledede begravelsesbønnen i hendes hjem i Johannesburg. Således havde Shamima ønsket det, for hun var stødt på en beretning om, at begravelsesbønnen for den kendte jurist Imam Idris bin Shafî’ var blevet ledet af en kvinde.
Trods tilstedeværelsen af flere teologer og imamer, var det hendes mand, Na’eem, der ledede den efterfølgende begravelsesbøn i moskéen. Også flere kvinder deltog i bønnen – ikke “upstairs”, og ikke i et telt i gården.
Også ved selve begravelsen i Pietersburg, den by, hun var opvokset i, deltog kvinderne i begravelsesbønnen. Selvom mænd og kvinder stod adskilt foran graven, var det ikke desto mindre en historisk begivenhed.
Af sine kritikere blev Shamima Shaikh kaldt “den vanvittige shaikinde” – men, som hendes mand sagde ved begravelsesbønnen: “Hvis dette er vanvid, Gud, da giv os alle mod til at være vanvittige!”

Kilde:  http://shams.za.org/

CNN International, 2001:
Riz Khan: Under pilgrimsfærden beder mænd og kvinder side om side.
Moskéerne rundt omkring i verden er sædvanligvis opdelt i sektioner for at holde kønnene adskilt. Dette ville dog til en vis grad skabe et større problem under pilgrimsfærden. Det er i forvejen nemt at blive borte fra hinanden i mængden. Det sidste en så stor forsamling har brug for, er tusinder af mænd og kvinder, der forsøger at lede efter deres ægtefælle og børn efter fællesbønnen.
Der er dog nogle grupper, der foretrækker at være adskilt under opholdet i Den Store Moské, uden at de dog fjerner sig alt for lang fra hinanden. Atmosfæren er afslappet. Ingen synes nervøse over, at de adskillelsesregler, som de plejer at følge derhjemme, tilsidesættes i islams helligste moské.
I denne henseende er pilgrimsfærden også en form for opdragelse, idet den udfordrer skik og brug. På arabisk hedder Den Store Moské “al-Haram” helligdommen. Det vil måske overraske nogen; men det er en helligdom for både mænd og kvinder.

Tønnsen i artiklen Fredagsbøn på Rådhuspladsen, april 2003:
Løsningen er i grunden ganske simpel: Hvis man beder i to store blokke side om side med en meter eller to imellem blokkene, er der ingen, der kommer til at se op i bagdelen på en person af andet køn.
I øvrigt burde det være en selvfølge, at man efterkommer Koranen påbud til mænd og kvinder om “at sænke sit blik og bevare sin dyd” (24:30-31). Enhver oprigtig troende ser naturligvis skråt ned i tæppet foran sig – og ikke på den foranståendes bagdel.
De, der ikke kan færdes i sociale sammenhænge uden at forulempe deres medmennesker af det ene eller det andet køn, er farlige for samfundet og bør spærres inde og behandles (jfr. 33:59-62).
Sidst, men ikke mindst, har vi jo også djihâd-begrebet. Den største djihâd er kampen imod egne svagheder og begær: Man skal styre sin seksualitet – i stedet for at lade sig styre af den. Det er denne djihâd, der skal være på plads, for at man kan være et godt og værdigt eksempel og vidne for sin tro.

Forening for moske og islamisk kulturcenter i Århus (maj 2003)

Om moskeens funktioner. Ligestilling:
I mange traditionelle moskeer er mænd og kvinder adskilt på en sådan måde, at kvinderne står bagerst i moskeen eller på en balkon over mændene. Det vil sende et positivt signal til det omgivende, moderne danske samfund, hvis mænd og kvinder kunne stå side om side, evt. adskilt af en let skærm eller forhæng (hidjab). Dette signals værdi skal holdes op imod det antal af de mest traditionsbundne muslimer, der ikke vil benytte sig af moskeen af den årsag, at kvinder og mænd vil få samme status i moskeen.

Nyhedsbuerauet AP, februar 2004

En kendt muslimsk journalist og forfatter kæmper for ligeberettigelse i sin amerikanske hjemby.

Ved at gå ind gennem hoveddøren i moskeen i Morgantown i staten Vest Virginia har Asra Nomani de seneste tre måneder bevidst trodset muslimske regler. Nomani, der er journalist og har skrevet for Wall Streel Journal og Washington Post, forsøger at få ændret en regel, der siger, at kvinderne skal benytte en sidetrappe og bede et andet sted end mændene.
– Jeg må gerne interviewe Taleban-bevægelsen, men jeg må ikke gå ind gennem hoveddøren i min egen moske, siger den 38-årige Nomani, der er muslim og oprindelig kommer fra Indien, før hun flyttede til USA.
Hun havde ellers bedt moskeens menighedsråd om at give kvinder adgang til den på lige fod med mændene. Men da hun senere ville besøge moskeen, stod menighedens leder ved hoveddøren og sagde til hende, at hun skulle “være sød at bruge bagindgangen”. Nu har hun skrevet en klage over forskelsbehandling til rådet for amerikansk-islamiske relationer, CAIR.

For omkring tre måneder siden besluttede Nomani sammen med sin mor og sin 12-årige niece at gå ind gennem moskeens hoveddør i stedet for at benytte kvindernes særlige indgang. Da de var kommet ind, fortsatte de ikke ned til kvindernes balkon bagest i moskeen. I stedet begyndte de tre at bede samme sted som mændene. Nomani genkalder sig i klageskriftet, hvordan mændene afbrød starten af bønnen.
– En af mændene sagde, at de ikke kunne bede, før vi gik, En gruppe af dem henvendte sig til min far og sagde, at han skulle få mig til at gå. Det ville han ikke. Så omringede fire af mændene mig og sagde, at jeg skulle forlade moskeen, forklarer Nomani, som er kendt kvinderets-debattør.
– To af dem stillede sig lige bag mig og begyndte at bede. En af dem spurgte på en nærgående måde, om jeg havde lyst til at blive stående sådan med mændene bag mig. En anden prikkede til mig og talte til mig i en truende tone. Men jeg blev stående.

Nomani og hendes far, Zafar, der er forhenværende professor i ernæring ved universitetet i West Virginia, grundlægger a moskeen og nuværende menighedsrådsmedlem, meldte for nylig en mand fra menigheden til politiet. Han havde råbt efter Nomani, kaldt hendes far en idiot og slået ud efter ham, inden andre medlemmer af menigheden standsede ham.
– Hvis vi ikke behandler kvinder med respekt og værdighed i vores moskeer, så forfejler vi vores mål, siger Zafar Nomani.
Moskeens menighedsråd vil nu afholde et møde om sagen. Moskeen i Morgantown er en af de efterhånden mange moskeer, der henviser kvinderne til at bede bag en skillevæg eller i et separat rum. I 1994 foregik bønnen på den måde i halvdelen af moskeerne i USA. Ifølge rådet for amerikansk-islamiske relationer var antallet steget til to tredjedele i 2000.
– I verdens mest hellige moske i Mekka må mænd og kvinder gerne bede sammen, siger Nomani, der selv har bedt der.

Asra Nomani har siden udarbejdet denne erklæring om kvinders adgang til moskéen:

The Islamic Bill of Rights for Women in the Mosque

The Islamic Bill of Rights for Women in the Mosque lists 10 rights that women should be granted in regard to their participation at the Mosque, such as entering the Mosque through the main entry door, and not be required to only enter through the back and to have full access to the Mosque without separation by artificial barriers designed to segregate women from the men. The list goes on to grant women the right to freely address the members of the congregation whether they be men or women and to hold leadership positions as well as to receive equal treatment as the men.

  1. Women have an Islamic right to enter a mosque.
  2. Women have an Islamic right to enter through the main door.
  3. Women have an Islamic right to visual and auditory access to the musalla (main sanctuary).
  4. Women have an Islamic right to pray in the musalla without being separated by a barrier, including in the front and in mixed-gender congregational lines.
  5. Women have an Islamic right to address any and all members of the congregation.
  6. Women have an Islamic right to hold leadership positions, including positions as prayer leaders, or imams, and as members of the board of directors and management committees.
  7. Women have an Islamic right to be full participants in all congregational activities.
  8. Women have an Islamic right to lead and participate in meetings, study sessions, and other community activities without being separated by a barrier.
  9. Women have an Islamic right to be greeted and addressed cordially.
  10. Women have an Islamic right to respectful treatment and exemption from gossip and slander.

Muslim woman defies mosque
THE MUSLIM NEWS 24-07-2004

HARLESTON, W.Va. Associated Press – During Ramadan last year, Asra Nomani took a deep breath and entered the front door of the Islamic Center in Morgantown, shunning tradition and the women’s balcony to pray on the main floor.

The 38-year-old single mother had no intention of praying right next to the men – an act that would seem shocking to the congregants. But she did want to see and hear the prayer leader, and was willing to break down gender barriers to do it.
She hopes her simple act will be the first step toward improving Muslim women’s rights at mosques across the nation.
“To deny women access to space is to deny access to participation,” Nomani said. “We want voice and we want leadership.”

Although there was never an official policy at the Morgantown mosque, it had become custom that women would pray in the balcony and enter through a separate door to protect their privacy, said Christine Arja, a Fairmont lawyer, who is a spokeswoman for the mosque’s executive committee.
“Many people don’t understand the manner in which Muslims pray,” Arja said. “We pray in a line with our shoulders touching and our backsides do go up in the air. Many women don’t want to be shoulder-to-shoulder with men.”

Still, in June – less than a month after a new executive committee was elected, including the mosque’s first woman – leaders clarified that women can pray behind men in the main prayer space. The mosque’s small membership is largely made up of West Virginia University students and staff members.
“Less than a year ago, they told me, ‘Sister, please use the back entrance,’ ” Nomani said. “Now, they’re talking about greeting us at the door. This is an important victory toward removing the barriers that keep women from full participation.”

Since Nomani started praying in the main hall, along with her mother and 13-year-old niece, few female mosque members have joined her. Many women, she said, “still feel like they’re breaking the rules.”
And some who supported Nomani in the beginning feel alienated by the spotlight she shined on their once peaceful mosque, Arja said. A small contingent has even sought to have her banned from the mosque.

Nomani, an author and journalist, was born in India but moved to the United States when she was 4 and to Morgantown when she was 10. After traveling throughout the world as a reporter, she returned to West Virginia last year to raise her son near family.
Her father, a retired WVU professor, was one of the founding members of the mosque built 23 years ago. Today, he apologizes to his daughter for not recognizing women’s rights from the beginning, saying he didn’t know better.

Islam teaches there is only one God and Muhammad was his messenger. Muslims place importance on prayers, charity, fasting, pilgrimage and reading Islam’s holy text, the Quran.
But worship practices vary. Even in the United States, some mosques ban women altogether and a growing number put up a partition have another room for the women to pray, according to the Council on American-Islamic Relations. In 1994, 52 percent of mosques separated men and women, while in 2000, 66 percent did so, according to the council.

Some Muslims, like Arja, say separation prevents sexual distractions for both genders and keeps the focus on God. Nomani counters that “sexuality is often used as an excuse to deny us rights.”
The practice of separating men and women has both religious and cultural origins, but Muslims disagree dramatically over how Quranic verses on segregating the sexes should be interpreted. Regional cultural influences are a major factor in how U.S. mosques handle the issue.
“Many men simply do not want women participating,” Nomani said. “In the workplace, we call that a hostile work environment.”

Still, gender segregation is not universal.
Many mosques across the world allow women and men to pray in the same space, including Islam’s holiest mosque in Mecca, Saudi Arabia. That prompted Nomani and a few other like-minded women to form a group, Daughters of Hajar, to fight for gender equality in worship. The organization is named for the second wife of Abraham and mother of Ismail, whose lineage produced Islam’s founding prophet, Muhammad.

Other founding members include Saleemah Abdul-Ghafur of Atlanta, an author and a recent chief operating officer of Azizah, a magazine for Muslim women, and Nomani’s mother, Sajida, a retired business owner.
Nomani and other founders kicked off their quest with a conference in Morgantown last month where they marched to the mosque, entered through the front door and prayed in the main hall. They also worked on a mission statement.
“We’re doing this in the hopes of planting seeds for the transformation of the entire Muslim community,” Abdul-Ghafur said. “When women don’t have adequate space to pray, you have silenced half the community.”

The Woman who went to the Front of the Mosque
WASHINGTON POST 5. juni 2005

Und mosque ouvre ses portes aux femmes pour la première fois en 1000 and d’èxistence
(dog kun i fjorten dage) OUMMA.com 26. april 2016