Hvorfor ikke kvindelige imamer ?

Spørgsmålet om kvindelige imâmer dukker jævnligt op i den hjemlige debat; men hvorfor er det overhovedet et problem at lade kvindelige imâmer lede fredagsbønnen?
Koranen er tavs om spørgsmålet om kvindelige imâmer, og i islamisk tradition (hadîth-samlingerne) findes kun et enkelt udsagn om emnet:
Ifølge Abu Dawood skulle Profeten Muhammad have udnævnt en ældre mekkansk kvinde, Umm Waraqa, til at lede bønnen for hele hendes hushold, kvinder såvel som mænd. Ikke overraskende er der mange lærde, der påstår, at udsagnet hører til de såkaldt svage udsagn og derfor ikke kan betragtes som normativt.

I nogle lande har man en endnu større hurdle at overvinde, idet kvinderne – uden at det på nogen måde kan begrundes ud fra Koranen og stik imod Profeten Muhammads praksis – er forment adgang til moskéerne generelt.
Sådan er det ikke i de hjemlige moskéer; men da disse er indrettet i villaer eller lejligheder i boligkomplekser, er kvinderne oftest forvist til separate bederum, typisk på etagen over eller under mændenes bederum. Når de rent fysiske rammer tillader det, kan man opleve, at kvinderne beder i rækker bag mændene – undertiden dog adskilt fra mændene af en interimistisk opsat skillevæg eller et forhæng.
Traditionelt begrundes kønsadskillelsen i moskéerne ud fra en opfattelse af, at mændenes koncentration risikerer at flyttes fra tilbedelse af Gud til det mere jordnære – og at et sådant upassende fokus på kvinder i moskeen vil være et irritationsmoment for muslimske kvinder.

Det er på tide at få en ny vinkel på sagen, for virkeligheden er, at nogle muslimske kvinder rent faktisk foretrækker at bede derhjemme – i stedet for at være henvist til en plads bag et forhæng eller et separat bederum.
I virkeligheden er det slet ikke så kompliceret endda – vi mangler blot lidt handlekraft!

Rundt omkring i landet sidder der muslimske kvinder, der underviser og leder bønnen for mindre grupper kvinder. Jeg er sikker på, at der iblandt dem er nogle, der på ansvarlig vis vil være i stand til at lede bønnen og holde fredagsprædiken for en større forsamling af kvinder – og mænd for den sags skyld.
I langt de fleste moskéer her i landet, har kvinderne et separat bederum, der er forbundet med imâmen i mændenes bederum via et højttaleranlæg. En kvindelig imam risikerer altså ikke at forstyrre mændenes koncentrationsevne. Der skal strengt taget ikke andet til, end at højttaleranlægget installeres modsat!
Men for ikke at chokere alt for meget, kunne kvinderne i første omgang nøjes med at holde deres egen fredagsbøn. Det skulle ikke være så svært at trykke på højtaleranlæggets OFF-knap. Jeg er sikker på, at en ny slags fredagsprædikener vil se dagens lys – så spændende, at mændene, når den første forskrækkelse har lagt sig, bliver nysgerrige og får lyst til at lytte med.
Ret beset burde det nemlig slet ikke være et spørgsmål om imâmens køn, men om at have mulighed for at vælge den bedste prædikant. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal vente på, at en eller anden “lærd” mandsperson officielt skal give tilladelse til, at kvinder leder fredagsbønnen.

I USA er en kvindelig major under uddannelse til at blive den første kvindelige imam i hæren, og i Iran har man i august 2002 forsøgt at få kvinderne tilbage til moskéerne ved at ophæve et officielt forbud imod kvindelige imâmer. De kvindelige imâmer har dog indtil videre kun lov til at lede fredagsbønnen og andre større forsamlinger af bedende kvinder; men Rom blev jo heller ikke bygget på én dag.
I Sydafrika – hvor kvinderne hidtil havde været forment adgang til moskéerne – skete der i midten af 90’erne en sand revolution: En gruppe kvinder tilkæmpede sig trods mændenes protester ret til at bede “upstairs” i 23. Gades Moské i Johannesburg. Da initiativtageren til aktionen, Shamima Shaikh, døde nogle år senere, var det en af hendes nære veninder, der ledede begravelsesbønnen i hendes hjem i Johannesburg. Også ved selve begravelsen deltog kvinderne i bønnen. Selvom mænd og kvinder stod adskilt foran graven, var det ikke desto mindre en skelsættende begivenhed.

Under pilgrimsfærden i Mekka og omegn udfører mænd og kvinder ritualerne side om side – ja, familier er nærmest nødt til at klamre sig til hinanden for ikke at blive væk fra hinanden i menneskemylderet.

Hvornår skrider danske muslimer til handling?

© Aminah Tønnsen, januar 2003

Fra: WEEKENDAVISEN den 10. januar 2003.

Sherin Khankan i Kristeligt Dagblad den 14. januar 2002:

Jeg har lavet feltarbejde i Abû Nûr-moskeen i Damaskus. Stormuftien (den højeste religiøse leder) af Syrien er tilknyttet moskeen, som danner rammen for en islamisk vækkelse.
Jeg gik dagligt i moskeen og modtog undervisning i tafsîr (Koranfortolkning) i en periode på 11 måneder. Hver fredag kunne jeg overhøre og iagttage stormuftiens tre timer lange prædiken gennem det glas, der adskilte mænd fra kvinder. Mange mandlige gæster fra hele verden besøgte moskeen og gav taler foran ca. 7000 muslimer. Jeg undrede mig altid over, hvorfor ingen kvinder besteg talerstolen.
Jeg spurgte min kvindelige underviser i moskeen, om hun kunne forestille sig en kvindelig imam eller stormufti i fremtiden. Hun svarede, at det ville blive svært at finde en mand, som kunne leve op til stormuftien, og at man måske derfor ville være nødsaget til at søge blandt kvinder! Svaret markerer en distance og ironi i forhold til spørgsmålet.
Imambetegnelsen har flere betydninger: Den refererer bl.a. til en religiøs lærd, der fungerer som den daglige leder af moskeen. En imam kan også blot være betegnelsen på en, der leder bønnen i moskeen. Alle mænd kan i sidstnævnte betydning lede bønnen.
Kvindelige imamer er ifølge den islamiske tradition en umulighed. En kvindelig imam ville ikke kunne lede bønnen, da det ville betyde, at hun skal bukke sig ned foran andre mænd. Derudover vil kvinden ikke være i stand til at lede bønnen i de fem-syv dage om måneden, hvor hun menstruerer.
Kvinder kan undervise og holde prædikener om islam samt lede bønnen for andre kvinder, men ikke for mænd. Kvindelige imamer findes ikke i dag, primært fordi majoriteten af muslimer (i særdeleshed mandlige imamer) ønsker at bevare kønssegregeringen i moskeerne. Kønssegregeringen legitimeres med udgangspunkt i, at kvinder og mænd er væsensforskellige. Det handler også for nogle imamer om ønsket om at bevare monopolet på den religiøse viden i moskeerne.
Når muslimske teologer og imamer skal forklare kønsadskillelsen og det faktum, at kvinder ikke kan blive imamer, henviser de ofte til, at kvinder og mænd er lige over for Gud, men at de er væsensforskellige. Kvindens natur er følsom, og mandens natur er rationel.
Ideen om, at kvinden er af en særlig følsom og sårbar natur, der til stadighed bør beskyttes (fra mændenes øjne), kan forekomme reaktionær fra en vestlig synsvinkel, men også fra et moderne muslimsk synspunkt.
I Mekka går kvinder og mænd sammen rundt om Kabaen. Mekka er symbolet på den ultimative trostilstand. Mekka kendetegner en ophævelse af skel. Raceskel, økonomiske skel, nationale skel, kulturelle skel og kønsskel. Alle er lige foran Gud. Kun i åndelig fortrinlighed og retfærdig handlen adskiller det ene menneske sig fra det andet. Alle er lige, og alle modtager Guds velsignelse.
Hvorfor ikke forsøge at overføre den ideale tilstand på virkeligheden?
Jeg arbejder for et opgør med kønssegregeringen og det dertil hørende fokus på kønnenes væsensforskellighed. Vi bør opdrage vore drenge og piger til at være stærke i sig selv.
Kvinder kan uddanne sig på lige fod med mænd og tilegne sig den samme religiøse viden. Kvinder bør derfor have muligheden for at blive imamer. Kvinder bør kunne holde taler i moskeen for mænd såvel som for kvinder.
I Koranen er der ikke opstillet regler for, hvorvidt kvinder kan blive imamer. Der står ingen steder, at kvinder ikke kan tale for en mandlig forsamling, i modsætning til Paulus´ udtalelser i Det Nye Testamente.
Jeg mener, at der ligger et enormt potentiale i at lade kvinder og mænd kommunikere med og til hinanden i den religiøse sfære, som moskeen udgør.
Kvinder og mænd bør kunne samarbejde og drage nytte af hinandens viden – også i moskeen, Guds hus. Kvinden bør kunne føle sig sikker og værdig, selv når hun i sin bøn underkaster sig til ære for Gud.

Muslim Women’s League, Los Angeles: Women as Imams

The word imam as used in the Quran means a source of guidance (e.g. Quran 2:124). The meaning is not limited only to prayer. Thus, the leader should guide the people along the path of Islam. In other words, the role of the leader is to follow the teachings of Islam and to act as a role model. (M.F. Osman, “The Contract for the Appointment of the Head of an Islamic State”, State, Politics, and Islam, ed. Mumtaz Ahmed, 1986, p. 56).
Leading prayer is not a necessary criterion for leadership, although it may be symbolically desirable. The leader himself or herself need not actually lead prayer. The leader can delegate this function to another.
Prophet Muhammad, on two occasions, assigned Ibn Umm Maktum to lead prayer in Medina. (As-Sayyid Sabiq, Fiqh us-Sunna, American Trust Publications, 1989, vol. 2, p. 57). On more than one occasion Muadh would pray isha with the Prophet and when he was finished he would return to his people and, with the Prophet’s permission, he would lead them in prayer. (As-Sayyid Sabiq, Fiqh us-Sunna, American Trust Publications, 1989, vol. 2, p. 57). Thus, the assumption that the leader must actually lead the prayer is not necessarily valid.

Several ahadith set forth the criteria for leading prayer: an ability to read the Quran, knowledge of the Quran, knowledge of the teachings of Prophet Muhammad, and being accepted by the congregation.
The following hadith, related by Ahmad and Muslim and reported by Ibn Masud, states that the Prophet said: “The imam of a people should be the one who is the most versed in the Quran. If they are equal in their recital, then the one who is most knowledgeable of the sunnah. If they are equal in the sunnah, then it is the one who migrated first. If they are equal in that, then it is the eldest. And one should not lead prayer in another’s house without permission.” (As-Sayyid Sabiq, Fiqh us-Sunna, American Trust Publications, 1989, vol. 2, p. 56).
As-Sayyid Sabiq, a renowned Islamic scholar from al-Azhar, states that the following people are prohibited from leading prayer: someone with a legitimate excuse not to pray and an incapacitated person. He further states that the following people are discouraged from leading prayer: an evildoer and someone who changes the religion. (As-Sayyid Sabiq, Fiqh us-Sunna, American Trust Publications, 1989, vol. 2, pp. 56-58).

Thus, maleness was not mentioned as a criterion. Moreover As-Sayyid Sabiq states that it is preferable for a woman to lead other women in prayer and he states that Aishah used to lead the women in prayer. (As-Sayyid Sabiq, Fiqh us-Sunna, American Trust Publications, 1989, vol. 2, p. 58).
According to Ibn Rushd, Imam al-Shafii believed that a woman could lead other women in prayer; however, both al-Tabari and Abu Thawr believed that a woman could lead both men and women in prayer. (Fatima Mernissi, The Forgotten Queens of Islam, University of Minnesota Press, 1993, p.33 (citing Ibn Rushd, Bidaya al-Mujtahid wa Nihaya al-Muqtasid, Dar al-Fikr, vol. 1, p. 105)).
Furthermore, Umm Waraqa bint Abdallah, an Ansari woman who was well versed in the Quran, was instructed by Prophet Muhammad to lead ahl dariha (ahl dariha means the people of her home where dar means home and can refer to one’s residence, neighborhood, or village), which consisted of both men and women, in prayer. Wiebke Walther, Women in Islam, Markus Wiener Publishing, 1981, p. 111 (citing Ibn Sad, Kitab al-Tabaqat al-Kabir, vol. 8, p. 335). The “people of Umm Waraqa’s home” were so numerous that Prophet Muhammad appointed a muezzin for her. (Ibid). Umm Waraqa was one of the few to hand down the Quran before it was written. (Ibid). Also, Umm Waraqa wished to be known as a martyr so she asked Prophet Muhammad to allow her to participate in the Battle of Badr (624 A.D./ 2 A.H.) so that she could take care of the wounded; from that time on Prophet Muhammad referred to her as “the female martyr.” (Ibid). In 699 A.D. (77 A.H.)
A woman named Ghazala led her male warriors in prayer in Kufa after having controlled the city for a day. (al-Tabari, History of Messengers and Kings, 51:80; Ali Masudi, Gardens of Gold, Dar al-Andalus, Beirut, 1965, 3:139). Not only did she lead Muslim men in prayer, she recited the two longest chapters in the Quran during that prayer. (Ibid). (It should be noted that many traditional imams do not accept Ghazala as legitimate precedent because she belonged to the Kharijite sect, a group of puritans, known for their piety, who revolted against Ali and Muawiya; however, this does not necessarily invalidate her actions). Thus, although the practice of women leading prayer is not commonly accepted, one cannot simply conclude that it is prohibited without first conducting honest and unbiased research.

Læs hele artiklen om kvinders politiske engagement

Religionshistoriker Tim Jensen i Kristeligt Dagblad den 23. juli 2002:

“Hvis der ikke er kvindelige imamer i Danmark om 25 år, så har muslimerne et internt problem. Der vil kun være få kvinder tilbage, der vil kalde sig muslimer. Ingen religion vil på det tidspunkt have undgået en ligestillingsdebat, med mindre de totalt har mistet betydning.”

Hassan al-Tourabi: ISLAM. Avenir du monde (1997, 41):

“Det kan hænde, at en ældre, veluddannet kvinde selv leder bønnen og står foran mændene.”

Rashid al-Ghannushi i en samtale med Anne Sofie Roald, refereret i: Women in Islam (2001, 192):

“Med hensyn til at lede bønnen er det regelen, at mænd bør lede den. Det fortælles, at Profeten sagde: “Bed, som I ser mig bede,” og vi så ingen kvinder lede bønnen på hans tid. Der kan være nogle situationer, hvor kvinder bør lede mænd i bøn. Eksempelvis hvis en kvinde er uddannet og hendes mand er fuldstændig uvidende om islam, kan hun lede bønnen i en tid, indtil hun har oplært ham. Det er imidlertid en ekstraordinær situation og ikke af islamisk oprindelse.”

Tønnsen i artiklen Fredagsbøn på Rådhuspladsen, april 2003:

Løsningen er i grunden ganske simpel: Hvis man beder i to store blokke side om side med en meter eller to imellem blokkene, er der ingen, der kommer til at se op i bagdelen på en person af andet køn.
I øvrigt burde det være en selvfølge, at man efterkommer Koranen påbud til mænd og kvinder om “at sænke sit blik og bevare sin dyd” (24:30-31). Enhver oprigtig troende ser naturligvis skråt ned i tæppet foran sig – og ikke på den foranståendes bagdel.
De, der ikke kan færdes i sociale sammenhænge uden at forulempe deres medmennesker af det ene eller det andet køn, er farlige for samfundet og bør spærres inde og behandles (jfr. 33:59-62).
Sidst, men ikke mindst, har vi jo også djihâd-begrebet. Den største djihâd er kampen imod egne svagheder og begær: Man skal styre sin seksualitet – i stedet for at lade sig styre af den. Det er denne djihâd, der skal være på plads, for at man kan være et godt og værdigt eksempel og vidne for sin tro.

Nils Sandahl: Islams ansigter. Tiderne Skifter 2004.
Interview med Aminah Tønnsen

”I Danmark har vi brug for flere valgmuligheder med hensyn til imamer, og her kunne kvindelige imamer være et positivt alternativ. Jeg er sikker på, at en ny slags fredagsprædiken så vil se dagens lys. Så spændende at mændene, når den første forskrækkelse har lagt sig, bliver nysgerrige og får lyst til at lytte med. Dybest set er det dog ikke imamens køn, der er det altafgørende; men her og nu handler det om at få bedre imamer generelt,” siger Aminah Tønnsen.
Det største problem for landets muslimer er således ifølge hende, at de religiøse ledere er for dårligt uddannede, og at de ikke er klædt på til at virke i et vestligt samfund.

“Man kan opleve imamer, der står og råber ud over menigheden, som til en folk uvorne unger. Det er uværdigt for begge parter. I stedet burde de bruge kræfterne på at vejlede menigheden til et liv i harmoni med sig selv og majoritetssamfundet – inden for de rammer, som Koranen og dansk lov nu engang udstikker. Og de skulle i langt højere grad gå foran i bestræbelserne på at se på Koranen og andre kildeskrifter i et nutidigt lys. Det er ikke særlig inspirerende for en kvinde at være henvist til en plads bag et forhæng.”

Mere fra den danske debat:
FOR kvindelige imamer for m/k menigheder:
IMOD kvindelige imamer for m/k menigheder:
Kvinder leder fællesbøn for mænd og kvinder:

USA, AMINA WADUD:

USA, LOS ANGELES:

Imamah Jamila Ezzani holder eid-bøn i Los Angeles august 2012:

CANADA:

  • Maryam Mirza holder fredagsprædiken i Toronto, Canada, nov. 2004
  • ABDULLAH, Mohammed Nur: Toronto woman gives part of eid Khutbah
    THE AMERICAN MUSLIM Jan.-March 2005.
  • Aslima Alladin-Majid leder fællesbøn i Toronto 25. marts 2005
  • Raheel Raza leder fællesbøn i Toronto 22. april 2005
  • Pamela Taylor holder fredagsprædiken i Toronto 1. juli 2005
  • Pamela Taylor leder fællesbøn i Toronto den 19. februar 2006

SYDAFRIKA:

  • Shamima Sheikh leder fællesbøn i Johannesburg, Sydafrika sept. 1994
  • Kvinde leder begravelsesbøn for Shamima Sheikh, jan. 1998

TYSKLAND:

UK:

Kvinder som religiøse vejledere for kvinder:

ALGERIET:

DUBAI:

EGYPTEN:

MAROKKO:

TYRKIET:

TYSKLAND: