Generelt om køn og kønsroller – Islam

At Koranen er Guds ord åbenbaret til Profeten Muhammad via ærkeenglen Gabriel i årene 610-632, og at dens ord er fuldkomne og normgivende for hver enkelt af os, derom hersker der blandt muslimer ingen tvivl.
I bestræbelserne for at fastlægge, hvad der er ”korrekt” islamisk praksis, inddrager man imidlertid også Profeten Muhammads råd og vejledning til sine samtidige (de såkaldte hadîth el. islamisk tradition). Desværre sker det alt for ofte, at man overfortolker nogle enkelte af Profeten Muhammads udtalelser og tilsidesætter andre udsagn, der retteligen burde tages med i betragtning for at give et mere korrekt og nuanceret overblik – eller at man glemmer at tage højde for, at der er tale om udsagn fra en ganske bestemt tidsalder og en ganske bestemt kultur, der bør tolkes ind i den aktuelle virkelighed for overhovedet at have deres berettigelse.
Derfor ender det desværre alt for ofte med, at ældgamle arabiske el. mellemøstlige kulturelle traditioner bliver præsenteret som ”islamiske”, og at det ind i mellem er ganske svært at få øje på Koranens anvisninger, der jo dog burde være den kerne, der ligger til grund for al praksis.
Det tragiske er, at disse traditioner også har sneget sig ind i nutidig familieret i de såkaldt islamiske lande, der på mange områder begrænser kvinders udfoldelsesmuligheder og gør dem afhængige af deres far eller ægtemand fra vugge til grav.
Alt dette er med til at give et fuldstændig forvrænget billede af Koranens tidløse, rummelige og universelle budskab.
Derfor vil vi her tage nogle af disse emner op og se, hvad Koranen – den eneste kilde, der til alle tider og af samtlige muslimer er blevet betragtet som 100% troværdig – siger desangående. Vi vil se på, hvorledes anvisningerne er blevet fortolket i tidens løb, og give nogle bud på, hvorledes Koranens anvisninger kan omsættes til den virkelighed, der er vores.

Nye tanker og idéer bliver ofte mødt med mistro og fordømmelse. Mange føler sig utrygge, når der bliver rokket ved fastgroede vaner og forestillinger – det er altid nemmere at fortsætte ad velkendte spor. Mange finder tryghed i ensretning og ensartethed – og føler deres tro og identitet truet af pluralisme og mangfoldighed. Ikke desto mindre er det vor kontinuerlige pligt at sætte spørgsmålstegn ved vor egen livsførelse og at tage ved lære af egne og andres vildfarelser, succeser og fejltrin og – om nødvendigt – at ”vende om” og gå i en ny retning (tawba).
Måtte visheden om, at det er en naturlov (el. rettere: Guds Lov), at man må gå imod strømmen for at nå til kilden, give den enkelte styrke til at turde tage den etablerede praksis op til fornyet overvejelse.