Da medlemmerne af en ortodoks synagoge ikke længere kunne betale husleje, fik de hjælp fra den lokale moské

På hjørnet af Westchester Avenue og Pugsley Street i Parkchester i Bronx står Yaakov Wayne Baumann en kølig lørdag morgen ved en butiksfacade, der er dækket af graffiti. Den 42-årige skæggede herre i sort overfrakke og bredskygget hat sludrer med nogle af menighedens ældre medlemmer, som er på vej ind til sabbatgudstjeneste.
Der er bare lige én usædvanlig detalje: Synagogen er en moské.
Eller rettere: synagogen har til huse i en moské. Medlemmerne af den ortodokse Chabad-menighed i East Bronx holder nemlig deres gudstjenester i det islamiske kulturcenter, hvor også Al-Iman-moskéen holder til.
”Folk tror fejlagtigt, at muslimer hader jøder,” siger Baumann. ”Men her er et eksempel på, at de kan arbejde sammen med os.”
Normalt bliver jøder og muslimer opfattet som modstandere både her og andre steder i verden, men i Bronx har de to grupper et usædvanligt samarbejde på grund af et demografisk skifte.
Engang boede der 630.000 jøder i Bronx, men i 2002 var antallet ifølge Jewish Relations Council faldet til 45.100. I samme periode er antallet af muslimer steget, så der i dag alene i Parkchester er fem moskéer, inklusive Al-Iman-moskéen.
”Ingen andre steder i verden mødes jøder og muslimer under samme tag,” siger Patricia Tomasulo, den katolske demokratiske partiformand i Parkchester, der som den første præsenterede lederne af synagogen og moskéen for hinanden. ”Det er ret enestående.”

OVERTAGET AF CHABAD
Det hele begyndte for flere år siden, da Young Israel Congregation, der dengang holdt til på Virginia Avenue i Parkchester, samlede tøj ind til trængende familier, fortæller 78-årige Leon Bleckman, der dengang var menighedens kasserer.
En af modtagerne var Moussa Drammeh, grundlæggeren af Al-Iman-moskéen, som samlede penge ind til medlemmerne af sin menighed, hvoraf mange kommer fra Afrika. Den 49-årige imam stammer selv fra Gambia og indvandrede til USA i 1986. Efter et år i Harlem flyttede han til Parkchester, hvor han grundlagde det muslimske center og senere en muslimsk grundskole.
Efterhånden udviklede der sig et venskabeligt forhold mellem de to grupper, og synagogen fortsatte med at støtte blandt andet det muslimske center.
Men i 2003, efter flere års fald i medlemstallet, blev Young Israel tvunget til at sælge sin bygning på Virginia Avenue. Før de lukkede, blev ikke-religiøse genstande foræret væk, og
en af modtagerne var Drammeh, som fik stole og borde til sit center.
I mellemtiden flyttede Bleckman og de tilbageværende medlemmer til lokaler i nærheden, som de lejede for 2000 dollars. Young Israel bestod overvejende af ældre medlemmer og kæmpede for at overleve økonomisk, men i 2007 måtte de indstille aktiviteterne, og medlemmerne havde nu ikke noget sted at holde gudstjenester.
Under afskedsgudstjenesten dukkede fire unge mænd fra den jødiske Chabad-bevægelses hovedkvarter i Crown Heights op. Tre måneder tidligere havde menigheden bedt om hjælp fra bevægelsen.
”De unge mænd fra Chabad sagde, at de kom for at hjælpe os, og vi græd af glæde,” siger Bleckman.
Chabad overtog nu ledelsen fra Young Israel, og medlemmerne sluttede sig til Chabad-bevægelsen i Bronx. Men i de følgende syv uger kunne de ikke holde gudstjenester, fordi de ikke havde nogen lokaler.
Da Drammeh hørte det, tilbød han, at de kunne benytte det muslimske center gratis.
”De betaler ikke noget, for det er ældre mennesker med begrænsede midler,” siger Drammeh, som følte, at det nu var deres tur til at hjælpe dem, der engang havde hjulpet ham og hans menighed.
”Ikke alle muslimer synes, det er en god idé, at vi deler lokaler med jøder. Men der er ingen grund til, at vi skal hade hinanden, og at vi ikke skulle kunne arbejde sammen.”
Drammeh er især imponeret over Chabad-rabbinerens ihærdighed. Hver lørdag går han de 25 kilometer fra Brooklyn for at holde gudstjeneste for den lille menighed i Parkchester.

ET FORBILLEDE
I det første halve år holdt menigheden gudstjeneste fredag aften i Drammehs trange kontor, men efterhånden som flere sluttede sig til menigheden, tilbød Drammeh dem et større lokale, hvor de kunne etablere en midlertidig synagoge. Når den ikke bruges, fungerer lokalet som klasseværelse for den muslimske skole.
Inde i synagogen adskiller et slidt, beige bomuldsgardin mænd og kvinder under gudstjenesten. En lysekrone hænger over toraskabet, som indeholder en lånt Tora der hver uge bringes til lokalerne fra Chabads hovedkvarter. Et stort bord, fyldt med bønnebøger står midt i lokalet, og Lubavitcher-rebbens portræt hænger på en fremtrædende plads.
Under sabbatten, hvor jøder ikke må arbejde, er de afhængige af, at centerets muslimske ansatte eller Drammeh sørger for, at der er lys og varme.
”I begyndelsen gav det ingen mening,” siger 26-årige Hana, der er født og opvokset i Israel og gift med rabbiner Meir Kabakow. ”Men jeg blev overbevist, da jeg kom hertil.” Familien Kabakow, som bor i Brooklyn, har deltaget i gudstjenesterne de seneste to år.
Et andet af menighedens medlemmer, Harriet Miller, er glad for, at centeret huser synagogen. ”De er nogle meget søde mennesker,” siger den 79-årige kvinde, der er født i Bronx og i mange år har boet i Parkchester, og hun tilføjer, at hun hilser de nye muslimske indvandrere velkommen i kvarteret. ”Vi er ikke opdraget til at hade.”
Drammeh ser det også som en vigtig opgave at udbrede budskabet om tolerance og at gøre skolen, som blev grundlagt i en nærliggende katolsk kirke på den skelsættende dato 11. september 2001, til et forbillede for religiøs tolerance i New York.
”Der er ikke så mange konflikter, som medierne giver udtryk for,” siger Drammeh. ”Omkring 90 procent af læren i jødedommen, islam og kristendomme er den samme.”
I hans seneste projekt præsenterer jødiske og muslimske elever hinanden for deres respektive religiøse traditioner. Efter forløbet arrangerer eleverne en udstilling med deres familiers kulturelle og religiøse genstande, og ifølge lederen af den muslimske skole, som også er Drammehs hustru, har deltagerne efterfølgende holdt kontakt og kommer i hinandens hjem.
”De fejrer fødselsdage sammen,” siger Shireena Drammeh. ”Når de besøger hinanden hjemme, viser det, at vores arbejde nytter.”

HØJERE MÅL
Selv om den jødiske menighed er taknemmelig for lokalet, håber de, at de en dag kan få deres egen synagoge. Men det kan have lange udsigter. Selvom de nu har et sted, hvor de kan holde gudstjenester, kæmper de stadig med praktiske problemer. Det kniber med opvarmningen, og de små transportable varmeovne er ikke nok til at opvarme området, hvor de ældre kvinder sidder, så de må beholde frakkerne på under gudstjenesten. Menigheden søger derfor økonomisk støtte fra det jødiske samfund og andre menigheder.
Men Leon Bleckman og andre siger, at de nu også har højere mål, herunder at få flere jøder til området og udbygge det gode forhold til deres muslimske venner.
”Vi kan få det til at fungere i den samme bygning,” siger 42-årige hjælperabbiner Avi Friedman. ”Det er en forsmag på fremtiden – den messianske fremtid, hvor alle lever fredeligt sammen.”

Fra: GOLDBERG – Magasin om jødisk kunst * kultur * religion * samfund
Nr. 30. Marts/April 2012.
Oversat og bearbejdet af Hanne Friis efter Tablet Magazine 23. januar 2012
Gengivet her med tilladelse fra GOLDBERG.