Jeg faldt over denne meningsudveksling i mit arkiv. Den er et ganske typisk eksempel på, at muslimers udsagn ofte overfortolkes – blot fordi man er muslim. At man tillægges ekstremistiske holdninger – uanset hvad man i øvrigt ytrer sig om. Og at personlige synspunkter bliver omtalt om “krav”, som alle herboende muslimer eller “islam” stiller til den samlede danske befolkning!!
POLITIKEN 12. august 1993:

KLÆD DIG SOM ANDRE – og følg den gyldne middelvej

BÅDE i kronik (26. juli 1993) og debatindlæg (1. august 1993) bliver jeg skudt lidet hæderlige motiver i skoene, fordi jeg har dristet mig til at sige, at man bør klæde sig anstændigt – og det bliver (velsagtens fordi jeg er muslim) tolket, som om jeg går ind for chador og ansigtsslør. Men hvorfor forfalde til yderligheder??
Kunsten her i livet er at følge den gyldne middelvej, som bl.a. Profeten Muhammad prædikede. Koranens påbud om anstændig påklædning er (sammen med kropssproget) en beskyttelse mod at blive forulempet. Derfor bør man klæde sig anstændigt od diskret og så vidt muligt som flertallet i det område, man opholder sig i. Det kan klares ved, at man f.eks. under ophold i et arabisk land tager en djellaba, chador (eller hvad de nu kaldes lokalt) over sit almindelige tøj, når man går ud. Det kan spare én for ubehagelig nidstirren og uhøviske tilråb og gør en tilpas anonym, så man frit kan bevæge sig omkring og passe sine gøremål.
Opholder man sig her i landet, bør man klæde sig, som folk nu engang gør her. Men det behøver ikke være ensbetydende med, at man klæder sig udfordrende – mange danskere klæder sig vitterligt anstændigt.

MEN når jeg kæder udfordrende påklædning sammen med voldtægt,(1) så er grunden den simple, at vi gennem de sidste år her i landet har gennemgået en såkaldt seksuel frigørelsesproces, der har resulteret i, at man nærmet opfatter det som en menneskeret at kunne få sit seksuelle behov tilfredsstillet – uanset hvor og hvornår man så end føler trang dertil.
Men hvad så med de mennesker, der ikke har en fast partner, der har svært ved at komme i kontakt med det andet køn – eller er frustrerede og uligevægtige? Hvad skal de gøre, når de dagen lang er omgivet af mennesker, der er nødtørftigt eller udfordrende klædt? Det er da ikke så mærkeligt, at nogle af dem går amok og forgriber sig på en tilfældige forbipasserende på et øde sted eller tvinger sig adgang til en alene-boende.
Det er ikke den halvnøgne på strøgtur, der i fuldt dagslys og midt i en menneskemængde bliver offer. Men han/hun er efter min mening til en vis grad medskyldig, når en tilfældig enlig kvinde bliver voldtaget eller myrdet.

JEG efterlyser hverken puritanisme eller chador og ansigtsslør, men hensyn til medmennesket og til samfundets svage, som vi i vor egoisme og uforstand er med til at drive ud over nogle grænser, hvor de kommer til at skade uskyldige medmennesker.
OG – hånden på hjertet! Ser de fleste af os ikke langt kønnere ud, når ølmaver, hængebage, deller, appelsinhud, skæve ben og åreknuder er gemt under nederdel eller bukser med vidde og en lang, løsthængende skjorte/jakke?
For at ingen skal være i tvivl: Jeg er pæredansk og kan føre min slægt på fædrene og mødrene side tilbage til den slesvigske og østjyske muld helt til begyndelsen af 1600-tallet.
POLITIKEN 16. august 1993:

TØJ OG TRO

Den konverterede ærkedansker Aminah Echammari skriver i et indlæg den 12. ds., at vi andre danskere bør klæde os anstændigt – dvs. lære af islams normer.
Vor kulturelle udvikling er nu engang gået således, at vi andre danskere tager afslappet på afklædt – og påklædthed. Hvorfor i alverden skal vi ændre vor kulturelle udvikling i islamisk retning?
I har da ingen ret til at kræve vor kultur ændret i jeres retning, endsige beskylde almindeligt klædte – efter danske forhold – for at være medskyldige i voldtægt. Normen er og skal være, at siger en kvinde nej, og så kan kun for den sags skyld være hel- eller halvnøgen, så skal hun kunne være i fred for forulempere.
POLITIKEN den 19. august 1993:

ANSTÆNDIG PÅKLÆDNING

Nok en gang – og for sidste gang: Anstændig påklædning er ikke knyttet til én bestemt religion: Har man nogensinde set en mere eller mindre afklædt Amish-mand eller -kvinde? Og de er jo da kristne. Ingen af de troende kristne, mormoner eller Jehovas Vidner, jeg selv kender, udstiller deres krop for alle og enhver.
Betræder man en synagoge, en katolsk domkirke eller en moské, dækker man ben, arme, hals og hår – hvad enten man kommer som medlem af menigheden, som turist eller som kunst-interesseret.
At promenere i mini shorts i det muslimsk/kristne Øst-Jerusalem eller det muslimske Fez hører til de ting, man kun gør én gang her i livet – hvis man da ellers har blot en lille smule selvfølelse.
Vil man spadsere en tur i de ortodokse jøders kvarter Mea Shearim i Jerusalem, ja, så kan jeg garantere for, at det bliver en blandet fornøjelse, hvis man er klædt i shorts – hvad enten man så er mand eller kvinde.
Enhver forretningsmand/kvinde ved, at en kontakt med f.eks. Japan eller Iran kan stå og falde med påklædning, takt og tone. Og så nytter det ikke en døjt at sige, at de andre må acceptere én, som man nu er. Det ville være lige så tåbeligt som at krydse den grønlandske indlandsis i shorts.
Mange danskere har en afslappet og måske skødesløs holdning til det med påklædningen; men lidt sund fornuft, takt og situationsfornemmelse er ikke sådan at foragte.

Carsten Niebuhr var den eneste af seks mand, der vendte hjem fra den store ekspedition til Det lykkelige Arabien i årene 1761-67. Han havde nemlig forstået, at ekspeditionen kun kunne lykkes, hvis han tilegnede sig arabernes sprog, klædedragt og livsform – og at det var den eneste mulighed for at komme i kontakt med lokalbefolkningen og undgå de sygdomme, som de ændrede ydre vilkår ellers ville påføre europæere.
Henny Harald Hansen gjorde lignende erfaringer små to hundrede år senere – og Sundhedsstyrelsen har i de senere år brugt masser af penge på kampagner for at gøre opmærksom på faren for hudkræft ved intens påvirkning af solens stråler. Gad vist, hvor mange millioner skattekroner Staten skal bruge på helbredelse af hudkræft, før man lærer at forebygge.

© Aminah Tønnsen, 1993

 (1) Jeg havde i et tidligere indlæg henvist til en kriminalinspektør, som iflg. Politiken den 31. marts 1992 havde undret sig over, at voldtægt mest forekommer i sommerhalvåret.