Ægteskab mellem muslimske kvinder og ikke-muslimske mænd
Også forordningen om, at muslimske kvinder ikke må indgå ægteskab med ikke-muslimske mænd, trænger til at blive set efter i sømmene, idet Koranen faktisk slet ikke omtaler ægteskab mellem en troende muslimsk kvinde og en troende jødisk eller kristen mand.

Koranen opstiller kun tre helt konkrete regler i forbindelse med ægteskab:

  • Den forbyder ægteskab mellem en troende muslim og en vantro/gudsfornægter(ske) (kafir) (60:10)
  • Den forbyder ægteskab mellem en troende muslim og en afgudsdyrker(ske) (mushrik) (2:221).
  • Den tillader en muslimsk mand at gifte sig med ”en gudsbevidst (muhsin) kvinde fra Skriftens Folk.” (5:5)

At Koranen intet siger om ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en mand fra Skriftens Folk må – ifølge nogle nutidige tænkere – betyde, at afgørelsen overlades til den enkelte. På trods af at man generelt antager, at alt er tilladt, medmindre det er eksplicit forbudt, og på trods af at Koranen udtrykkeligt formaner menneskene til ikke at forbyde, hvad Gud har tilladt, har man imidlertid helt fra islams første tid forbudt sådanne ægteskaber. Regelen stammer tydeligvis fra en tid, hvor den patriarkalske samfundsform var den dominerende, hvor man uden videre gik ud fra, at en kristen eller jødisk mand ville lade sine egne kulturelle og religiøse traditioner dominere i ægteskabet, og at han måske endog ville tvinge sin muslimske hustru til at skifte tro.

I en mindretalssituation vil mange være ekstra påpasselige med at holde sammen på menigheden for at sikre dens fremtid – både religiøst og kulturelt. Derfor fraråder nogle imamer muslimske mænd at gifte sig med ikke-muslimske kvinder (selvom Koranen udtrykkeligt tillader sådanne ægteskaber), og man bliver ekstra fordømmende over for muslimske kvinder, der gifter sig med ikke-muslimske mænd og stempler dem som frafaldne, udstøder dem af familien og stræber dem i værste fald efter livet under dække af, at de har plettet familiens ære.

Det har medført, at mange ikke-muslimske mænd proforma fremsiger den islamiske trosbekendelse, når de vil giftes med en muslimsk kvinde – ofte uden at de har nogen som helst interesse for troen som sådan. Andre vælger en borgerlig vielse – måske uden den muslimske families tilstedeværelse. Indimellem hører man dog om imamer, der medvirker til at vie muslimske kvinder til ikke-muslimske mænd.

Der er mange, der mener, at en muslimsk kvinde, der gifter sig med en ikke-muslimsk mand, reelt er at betragte som frafalden. Det er der imidlertid intet tekstmæssigt belæg for: Føler man sig som muslim, og har man fremsagt trosbekendelsen, er man muslim – uanset hvad andre mener derom. Tro er et personligt anliggende mellem den enkelte og Gud.

Profetens eksempel
I Profeten Muhammeds egen familie er der eksempler på ægteskab mellem muslimske kvinder og hedenske mænd:

Profeten Muhammed havde fire døtre med sin første hustru Khadijah. Den yngste, Fatima, blev gift med Profetens fætter, Ali ibn Abu Talib, den senere 4. kalif (ifølge sunni-islam – og første imam ifølge shia-islam). Sammen fik de sønnerne Hassan og Hussain. Profetens tre ældste døtre, Ruqayya, Umm Kulthum og Zaynab, var allerede gift, da deres far blev kaldet til profet.

Døtrene, Ruqayya og Umm Kulthum, lod sig skille fra deres hedenske ægtemænd, da de selv blev muslimer. Det viste sig nemlig, at deres ægtemænd – ligesom deres svigerfar Abu Lahab (profetens farbror) – forblev indædte modstandere af islam.

Datteren Zaynab valgte at blive sammen med sin hedenske ægtemand i Mekka, da de andre muslimer i 622 udvandrede til Yathrib, det senere Medina. Først da hendes hedenske ægtemand gik aktivt ind i kampen mod muslimerne i slaget ved Badr i 624, lod hun sig skille fra ham og flyttede til Medina. Efter nogen tid afviklede manden imidlertid sin forretning i Mekka, blev muslim og flyttede til Medina, hvor han blev genforenet med sin hustru.

Som det tydeligt fremgår, er det kun i tilfælde, hvor ægtemanden viser sig at være indædt modstander af islam og bevidst modarbejder sin muslimske hustrus tro, at der er belæg for at fraråde ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslimsk mand.

Det er nærliggende at drage en parallel til Det Europæiske Råd for Fatwa og Forsknings udtalelse om, at det traditionelle ikke-koranske arveforbud mellem muslimer og ikke-muslimer udelukkende var møntet på de historiske situationer, hvor den ikke-muslimske part aktivt bekæmpede muslimerne. Samme argument må kunne bruges i forbindelse med det traditionelle ikke-koranske forbud mod ægteskab mellem muslimske kvinder og kristne eller jødiske mænd. Og Gud ved bedst!

© Aminah Tønnsen, 2014

Ovenstående er et uddrag af
Aminah Tønnsen: ”Islam – min hjertesag” (2014, 343-345).

Fra denne artikel er der link til udtalelser fra kendte tænkere:
Muslim Women Can Marry Outside The Faith

September 2017:
Tunesia Overturns Law Barring Muslim Women from Marrying Non-Muslims