Årets største begivenhed for muslimer er fasten i måneden ramadan, den niende måned ifølge den islamiske kalender, der er baseret på månens faser. En måned starter ved nymåne, og da der er ca. 29½ dage fra nymåne til nymåne, udgør årets 12 måneder tilsammen 354-355 dage. Et måneår er således ca. 11 dage kortere end den officielle kalender her i landet. Derfor falder islamiske højtider hvert år ca. 11 dage tidligere i forhold til den officielle kalender og bevæger sig støt og roligt rundt om årstiderne.
Koranen opfordrer muslimer at faste ved at afholde sig fra mad, drikke og sex fra daggry til solnedgang. Senere lærde har føjet rygning til det forbudte. Opfordringen gælder sunde og raske voksne; men er man syg, gravid, diegivende, menstruerende eller på rejse, udskyder man fasten (eller en del af den) til et senere tidspunkt.
Der er intet til hinder for, at man laver sine egne fasteregler ved eksempelvis at holde sig fra tv og sociale medier eller afstå fra kaffe, sodavand eller slik.
Mange har tendens til at gøre fasten til en rent fysisk præstation og glemmer, at der ifølge Koranen er tale om en bevægelse fra det ydre mod det indre: Det ydre ritual, der opøver mennesket i tålmodighed, selvkontrol, udholdenhed og mådehold, skulle gerne bane vejen for indre spirituel vækst. Ritualer og ydre tegn kan være med til at holde mennesket fast og skabe sammenhold og fællesskabsfølelse; men troens inderliggørelse er det primære mål.
Bøn og selvransagelse bliver dybere og mere intens på fastende hjerte, og man bliver på forunderlig vis mere bevidst om og ydmyg over for Gud og Hans skaberværk. Der falder en velsignet ro over dagligdagen, og man oplever, at man sagtens kan klare sig uden vådt eller tørt i mange timer uden de store vanskeligheder. Ens frivillige afsavn bevirker endvidere, at man føler trang til at dele sin rigdom med dem, der af nød konstant sulter. Og der er da også tradition for, at man ved fastens afslutning giver almisse til de trængende.
At faste i Danmark er ikke som at faste i et muslimsk land. Her er der ingen arbejdsgiver, der tager hensyn til de fastende. Mange muslimer vælger derfor at afspadsere eller tage ferie den første uge i ramadanen, indtil kroppen har vænnet sig til den nye døgnrytme.
Nogle finder fasten kedelig, og hvis man ikke lige bor i et område med mange muslimer, kan man nemt komme til at savne den opløftede stemning, der ellers præger fastemånedens aftener.
Der er tradition for, at man i fastemåneden reciterer hele Koranen, der til formålet er delt op i 30 næsten lige store dele (udover de gængse 114 kapitler af forskellig længde). Mange foretrækker at recitere dagens afsnit sammen med åndsfæller i moskeen. Det hedder med rette ”recitere”, for det er umuligt at fordybe sig nævneværdigt i selve teksten, da man jo også skal have tid til at passe sine pligter over for familie og arbejdsplads.
Natten før den 27. ramadan er ganske speciel. Den kaldes lailat al-qadr, Almagtens Nat eller Skæbnenatten. Det var den nat, hvor handelsmanden Muhammad i år 610 modtog den første af de åbenbaringer, der samlet blev kendt som muslimernes hellige bog, Koranen.
Den eftertænksomme Muhammad havde som så ofte før trukket sig tilbage til Hira-grotten uden for karavanebyen Mekka for at meditere, da ærkeenglen Gabriel viste sig for ham og påbød ham at recitere og forkynde Guds ord for sine samtidige. Muhammed skulle endvidere sørge for, at åbenbaringerne blev lært udenad og nedskrevet og således bevaret for eftertiden. Og lige siden er måneden ramadan – og specielt den 27. – blevet betragtet som hellig. Denne nat våger muslimer verden over i bøn og meditation.
For ethvert menneske eksisterer muligheden for, at vi oplever vor helt personlige skæbnenat, hvor vi vågner op og bliver bevidste om vor egen bestemmelse. Da får livet pludselig dybere mening, og vi oplever for alvor den styrke, fred og harmoni, som åndelig indsigt og viden kan give.
Nymånens tilsynekomst efter 29 eller 30 dages faste hilses med glæde. Kvinderne får travlt i køkkenet, og alle giver en hånd med for at forberede den fest, der markerer fastens afslutning, eid al-fitr (også kaldet: eid al-saghir, den lille fest).
Næste morgen er der festgudstjeneste i moskeerne, der fyldes til bristepunktet. Mange steder flytter man simpelthen denne dags fællesbøn ud i Guds frie natur for at give plads til alle.
I Danmark går et eller flere trossamfund i de større byer sammen om at leje en stor hal, hvor alle muslimer inviteres til festgudstjeneste og fejring af fastens afslutning.
Senere på dagen samles man i familierne om et fællesmåltid. Børnene får gaver, man går på besøg hos hinanden, og telefonerne gløder. Nogle steder er der tradition for at feste i flere dage.
© Aminah Tønnsen, 2017
Læs mere om den islamiske faste HER