Selvom en ganske stor del af de etniske minoritetskvinder, der opholder sig på landets krisecentre, rent faktisk er gift med danske mænd, er det en udbredt opfattelse, at hustruvold er et specielt muslimsk fænomen.
Det er rigtigt, at der vitterlig er mange muslimer, der – med henvisning til Koranen 4:34 – mener, at det er i orden at revse/slå en opsætsig hustru. Ifølge hadith-litteraturen skulle der være tale om et symbolsk slag med en tandstik (miswak), og det præciseres, at slagene hverken må efterlade mærker eller forårsage smerte. Det siger næsten sig selv, at en sådan regel vil blive misbrugt af svage sjæle, der har svært ved at kontrollere deres temperament.
Samtidig fremfører man dog også – med henvisning til hadith-litteraturen, at Profeten Muhammad skal have sagt: ”Vil I virkelig slå jeres hustru om dagen og sove med hende om natten?”
Muslimske tænkere – kvinder såvel som mænd – har i en årrække gjort opmærksom på, at netop 4:34 trænger til at blive nyfortolket og set efter i sømmene. Man har tidligere ganske forsømt at se verset i sin umiddelbare kontekst (nemlig skilsmisse), ligesom man (bevidst eller ubevidst) har fortolket det til mændenes fordel:
”Forman de opsætsige (nushus) kvinder, hold jer borte fra deres leje og slå eller revs dem (dhrabuhunna). Når de kommer på bedre tanker, da foretag jer ikke videre imod dem, for Gud er almægtig og stor. Dersom I frygter et brud mellem en mand og hans hustru, da udnævn er mægler fra hans slægt og én fra hendes. Dersom de ønsker at blive forenet, vil Gud bringe dem sammen igen. Gud er vis og alvidende.” (4:34-35, traditionel fortolkning)
Man har for det første diskuteret betydningen af nushus, hvor forslagene har spændt fra psykisk vold over forskellige former for ulydighed til manglende villighed til at forrette de daglige bønner eller føje manden seksuelt. (sic!)
Det er dog især ordet dharaba, der volder kvaler, og en nøjere granskning af den arabiske originaltekst viser da også, at der slet ikke er tale om ordet dharaba, der betyder slå eller revse, men adh’raba, der bl.a. betyder forlade, gå fra, fjerne sig, adskille, strejke eller standse et forehavende for at protestere eller stille krav.
Så når der er alvorlige problemer i ægteskabet, bør ægtefællerne slå koldt vand i blodet og holde en pause i det ægteskabelige samliv. Derefter bør de – i stedet for at ty til overilet skilsmisse – finde en person fra hver familie, der skal rede trådene ud og stille krav til ægtefællerne i et forsøg på at mægle imellem dem. Passagen burde retteligen oversættes som:
”Forman de opsætsige kvinder, hold jer borte fra deres leje, hold en pause og gør det klart for hinanden, at der må forandring til, hvis ægteskabet skal opretholdes på en for begge parter værdig måde (adh’ribuhunna). Når de kommer på bedre tanker, da foretag jer ikke videre imod dem, for Gud er almægtig og stor. Dersom I frygter et brud mellem en mand og hans hustru, da udnævn er mægler fra hans slægt og én fra hendes. Dersom de ønsker at blive forenet, vil Gud bringe dem sammen igen. Gud er vis og alvidende.” (4:34-35, ny fortolkning)
I århundreder har man (bevidst eller ubevidst) fremført en fuldstændig forvansket fortolkning af denne passage, og dermed været årsag til, at tusinder og atter tusinder muslimske kvinder rundt omkring i verden er blevet mishandlet af deres mænd. Det er næsten ikke til at bære, at en forkert læsning af et enkelt tegns placering har kunnet få så fatale konsekvenser for de kvinder, som mændene igen og igen i både Koranen såvel som i hadith-litteraturen opfordres til at elske, beskytte og ære. Må retfærdigheden ske fyldest, når regnskabet skal gøres op!
Mænd kan blive voldelige uanset etnicitet, nationalitet, kultur eller religion. Det kan godt være, at nogle muslimske mænd forsøger at retfærdiggøre deres voldshandlinger over for sig selv og andre ved at henvise til Koranen; men den dybere årsag til hustruvold er almenmenneskelig: vrede, affekt, frustration og manglende selvværd. Det er et faktum, at hustruvold forekommer i muslimske familier; men det er ikke et specifikt islamisk problem, men et samfundsproblem.
© Aminah Tønnsen, 2006
Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 40)