Ramadan – den islamiske faste – Islam

ÅRETS største begivenhed for muslimer er fasten i måneden ramadan, den niende måned ifølge den islamiske kalender, der er baseret på månens faser. En måned starter ved nymåne, og da der er ca. 29½ dage fra nymåne til nymåne, udgør årets 12 måneder tilsammen 354-355 dage. Et måneår er således ca. 11 dage kortere end solåret, der er basis for den officielle kalender her i landet. Derfor falder islamiske højtider hvert år ca. 11 dage tidligere i forhold til den ‘almindelige’ kalender og bevæger sig støt og roligt rundt om årstiderne.
De forskellige indvandrergrupper har i mange år haft for vane at følge deres respektive oprindelseslandes meddelelser om nymånens tilsynekomst. Det har betydet, at nogle muslimer har startet og/eller sluttet fasten én dag senere end andre. Flere og flere er nu gået over til at følge informationer fra Saudi-Arabien, hvor islams vugge stod. Men når man nu altid har kunnet enes om at følge solens bevægelser her til lands mht. tidspunkterne for de daglige tidebønner, hvorfor så ikke følge de lokale månefaser til at bestemme fastens start og afslutning?

KORANEN påbyder muslimer at faste ved at afholde sig fra at spise, drikke og have kønslig omgang fra det tidspunkt, hvor “man kan skelne en hvid tråd fra en sort i dagningen og indtil natten falder på” – dvs. fra daggry til solnedgang. (Havde rygning været almindeligt på den tid, Koranen blev åbenbaret til Profeten Muhammad, ville den ganske givet have været nævnt i koran-passagen; men senere lærde har fundet det nødvendigt at føje rygning til det forbudte.)
Er man syg, gravid, diegivende eller på rejse, kan man udskyde fasten (eller en del af den) til et senere tidspunkt, for “Gud ønsker at gøre det nemt for jer – ikke svært”. Mange af dem, der af de nævnte årsager med rette kunne udskyde en enkelt eller flere dages faste, foretrækker dog at opretholde den, for det er altid nemmere at faste sammen med den øvrige familie.
Fastepåbuddet gælder for sunde og raske voksne; men den, der “kun kan faste under store anstrengelser, kan i stedet bespise en fattig”. Det er blot ét ud af mange eksempler på, at Koranen ikke stiller krav, som er umulige at opfylde.
Det har åbenbart været udbredt, at folk i smug omgikkes det oprindelige før-islamiske forbud imod al kønslig omgang i hele fasteperioden. Med Koranen lempes reglerne, så det nu bliver tilladt at “ligge med sin hustru om natten i fasten” – altså i de timer, hvor det også er tilladt at indtage mad og drikke.
Totalforbuddet imod kønslig omgang gælder dog for de mænd, der afsondrer sig fra omverdenen ved at tilbringe de sidste ti dage af fasten i moskeen i meditation og bøn.

HENSIGTEN med fasten er ifølge Koranen at “lære selvbeherskelse gennem gudhengivelse”, dvs. at lære selvbeherskelse ved at tjene Gud og følge Hans vejledning. Faste er da også i bogstavelig forstand en opøvelse i selvbeherskelse: Man lærer at holde måde og at sige fra over for det daglige ræs og vore dages overforbrug. Og man opdager hurtigt, at man faktisk kan klare sig med langt mindre end det, man ellers finder fornødent til livets opretholdelse.
Selv mange af dem, der måske ikke anser sig selv for specielt ”praktiserende” eller ”troende” vil ganske naturligt overholde fasten og benytte lejligheden til at frigøre sig fra ting, de er blevet afhængig af. Fastemåneden kan også være en kærkommen hjælp til at få de daglige tidebønner med ind i dagsrytmen.

FASTEN er den rene helseterapi for både legeme og sjæl: Kroppen bliver renset for affalds- og giftstoffer (hvis man da ellers nøjes med at spise beskedent og ikke blot gør fastemånedens nætter til ét stort ædegilde). Kroppen genvinder sin naturlige balance, og bevidstheden om, at man aktivt gør noget for at bevare sit helbred og forebygge nogle af de mange civilisations-sygdomme, der florerer i vort samfund, gør, at man som fastende oplever en indre fred og harmoni, der ikke kan beskrives med ord. Man vender ganske naturligt opmærksomheden indad:
Bøn og selvransagelse bliver dybere og mere intens på fastende hjerte, og man bliver på forunderlig vis mere bevidst om og ydmyg over for Gud og Hans skaberværk. Der falder en velsignet ro over dagligdagen, og man oplever, at man sagtens kan klare sig uden vådt eller tørt i mange timer uden de store vanskeligheder. Ens frivillige afsavn bevirker endvidere, at man føler trang til at dele sin rigdom med dem, der af nød konstant sulter. Og der er da også tradition for, at man ved fastens afslutning giver almisse til de trængende.

DER ER tradition for, at man i fastemåneden reciterer hele Koranen, der til formålet er delt op i 30 lige store dele. Mange foretrækker at recitere dagens afsnit sammen med åndsfæller i moskeen. Det hedder med rette ‘recitere’, for det er umuligt at fordybe sig nævneværdigt i selve teksten, da det trods alt er begrænset, hvor mange timer man kan afse til recitationen. Man skal jo også passe sin daglige dont og må ej heller lade familien komme til kort.
Måske var det en idé at droppe vor tids største svøber: TV-kiggeriet, computerspillene, netchatten og tilfældig netsurfen – så ville der blive mere tid til koranlæsningen! Man vil dog selv under en sådan hurtig gennemgang af Koranen uvægerligt støde på passager, som man får lyst til at fordybe sig i ved en senere lejlighed. Under alle omstændigheder hjælper denne årlige recitation med at få tingenes rette sammenhæng sat på plads.

NATTEN før den 27. ramadan er ganske speciel. Den kaldes Lailat al-qadr, Almagtens Nat eller Skæbnenatten. Det var den nat, hvor handelsmanden Muhammad i år 610 modtog den første af de åbenbaringer, der samlet blev kendt som muslimernes hellige bog, Koranen.
Den eftertænksomme Muhammad havde som så ofte før trukket sig tilbage til Hirâ-grotten i ørkenen uden for karavanebyen Mekka for at meditere, da ærkeenglen Gabriel viste sig for ham og påbød ham at recitere og forkynde Guds ord for sine samtidige og sørge for, at de blev nedskrevet og bevaret for eftertiden. Og lige siden er måneden ramadan – og specielt den 27. – blevet betragtet som hellig. Denne nat våger muslimer verden over i bøn og meditation.
For ethvert menneske eksisterer muligheden for, at vi oplever vor helt personlige skæbnenat, hvor vi vågner op og bliver bevidste om vor egen bestemmelse og om Guds almagt og visdom. Da får livet pludselig dybere mening, og vi oplever for alvor den styrke, fred og harmoni, som åndelig indsigt og viden giver os.

NYMÅNENS tilsynekomst efter 29 eller 30 dages faste hilses med glæde – og måske lettelse. Kvinderne får travlt i køkkenet, og alle giver en hånd med for at forberede den fest, der markerer fastens afslutning, ‘id al-fitr.
Næste morgen er der festgudstjeneste i moskeerne, der fyldes til bristepunktet. Mange steder flytter man simpelthen denne dags fællesbøn ud i Guds frie natur for at give plads til alle. Sidst på formiddagen samles familien om et fællesmåltid. Børnene får gaver, man går på besøg hos hinanden, og telefonerne gløder.
Nogle steder fester man i flere dage; men man har da lov at håbe, at al den festivitas ikke vil ødelægge muligheden for at videreføre de gode vaner, man gerne skulle have tillagt sig i ramadanen.

DESVÆRRE er der tendens til at gøre fasten til en ren fysisk præstation og til at glemme den åndelige dimension: Hvor mange gange oplever man ikke, at ‘fastende’ tager revanche for dagens afsavn ved bugnende borde med alskens lækkerier, eller at kvinder beklager sig over de kilo, de tager på i fasten.
Jævnligt støder man på absurde regler om, at en fastende ikke må gå i bad, ikke må børste tænder og end ikke må synke sit eget spyt! Man sætter ligefrem en ære i at have dårlig ånde for at bevise over for omverdenen, at man nu også er en ”god” muslim og overholder fasten. Hverken selvpineri eller selvforherligelse har plads i islam, og personlig hygiejne er et af de højeste bud.
En århusiansk svømmeklub, der for nogle år siden havde et par rene pige/kvindehold, oplevede ved sæsonstart efter nytår, at kvinder med muslimsk baggrund først mødte op efter fastemånedens afslutning. De påstod i ramme alvor, at deres tro forbød fastende at få vand på kroppen! Én mente dog, at det nok snarere gjaldt om ikke at få vand ind i ører, næse og mund.
Absurde regler opstillet af selvbestaltede ledere, der lukrerer på, at de sagesløse masser nidkært vogter på hinanden og derved ikke har overskud til at rette kritiske blikke mod egensindige ledere. Det har altid været reglen, at handlinger bedømmes efter hensigten, og man går vel ikke i svømmehal for bevidst i smug at bryde fasten ved at drikke klorvand – men for at opnå fysisk og psykisk velvære, og for at bevare og styrke det legeme og det helbred, som Gud har givet én.

RENT BORTSET fra disse negative tendenser, burde det være en ganske naturlig foreteelse for mennesket at faste periodevis – ligesom Guds øvrige skabelse gør det – og derved samle kræfter til en ny start:
Om efteråret går mange planter til grunde, og andre mister bladene, fordi den lavtstående sol ikke giver energi nok til at holde den livsnødvendige fotosyntese i gang. Jorden ligger i dvale, og dyrene må i den periode nøjes med det vinterforråd, de instinktivt har samlet om efteråret. Andre dyr går i vinterhi og tærer på det fedtlag, de har spist sig til i sommerens løb, og trækfuglene søger mod varmere himmelstrøg og tager kun ringe føde til sig under det flere tusind kilometer lange togt.

DYR OG PLANTER følger naturlovene; men mennesket har frihed til selv afgøre, om det vil følge Guds vejledning eller ej. Frihed og ansvar går hånd i hånd: De, der vælger at lade hånt om Guds vejledning, må på en eller anden måde bøde herfor. Koranen fortæller om hele folkeslag (bl.a. faraonerne og romerne), der af samme årsag gik til grunde, og den opfordrer menneskene til at lære af historiens gang.

UDFORDRINGEN ligger i at erkende, at Skaberen er den, der bedst ved, hvad der gavner os, og at vi er ilde stedt, hvis vi ikke følger Hans vejledning, råd og dåd.

Koranen om fasten:

Oh I troende! Det er foreskrevet jer at faste, som det var foreskrevet dem før jer, for at I må lære selvbeherskelse gennem gudhengivelse.
Fast et bestemt antal dage; men hvis nogen blandt jer er syg eller på rejse, bør han faste det forsømte antal dage senere. Den, der kun kan faste under store anstrengelser, kan i stedet bespise en fattig. Den, der frivilligt gør en god gerning, gavner sig selv; men at faste er (endnu) bedre for jer – om I blot vidste det.
Ramadan er den måned, i hvilken (de første passager af) Koranen blev åbenbaret som en vejledning til menneskeheden og et klart budskab til at skelne (mellem ret og uret). Derfor skal de gudfrygtige blandt jer faste i denne måned; men den, der er syg eller på rejse, må faste det forsømte antal dage senere. Gud ønsker at gøre det nemt for jer – ikke svært, for at I må faste det fulde antal dage og prise Gud, der har vejledt jer, og være taknemmelige. (2:183-185)

Det er jer tilladt at ligge med jeres hustruer om natten i fasten. De er en vederkvægelse for jer, og I er en vederkvægelse for dem. Gud ved, hvad I foretog jer i det skjulte, og Han har tilgivet jer og taget denne byrde fra jeres skuldre. Så lig med dem og søg, hvad Gud har foreskrevet jer. Spis og drik, indtil I kan skelne en hvid tråd fra en sort i dagningen og fuldend da fasten, indtil natten falder på. Men lig ikke med jeres hustruer, hvis I har trukket jer tilbage i moskeen. Dette er de grænser, Gud har sat, så overskrid dem ikke. Således gør Gud Sine tegn tydelige for menneskene, for at de må lære selvbeherskelse. (2:187)

Vi har visselig nedsendt den i Almagtens Nat. Og hvad kan forklare dig, hvad Almagtens Nat er? Almagtens Nat er bedre end tusinde måneder. Den nat stiger englene og den ånd, som Gud blæser ind i hver eneste sjæl – med Guds tilladelse – ned som guddommelig åbenbaring. Fred – indtil morgenen gryr (i Paradis). (97:1-5)