Kan det virkelig passe, at tyveri skal straffes med håndsafhugning?
Straffen for tyveri er én af de såkaldt islamiske straffe, der – med rette – vækker harme i Vesten. I Koranen hedder det:
”Med hensyn til tyven – mandlig (sariq) eller kvindelig (sariqa) – afskær deres hænder (aqtaa’u eidihuma) som straf for deres handling, og som en afskrækkende advarsel fra Gud, for Gud er almægtig og vis.
Men hvis tyven efterfølgende angrer sin handling og tilbageleverer (eller erstatter) det stjålne, vil Gud tage imod hans/hendes anger, for Gud er tilgivende og barmhjertig. Ved I ikke, at Gud råder over himlene og jorden? Gud straffer, hvem Han vil, og Han tilgiver, hvem Han vil, for Han råder over alt” (5:38-40).
Islamisk rets regler på dette område varierer fra skole til skole; men generelt gælder, at straffen ikke kan effektueres, med mindre der er to troværdige vidner til selve tyveriet. Tyvegodset skal have en vis værdi, der skal være tydelige tegn på indbrud, og – med henvisning til en periode med hungersnød under den anden kalif, Umar – effektueres straffen ikke, hvis tyven stjæler af nød, for da er det tegn på, at samfundet har svigtet sine borgere. Er der den mindste tvivl om skyldsspørgsmålet, og hvis den bestjålne tilgiver tyven, kan der kun blive tale om en mildere straf i form af en advarsel, bøde- eller fængselsstraf. Hvis tyven derimod tilstår sin forbrydelse, er der ingen pardon – han mister en hånd.
Men hvordan kan man overhovedet få den tanke, at en tyv skal have sin hånd hugget/skåret af i bogstaveligste forstand, når Koranen dog stiller Guds tilgivelse i udsigt for den tyv, der tilbageleverer eller erstatter det stjålne som tegn på anger? Hvis Gud tilgiver, har menneskene da lov til at begrænse muligheden for anger til en nærmere specificeret periode? Gavner det den bestjålne, at tyven får hånden hugget af? Og hvad nu, hvis det efterfølgende viser sig, at den formodede tyv var uskyldig? Har den tyvagtige ikke krav på en ny chance?
I vore dage anser vi de straffemetoder, som var ganske almindelige i middelalderen, for værende umenneskelige og uacceptable. Koranens budskab er universelt – gyldigt til alle tider og under alle omstændigheder. Lignelser og metaforer giver koranteksten den nødvendige fleksibilitet og dynamik, som vi kan udnytte for at finde en tolkning, der passer til et moderne retssamfund.
Andre steder i Koranen er der tale om, at hænder kan lede mennesket i fordærv, hvis man ikke bruger dem i godhedens tjeneste (2:195, 22:10), og på dansk bruger man talemåden at slå hånden af en person, der har skuffet en eller er gået bag ens ryg. Man lukker vedkommende ude af fællesskabet for en stund.
Sidst, men ikke mindst, er det værd at henvise til, at det arabiske ord skære, qata’a, både før og på Profetens tid blev brugt, når man eksempelvis havde fået nok af en poets lange recitationer. Man sagde: ”afskær hans tunge” – dvs. afskær ham fra at forsætte med sine trættende recitationer, stop ham, giv ham sit honorar, så han holder mund!
Overført til den tyvagtige betyder ”afskær hans hænder” ganske enkelt: ”afskær ham fra at begå flere tyverier” – og så er det op til myndighederne at finde det passende middel til at stoppe den tyvagtige. Det bedste middel er at sørge for et effektivt socialvæsen, således at ingen borgere lider materiel nød. Gud har sagt:
Giv glade tidender til de af Mine tjenere, der lytter til Ordet og følger dets smukkeste (ahsan) mening. Det er disse, Gud har velsignet med Sin vejledning, og som er de virkelig indsigtsfulde (39:18).
© Aminah Tønnsen, 2006
Uddrag af”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen, 2006, spørgsmål nr. 42)
Se også: “Islam – Koran, Hadith, Sharia” (Tønnsen, 2015, 227-234).