Koranen taler om kønsligeværdighed og adskiller sig derved mærkbart fra den virkelighed, som mange muslimske kvinder lever i.
Ifølge Koranen er mand og kvinde skabt ud af samme grundcelle (4:1, 7:189). De skal være “hinandens fæller og beskyttere, der påbyder det gode og forbyder det forkastelige” (9:71) og er skabt til at “leve i kærlighed”, til at fremme ”sjælefred og tryghed” og ”vise hinanden barmhjertighed” (7:189, 30:21). Mand og kvinde er skabt fysisk forskellige, men ligeværdige, og alle vil få løn som fortjent (3:195).
Koranen fordømmer eksplicit dem, der græmmes over at have fået en datter og efterfølgende dræber hende af skam (16:57-59). Det er nemlig Gud, der bestemmer et barns køn – ligesom det er Gud, der bestemmer, om et ægtepar får børn eller forbliver barnløse, for Gud råder over alt (42:49-50).
Mand og kvinde er skabt som mager eller par (zawj), der – ligesom mange andre fænomener i Guds skabelse – tilsammen udgør et hele, og som derfor er indbyrdes afhængige af og forpligtede over for hinanden (4:1, 51:49). Skønt deres forskellige fysik betyder, at de har forskellige opgaver – f.eks. i forhold til forplantningen og den religiøse praksis – skal de komplettere hinanden i bestræbelserne for det fælles bedste på alle planer. De opfordres til at ”ordne deres affærer ved hjælp af indbyrdes rådslagning” (shura) på god demokratisk vis – både når det gælder familie- og samfundsanliggender.
Mand og kvinde omtales som hinandens klædning (2:187). Klæder varmer, beskytter og skærmer imod nyfigne blikke. Klæder forskønner og dækker over fejl. ”Som hånd i handske” eller ”som fod i hose” hedder det tilsvarende i dansk sprogbrug.
Kvinden omtales som mandens ager (2:223), og enhver, der blot har haft en lille smule jord under neglene, ved, at en ager kun giver udbytte, hvis den gødes, passes og plejes med omhu. Driver man rovdrift på den, bliver den gold. Kan det siges smukkere?
Med Koranen fik kvinder ejendomsret og ret til at disponere over egen formue uden andres indblanding – en forordning, der er bevaret i nutidige familieretlige bestemmelser. Ved indgåelse af ægteskab er det bruden, der får en gave – ikke hendes far, og bruden beholder sit ungpigenavn. Med Koranen fik kvinder arveret – i stedet for som tidligere selv at være en del af mænds arvelod sammen med palmer og kvæg, der ved mandens død overgik til hans bror eller stamme. Samtidig fik de ret til forsørgelse (uden at dette udelukker muligheden for, at de må forsørge sig selv, hvis de ønsker dette og er i stand dertil). Med Koranen fik kvinder ret til at vælge deres ægtemand – og til at skille sig fra ham. Kvinder fik endog ret til at indgå juridisk bindende aftaler, og shura-princippet sikrede dem deltagelse i samfundets anliggender. Og alle disse rettigheder fik de for mere end 1400 år siden!
Og for de skeptiske mht. kvinders og mænds ligeværd kan citeres 33:35, hvor mænd og kvinder nævnes 10 gange side om side for at slå ligeværdigheden fast med syvtommersøm:
Gud tilgiver og belønner i rigeligt mål mænd og kvinder, der giver sig hen til Gud, troende mænd og kvinder, sanddru mænd og kvinder, udholdende og tålmodige mænd og kvinder, ydmyge mænd og kvinder, gavmilde mænd og kvinder, fastende mænd og kvinder, blufærdige mænd og kvinder, og mænd og kvinder, der hyppigt lovpriser Gud. (33:35)
Det er ikke uden grund, at Profeten Muhammad af muslimer bliver betragtet som kvindernes befrier. Blandt meget andet skal han have sagt til sine fæller: ”Den bedste iblandt jer er den, der behandler sin hustru bedst.”
© Aminah Tønnsen, 2006
Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 57)
Se mere under Køn og kønsroller