Er kvinder halvt så meget værd som mænd? – Islam

Det er en udbredt misforståelse, at kvinder i islam er halvt så meget værd som mænd. Man drager denne fejlagtige slutning ud fra to passager:

1) Kvinders vidneudsagn:

Den kulturelt betingede afsondring af kvinder har været årsag til, at muslimske pigers opdragelse i høj grad har fokuseret på, at de skal tjene og behage det andet køn: deres far, brødre og ægtemand. Det er sket på trods af en åbenbaring helt tilbage fra tiden i Mekka, der tydeligt beklager, at piger opdrages til kun at eksistere i kraft af deres udvortes yndigheder:

Kan én, der opfostres blandt nips og pynt og ikke er i stand til at tale sin egen sag, sættes i forbindelse med Gud? (43:18)

Og fordi muslimske kvinder traditionelt har holdt sig inden for hjemmets fire vægge meget af tiden, er der faktisk ikke noget overraskende i den kontroversielle passage om kvinders vidneudsagn:

Når I indgår låneaftaler for en nærmere fastsat periode, da skriv aftalen ned! … Sørg for at have to vidner af jeres egne. Hvis der ikke er to mænd, da udvælg en mand og to kvinder, der synes egnet som vidne, for at den ene kan påminde den anden, hvis hun fejler… (2:282)

Der er tale om, at det andet kvindelige vidne skal assistere det første, hvis dette ”ikke kan tale sin egen sag” og bliver forvirret, glemmer vigtige fakta eller husker forkert. Hvis det første kvindelige vidne derimod klarer sig uden slinger i valsen, skal det andet vidne ikke høres overhovedet.

At der skal fremføres flere vidner i en sag er en generel sikkerhedsforanstaltning til beskyttelse af de implicerede parter og har intet som helst med vidnets menneskeværd som sådan at gøre.

Det fremgår endvidere tydeligt, at der er tale om en ganske specifik situation – nemlig en låneaftale. Derudover er der flere tilfælde, hvor Koranen kræver vidner – uden angivelse af køn:

Når et testamente skal nedfældes, ligesom også ved indgåelse af ægteskab, ved skilsmisse og ved genforening efter separation, kræves der to vidner (5:106-108, 65:2). Når kvinder anklages for utugt, kræves der fire vidner – det højeste antal overhovedet:

De, der fremsætter anklager (om utugt) mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, skal straffes med firs slag. Og før dem aldrig mere som vidne (i andre sager), for de er visselig (gemene) overtrædere. (24:4, jf. 4:15, 24:12-13)

Når en ægtemand beskylder sin egen hustru for utugt uden at have andre vidner til forholdet end sig selv, kan hustruens vidneudsagn ligefrem gøre mandens vidneudsagn ugyldigt: Manden skal sværge fire gange om hustruens skyld; men hvis hustruen efterfølgende fire gange sværger om sin egen uskyld, vil hun blive frifundet (24:6-10).

Ved mord og tyveri kræves to vidner. At der i hadith-litteraturen er flere eksempler på, at Profeten Muhammad – stik imod mange senere juristers praksis – har accepteret en enkelt kvinde som vidne i en voldtægtssag, i en sag om voldeligt overfald og i en sag om overlagt mord, burde få enhver snak om kvinders mindre værd til at forstumme.

I vore dages samfund, hvor mange kvinder er højt uddannede, beklæder vigtige poster i samfundet og bidrager til familiens underhold på lige fod med mændene, må forordningen i 2:282 opfattes som en specifik forordning, som ikke kan overføres på de aktuelle omstændigheder.

2) Kvinders arveret:

Mht. til jeres børn, foreskriver Gud: Den mandlige arving skal arve lige så meget som to kvindelige arvinger… (4:11)

At en søn arver dobbelt så meget som en datter kan ved første øjekast se ud som en grov diskrimination. For at forstå dette vers er det imidlertid nødvendigt også at se på parternes økonomiske forpligtelser: Sønnen har nemlig pligt til at forsørge sin(e) hustru(er), sine børn, den tilbageblevne forælder, dersom denne er trængende, og sine mindreårige brødre og ugifte søstre – hvorimod datteren kan lægge sin arvelod til sit øvrige særeje, som hun kan disponere over uden andres indblanding. Hvor formuende hun end måtte være, er hun islamisk set ikke forpligtet til at bidrage til sin families underhold!

Men tiderne har forandret sig. Er man i en situation, hvor det er staten og ikke manden, der forsørger familien – og hvor kvinden i praksis ofte bidrager til familiens forsørgelse, må man nødvendigvis tildele drenge og piger lige arveandele for at bevare den balance, som Koranen lægger op til.

Ydermere er der flere Koranvers, der utvetydigt taler om kønnenes lige værd, som f.eks.:

Gud tilgiver og belønner i rigeligt mål mænd og kvinder, der giver sig hen til Gud, troende mænd og kvinder, sanddru mænd og kvinder, udholdende og tålmodige mænd og kvinder, ydmyge mænd og kvinder, gavmilde mænd og kvinder, fastende mænd og kvinder, blufærdige mænd og kvinder, og mænd og kvinder, der hyppigt lovpriser Gud. (33:35)

Jeg vil aldrig tillade, at en eneste af jer – det være sig mand eller kvinde – bliver forbigået (på dommedag). I er alle lige værdige. (3:195)

Der er i Koranen intet, der kan retfærdiggøre påstanden om, at kvinder er halvt så meget værd som mænd.

Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 55)

Se mere under Køn og kønsroller