At ’islamiske æresbegreber’ skulle kræve, at mænd har pligt til at dræbe et kvindeligt familiemedlem, der har opført sig upassende – eller som mistænkes for at have haft for nær kontakt til en mand, hun ikke er gift med, kan ingenlunde retfærdiggøres ud fra Koranen.

Ethvert individ, der har nået skelsår og alder, og som anses for at være ved sin fornufts fulde brug, er personlig ansvarlig for sine handlinger (2:281). Derfor kan en kvinde (eller mand for den sags skyld) ret beset ikke sætte en hel families ære på spil – kun sin egen.

Udstødelse eller afstraffelse af den, der beskyldes for at have ’krænket’ eller ’plettet’ familiens ære, sker ofte på grundlag af formodninger og rygter – på trods af, at Koranen indtrængende opfordrer menneskene til ikke at lytte til sladder og fordømmer dem, der viderebringer ondsindede rygter (24:15-19, 49:6).

Intetsteds tillader Koranen en forurettet at gribe til selvtægt, og ingen bør straffes uden forudgående retssag med behørig vidneføring. I sager om utugt kræves hele fire troværdige vidner til den konkrete handling (24:4 & 12-13).

Koranen påpeger flere steder, at nedarvede, kulturelle traditioner ikke er en undskyldning for at tilsidesætte Guds ord, Koranen (2:170-171), og at hævngerrighed og had ikke må forlede menneskene til at overskride grænserne for det tilladte (5:8, 4:135). Hertil kommer alle de vers, der opfordrer til tilgivelse og forsoning. Under alle omstændigheder er æresdrab og blodhævn at sammenligne med overlagt mord – og derfor strafbart (4:93).

Mennesker kan vejlede og verbalt irettesætte en person, der åbenlyst opfører sig umoralsk; men ingen – ej heller nærtstående slægtninge – har ret til at afstraffe vedkommende hverken psykisk eller fysisk.

 

I dansk tv har man flere gange vist dokumentarprogrammer om æresdrab i bl.a. Pakistan og Jordan. Islamiske lærde har heri understreget, at æresdrab er en forbrydelse ifølge islam. Indsatte i fængsler, dømt for at have dræbt et kvindeligt familiemedlem, fortæller for åben skærm, at de godt er klar over, at æresdrab er forbudt i islam; men at familiens ære og omdømme er vigtigere for dem. I virkeligheden burde de sige fra, når tradition eller slægtninge opfordrer dem til at handle i strid med islam (31:14-15).

Æresdrab fortæller i sidste ende mere om morderen end om både offeret og islam: Mord er et overgreb på liv, Gud har skabt. Mord er tegn på manglende respekt for Guds skaberværk og kan derfor aldrig karakteriseres som ærefuldt.

Ære og skam er begreber, der findes i alle kulturer i mere eller mindre udpræget grad, og den ekstreme form, som vi hører om i medierne iblandt mennesker med tilknytning til mellemøstlige og asiatiske kulturer, berører ikke kun muslimer, men også kristne, drusere og andre i de pågældende områder.

Begreber som ære og skam, der i den ekstreme form billiger vold imod kvinder og forskellige former for kvindeundertrykkelse, er universelle fænomener, der forekommer på tværs af religiøse, kulturelle, nationale og sociale skel.

© Aminah Tønnsen, 2006

Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 99)

Se også