Familien er den ramme, inden for hvilken mennesker primært udfolder sig. Både i og uden for familien har hver enkelt både pligter og rettigheder. Man skal ikke kun nyde, men også yde, for at der kan herske harmoni og balance i fællesskabet. Ægteskab er vigtigt, fordi Koranen foreskriver, at seksuelt samvær bør begrænses til at foregå inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab. Gud har skabt mand og kvinde som par (zawj), der supplerer og kompletterer hinanden, og Han har skabt dem til at leve i kærlighed og harmoni.

Når ægteskab indgås, udfærdiges en ægteskabskontrakt, ved hvilken brudgommen forpligter sig til at give sin brud en nærmere specificeret gave – alt efter hans eller hans families økonomiske formåen. Traditionelt har der ikke været brug for nogen særligt bemyndiget person til at bevidne kontraktens indgåelse; men i vore dage kræves det, at ægteskaber registreres hos myndighederne for at have juridisk gyldighed.

Også ikke-muslimske kvinder har krav på at få en brudegave, og et klækkeligt krav kan i mange tilfælde afskrække de mænd, der ikke tager ægteskabet alvorligt, men blot er ude efter en opholdstilladelse eller et uforpligtende forhold. Kvinder bør endvidere være opmærksomme på, at de såkaldte islamiske vielser, der ikke bliver registreret hos de civile myndigheder, ikke har retlig gyldighed hverken i Danmark eller i de muslimske lande. Dette betyder bl.a., at børn af et sådant forhold betragtes som ikke-ægtefødte.

Hvis man vælger kun at give en del af brudegaven ved ægteskabets indgåelse, vil den resterende del blive betragtet som gæld, som hustruen kan forlange indfriet når som helst. I tilfælde af hustruens død tillægges beløbet den arvelod, hun efterlader sig. I tilfælde af mandens død udbetales beløbet til enken, før evt. gæld og testamentariske gaver fratrækkes boet. Først derefter kan arvingerne gøre krav på deres retmæssige arveandel. Derudover anbefales det at lave en udvidet ægteskabskontrakt, i hvilken hustruen kan betinge sig selv nogle rettigheder, som kan ophæve nogle af de kønsdiskriminerende regler, der findes i den traditionelle sharialov og i nutidig lovgivning.

Ægtefæller har automatisk særeje. Alle de værdier, kvinden bringer med sig ind i ægteskabet, de gaver hun får – også brudegaven, hvad hun måtte arve, og hvad hun måtte tjene ved erhvervsarbejde i eller uden for hjemmet, er hendes særeje, som hun må disponere over uden andres indblanding.

Manden har ifølge Koranen forsørgerpligt over for sin hustru, og lige meget, hvor stor hendes formue end måtte være, er hun ikke forpligtet til at bidrage til husholdningen.

Inden for shia-islam findes der en speciel form for ægteskab, et tidsbegrænset ægteskab (mut’a), der dog ikke giver hustruen nær de samme rettigheder som et almindeligt ægteskab.

I mange kulturer over hele verden er der tradition for, at forældrene arrangerer deres børns ægteskab ud fra den betragtning, at de mere nøgternt kan vurdere, hvad der er bedst for deres børns fremtid. Ofte indgår forældre allerede ved deres barns fødsel aftale med en anden familie om, at deres børn skal gifte sig med hinanden, når de bliver voksne. Juridisk set er der tale om en forlovelse, som kan hæves af begge parter; men mange familier føler sig krænkede, hvis den ene af de unge siden hen siger nej til ægteskabet. For at forhindre uvenskab familierne imellem hænder det derfor, at forældrene overtaler eller nærmest tvinger de unge til at gifte sig med hinanden – selvom dette er i klar modstrid med både Koranen og hadith-litteraturen.

Monogami – dvs. ægteskab mellem én mand og én kvinde – er normen ifølge Koranen; men der kan opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt at afvige fra denne regel. Langvarige krige kan eksempelvis mindske antallet af mænd og øge antallet af ugifte kvinder, enker og faderløse, der står tilbage uden forsørgelse.

Det var netop en sådan situation, der var den direkte anledning til, at tilladelsen til polygyni – dvs. ægteskab mellem én mand og op til fire kvinder – blev åbenbaret for at sikre enker og faderløse et værdigt og beskyttet liv. Der lægges vægt på, at manden materielt set skal behandle sine hustruer nøjagtig ens; men Koranen advarer samtidig om, at lige meget, hvor hårdt en mand prøver, kan han ikke elske flere hustruer lige højt (4:129-130), så derfor er der klart tale om en nødforanstaltning.

En muslimsk mand kan gifte sig med en troende jødisk eller kristen kvinde, dersom hun accepterer, at deres fælles børn skal opdrages i islam. Der er intet krav om, at hustruen skal blive muslim, og manden har ikke lov til at hindre sin ikke-muslimske hustru i at praktisere sin tro. Ægtefællers indbyrdes rettigheder og forpligtelser er de samme – uanset hustruens religiøse tilhørsforhold, og en ikke-muslimsk mor har krav på omsorg og respekt fra sine muslimske børn som enhver muslimsk mor.

En muslimsk kvinde kan traditionelt derimod ikke gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Dette begrundes med frygten for, at en ikke-muslimsk mand ikke vil føle sig forpligtet til at respektere sin muslimske hustrus tro og traditioner på samme måde, som en muslimsk mand er forpligtet til at respektere sin ikke-muslimske hustrus tro. Og at den ikke-muslimske mand risikerer at fjerne hustruen fra hendes muslimske tro og forhindre hende i at opdrage deres fælles børn i islam.

I en mindretalssituation vil mange være ekstra påpasselige med at holde sammen på menigheden og sikre dens fremtid – både religiøst og kulturelt. Derfor opfordrer nogle imamer muslimske mænd til at gifte sig med muslimske kvinder, og man bliver ekstra fordømmende over for muslimske kvinder, der gifter sig med ikke-muslimske mænd. Samtidig er der imidlertid også eksempler på, at imamer accepterer ægteskab mellem muslimske kvinder og ikke-muslimske mænd, ligesom en del sådanne ægteskaber indgås på rådhuset uden om imamerne.

Man skal i forbindelse med ægteskab mellem muslimer og ikke-muslimer være opmærksom på, at en ikke-muslim ifølge sharialoven og gældende familieret ikke kan arve en muslim (og vice versa). Denne bestemmelse findes ikke i Koranen, men er et levn fra den tid, hvor mange muslimer havde nære hedenske slægtninge, der aktivt forsøgte at udrydde den muslimske menighed.

© Aminah Tønnsen, 2006

Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 97)