Profeten Muhammad skal have sagt: ”Af alt, hvad Gud har tilladt, er skilsmisse det, Han synes mindst om,” og Koranen opfordrer da også til, at ægtefæller skal søge mægling, når uoverensstemmelserne bliver for store og samlivet for vanskeligt (4:35). Skilsmisse er med andre ord den sidste udvej, når alle forsøg på forsoning og på at skabe et godt familieliv er slået fejl.
Ifølge Koranen er der flere skilsmisseprocedurer, som stort set er bevaret i de muslimske landes nutidige familieret:
1) Talaq: En mand kan forstøde sin hustru, hvorefter de fortsat skal bo under samme tag – dog uden at have seksuelt samkvem. Forsoner parterne sig, inden der er gået tre måneder (den såkaldte venteperiode), fortsætter ægteskabet uden at det kræver en ny vielse. Dette kan ske to gange; men tredje gang bliver skilsmissen uigenkaldelig, og parterne kan ikke gifte sig igen med hinanden – med mindre kvinden indimellem har været gift med en anden mand.
Op igennem historien har man i nogle muslimske samfund accepteret, at manden kunne udtale tre forstødelser i ét rap og på den måde skille sig fra sin hustru øjeblikkeligt – hvilket er i åbenlys strid med Koranens anvisninger. I vore dage skal enhver forstødelse registreres hos myndighederne for at have retlig gyldighed, og mange steder forlanger man endvidere, at begge parter skal være til stede under proceduren – en betydelig styrkelse af kvinders retssikkerhed i forhold til tidligere.
2) Khula: Kvinden kan bede om skilsmisse over for en dommer. I traditionel islamisk ret var det nok for hende at påberåbe sig parternes uoverensstemmelse; men i vore dage er det i mange muslimske lande desværre blevet utrolig svært for en kvinde at få tilkendt skilsmisse, med mindre der er tale om helt konkrete klager så som hustruvold, manglende forsørgelse eller mandens længerevarende fravær fra hjemmet. Kvinden kan i visse tilfælde blive bedt om at tilbagelevere noget af sin brudegave.
3) I vore dage kan kvinden i sin ægteskabskontrakt betinge sig ret til at forstøde sig selv – hvorefter manden må acceptere en skilsmisse.
Muslimer bosat i Danmark skal naturligvis overholde de her gældende love; men det har vist sig, at det kan være svært at få en skilsmisse, der er bevilliget af danske myndigheder, anerkendt i islamiske lande, selvom landene ifølge den internationale familieret er forpligtede til indbyrdes at anerkende hinandens retskendelser. Andre gange opstår der problemer, fordi de såkaldte islamiske vielser, der foretages af herboende imamer, ikke anerkendes retsligt hverken her eller i de islamiske lande.
© Aminah Tønnsen, 2006
Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 83)