Omskæring af drengebørn (fjernelse af forhuden på penis) er den ældst kendte form for kirurgi. Ægypterne, der sandsynligvis overtog denne skik fra afrikanske stammer, praktiserede omskæring så tidligt som i 4000 f.Kr., og omkring 2400 f.Kr. var det en meget udbredt skik i landet. Omskæring er derimod ikke særlig udbredt hos f.eks. mongoler og i Indien.
Antropologer og psykologer har i tidens løb nævnt mange forskellige årsager til skikkens opståen: Tegn på tilhørsforhold til en bestemt stamme, offer til frugtbarhedsguder, manddomsprøve, reinkarnation, social prestige og hygiejne.
Da man i slutningen af det 18. årh. begyndte at anbefale omskæring i USA, var det hovedsagelig, fordi man frygtede, at drenge, der måtte skubbe deres forhud tilbage for at rense den, ville blive tilskyndet til at masturbere – en praksis, man dengang mente, kunne føre til bl.a. sindssyge.

Fjernelse af forhuden forhindrer, at urenheder som f.eks. døde hudceller, urin og gammel smegma (det fedtstof, der holder huden smidig og beskytter den mod bakterier m.m.) samler sig under den. Disse urenheder ændres kemisk med tiden og ved ilt- og varmepåvirkning, og der dannes kræftfremkaldende stoffer heri. Nyere undersøgelser tyder bl.a. på,
* at kvinder, hvis partnere er omskåret, ikke så hyppigt får livmoderhalskræft
* at risikoen for urinvejsinfektioner er 20 gange højere hos uomskårne drengebørn
* at risikoen for seksuelt overførte sygdomme var højere hos uomskårne mænd (9 gange højere for syfilis og 3 gange højere for gonorré)
* at risikoen for at blive smittet med AIDS også er højere hos uomskårne.

Omskæring (khitan) er også en gammel arabisk før-islamisk tradition, der ikke er nævnt i Koranen ud over, at muslimer påbydes at følge Abraham:

Sig: ”Sandheden er fra Gud: Følg Abraham, den oprigtige (hanif), i hans tradition (millat). Han dyrkede ikke afguder” (3:95).

I har et smukt forbillede (oswat hasanat) i Abraham og dem, der var med ham, da de sagde til deres folk: ”Vi siger fra overfor jer og alt det, I tilbeder i stedet for Gud. Vi vil ikke kendes ved jer” (60:4).

Selv meget detaljerede lovbøger nævner kun omskæring som en tradition blandt mange andre (som at tillægge sig skæg, brug af tandstikker, rensning af næsen med vand, klipning af negle, fjernelse af hår under armhulerne og på pubes, afvaskning af kønsdele efter toiletbesøg m.m.).
Kaliffen Omar skal have sagt: “Profeten Muhammad blev påbudt at forkynde – ikke at omskære”.

Ikke desto mindre hører omskæring af drengebørn til Profetens sædvane. Den foretages ofte på syvendedagen efter et drengebarns fødsel sammen med navngivningen (aqiqa), idet Profeten Muhammad menes at have valgt syvendedagen for omskæring af sine børnebørn; men der er i øvrigt ikke nogen fast regel for, hvornår omskæringen skal foretages. Det anbefales dog at få den foretaget så tidligt som muligt, idet såret heler hurtigere, jo yngre barnet er.
Ofte holdes der en stor fest i forbindelse med omskæring. Har man flere drengebørn, vælger mange at lade dem omskære samtidigt, og samler så mange af familie, venner og bekendte som muligt til festlighederne.

Omskæring betragtes ofte ganske fejlagtigt som en pendant til den kristne dåb, og som en forpligtelse for muslimer og som et tegn og en bekræftelse på deres religiøse tilhørsforhold:

  • Man er jøde, hvis man er født af en jødisk mor eller vælger at konvertere som voksen. Omskæringen er et tegn på fællesskab og på pagten med Gud, indstiftet af Abraham.
  • Man er kristen, hvis man er døbt – enten som barn eller voksen.
  • Man er muslim, hvis man fremsiger den muslimske trosbekendelse og handler derefter. Omskæringen er en ikke-obligatorisk renligheds-tradition, og ikke alle mænd, der som voksne vælger at bekende sig til islam, lader sig omskære.

I de senere år har der både herhjemme og andre steder i Vesten været røster fremme om, at omskæring retteligen burde sidestilles med børnemishandling. Disse modstandere af omskæring af drenge og mænd fremfører følgende vers som argumentation:

Herre! Du har ikke skabt (alt) dette forgæves. (3:191)

Han har skabt alt på ypperligste måde. (32:7)

Gud forbandede Satan; men han (Satan) sagde: “Jeg vil vildlede en del af Dine tjenere, og jeg vil indgyde dem falske begær. Jeg vil beordre dem til at opsnitte kvægets ører og defigurere det smukke, Du har skabt.” Den, der forsager Gud og tager Satan til ven, har visselig lidt et åbenlyst tab. (4:118-119)

Man skal med andre ord ikke foretage indgreb i Guds skabelse. Og hvordan kan man forsvare omskæring af drengebørn, når man ikke må snitte/brændemærke dyr?
De, der er modstandere af både mandlig og kvindelig omskæring, mener, at det vil være fuldstændig umuligt at stoppe den grusomme kvindelige omskæring, så længe man tillader mandlig omskæring.
Det skal for god ordens skyld nævnes, at kvindelig omskæring er en kulturel tradition, der intet har med islam at gøre. Den forekommer fortrinsvis i et bælte tværs hen over Afrika hos tilhængere af både kristendommen, islam og forskellige naturreligioner.

© Aminah Tønnsen, april 2000 

Forfatter Özlem Cekic har i januar 2018 skrevet en lille fortælling for børn: ”Ayse får en lillebror”. Fortællingen lægger op til at diskutere emnet ”omskæring” med børn og fortælle dem, at man sagtens kan være venner, selvom man har forskellige traditioner og ikke er enige om alt.

Se: Politiken 10. januar 2018 & LæseRaketten side 69, der indgår i projektet Hele Verden i Skole