Ægteskabelige skærmydsler i Profetens familie – Islam

rDe kendte Muhammed-biografier af Ibn Ishaq og Ibn Hisham indeholder flere fortællinger om skærmydsler i profeten Muhammeds hjem. Også hadith-litteraturen henviser til episoderne, der derfor findes i forskellige varianter.

Allerede året efter, at profeten Muhammed i 624 havde ægtet Aicha, giftede han sig med en anden ung, smuk kvinde, Hafsa, der var datter af hans nære ven, den senere anden kalif, Umar ibn al-Khattab. Hun var enke, men barnløs. Hendes første mand blev hårdt såret i slaget ved Badr i 624 og døde kort tid efter af sine sår.
Hafsa fik bolig ved siden af Aicha. Den aldrende Sauda tog godt imod sin nye medhustru; men den unge Aicha havde svært ved at acceptere, at Profeten giftede sig igen, når han nu havde levet monogamt i alle de 25 år, han havde været gift med sin første hustru, Khadijah.
Naturligvis var der jalousi mellem de to unge kvinder; men det viste sig snart, at deres temperament gik godt i spænd:

Den forbyttede bærestol
Engang, da de to kvinder var med Profeten på en længere rejse, bemærkede Hafsa, at Profeten ofte gik hen til Aichas kamel-bærestol for at tale med hende. Hviskende og tiskende blev de to unge kvinder enige om at bytte plads. Bærestolene var helt lukkede, så man ikke kunne se, hvem der sad i dem. Da man gjorde holdt for natten, gik Profeten til det, han troede var Aichas bærestol; men til hans forbavselse var det Hafsa, der ventede på ham. Og til Aichas store fortrydelse, tilbragte Profeten nu natten sammen med Hafsa!

Et forpurret ægteskab
Aicha og Hafsa stod sammen, da Profeten i 630 besluttede at gifte sig med Asma bint Numan fra den ansete, fyrstelige Kindah-stamme. Hele haremmet var i oprør, for bruden viste sig at være af en utrolig skønhed, og Aicha og Hafsa trådte i aktion: Mens de ”søsterligt” hjalp bruden med hendes toilette, gav de hende det råd at sige: “Jeg søger tilflugt i Gud mod dig” til Profeten. Det skulle angiveligt få ham til at synes endnu mere om hende. Asma gik i fælden – hun har sandsynligvis ikke kendt ordenes betydning. Da hun troskyldigt udtalte de fatale ord, sendte Profeten hende uden tøven tilbage til hendes familie – uden at tage hensyn til hendes fyrstelige herkomst. For sent blev Asma klar over, at hun var offer for et komplot fra sine kommende medhustruers side.

Den falske profet
Der fortælles ligeledes flere historier om, hvorledes de to unge kvinder spillede deres meget ældre medhustru Sauda et puds:
Hafsas tjenestepige fortæller eksempelvis, hvorledes Aicha og Hafsa en dag råbte til Sauda: “Har du ikke hørt, at den falske profet (dajjal) er kommet?” Skræmt fra sans og samling løb Sauda til nærmeste skur og gemte sig. De to spøgefugle løb sprudlende af latter til Profeten for at delagtiggøre ham i spøgen. Bestyrtet løb han hen til skuret og forsikrede den forskræmte Sauda, at det hele blot var en spøg og fik hende til at komme frem fra sit skjul.
Senere stod disse tre kvinder last og brast imod Profetens senere hustruer i kvindernes indbyrdes stridigheder.

Halskædeaffæren
I 628 drog profeten Muhammed ud for at forsvare Medina imod angribere fra Banu al-Mustalik. Der blev trukket lod om, hvem af Profetens hustruer, der skulle følge ham, og denne gang var Aicha den heldige.
Da hæren hvilede ud efter sejren på vej tilbage til Medina, var Aicha tidligt om morgenen gået afsides for at forrette sin nødtørft. På vej tilbage til teltet opdagede hun, at hun havde tabt sin halskæde. Efter lang tids søgen fandt hun den igen; men da hun nåede tilbage til stedet, hvor hæren havde holdt hvil, var pladsen tom – hæren var draget videre. Bærerne havde sat hendes bærestol op på hendes kamel i den tro, at hun allerede havde taget plads i stolen.

Dybt fortvivlet satte Aicha sig på jorden i håb om, at man snart ville opdage den tomme bærestol og sende nogen tilbage efter hende. Hun faldt i søvn, og da hun vågnede, stod en forlegen ung mand ved navn Safwan i nærheden af hende med sin kamel. Han var blevet tilbage for at gennemsøge den forladte rasteplads for eventuelle glemte ting og sager. Han hjalp Aicha op på sin kamel og ledte den mod Medina, hvor de ankom ved fuldt dagslys – netop, som man havde opdaget Aichas fravær.
En sådan episode går sjældent upåagtet hen, og onde tunger forstod at udnytte situationen ved at sprede rygter om Aichas ”usømmelige” adfærd.
Mange mente, at Profeten var nødt til at skille sig fra sin hustru; men profeten Muhammed kendte både Aicha og Safwan og troede mere på deres retskaffenhed end på de ondsindede rygter. Og således blev en episode i profeten Muhammeds liv til en generel opfordring til ikke at bagvaske andre og ikke viderebringe sladder.

Det er dog ikke ubetinget dårligt at blive anklaget for en synd, man ikke har begået, eftersom den, der lider uret, vil få nogle af sine synder tilgivet af Gud, medens bagvaskeren straffes:

Var det ikke for Guds nåde og barmhjertighed og for Hans vilje til at modtage jeres anger …^{^[1]} Det var nogle af jeres egne, der fremsatte de falske beskyldninger. Tro ikke, at det er ubetinget dårligt for jer, snarere godt. Hver eneste skal stå til ansvar for sine synder, og en smertelig straf venter enhver, der bidrager til bagvaskelse.
Hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke det bedste om deres egne, da de hørte rygterne og sagde: “Dette er en åbenlys løgn?” Og hvorfor fremførte bagvaskerne ikke fire vidner til støtte for deres beskyldninger? Hvis der ikke fremføres vidner, er de selv løgnere for Gud. Var det ikke for Guds nåde og barmhjertighed i dette liv og i efterlivet, ville Han have ladet jer lide for de ting, I sagde, men som I ingen viden har om. I tager let på det; men for Gud er det en alvorlig sag. Hvorfor sagde I ikke, da I hørte rygtet: “Det er ikke rigtigt af os at tale om dette. Æret være Gud! Dette er en alvorlig bagvaskelse.”
Gud advarer jer imod at gentage en sådan opførsel, hvis I er sande troende. Gud gør Sine tegn tydelige for jer, og Gud er alvidende og alvis. En alvorlig straf venter dem, der fryder sig over ondsindede rygter om de troende – både i dette liv og i efterlivet. Gud kender den fulde sandhed – I er uvidende. Var det ikke for Guds nåde og barmhjertighed … Gud er medfølende og barmhjertig.
I, der tror! Følg ikke i Satans fodspor ved at opfordre til skamløshed og uret. Var det ikke for Guds nåde og barmhjertighed, ville ikke én af jer have været rene i hjertet. Gud renser hvem, Han vil, og som ønsker at blive renset. Gud er althørende og alvidende.
(Selvom I er blevet ofre for bagvaskelse), så giv til jeres slægtninge, til de trængende og til dem, der har forladt deres hjem for Guds sag, hvis I er velsignet med værdighed og rigdom. Tilgiv (bagvaskerne) og være overbærende. Længes I ikke efter, at Gud skal tilgive jer?
De, der fremsætter beskyldninger imod ubetænksomme, men troende kvinder, vil være forbandede i dette liv og i efterlivet. En streng straf venter dem på dagen, hvor deres tunger, deres hænder og deres fødder vil vidne om deres gerninger. Den dag vil Gud give dem løn som forskyldt, og det vil gå op for dem, at Gud er den åbenlyse sandhed (24:10-25).
Slette kvinder hører sammen med slette mænd, og slette mænd hører sammen med slette kvinder – ligesom gode kvinder hører sammen med gode mænd, og gode mænd hører sammen med gode kvinder. De uskyldige anfægtes ikke af sladder. De vil blive tilgivet for deres ubetænksomhed, og de vil blive gavmildt underholdt (24:26).

Til forskel fra andre, der kæder 24:26 mere specifikt sammen med utroskab (zina) der omtales i 24:2-9, kæder Ibn Kathir verset sammen med ”halskædeaffæren”: Eftersom Profeten var den bedste mand af alle, ville Gud aldrig have ladet ham gifte sig med Aicha, hvis hun ikke havde været en god kvinde. Havde hun været en slet kvinde, havde hun ikke været en passende hustru for Profeten.

Passagen 24:10-25 efterlader ingen tvivl om, hvor alvorligt det er at bagtale andre og sprede ondsindede rygter. Og alligevel ser vi, hvorledes mange forældre – for at komme sladder og naboers snagen i forkøbet – giver deres døtre en ualmindelig streng opdragelse og nægter dem at føre et normalt socialt liv. Resultatet kan være, at unge sendes på ”genopdragelse” eller udsættes for ”æresmord” for at redde familiens omdømme, når det dog er bagvaskerne og rygtesmedene, der burde sættes på anklagebænken.

Den månedlange separation
Godt et år efter at have ægtet Hafsa, datter af den senere anden kalif, Umar, giftede profeten Muhammed sig i 626 med Zainab bint Huzaima (De fattiges Moder). Hun stod uden forsørger efter at have mistet sin mand i slaget ved Badr (Uhud ifølge andre kilder). Ved at gifte sig med hende, gav Profeten hende både beskyttelse og status. Zainab blev dog aldrig nogen egentlig rival for Hafsa, for dette ægteskab varede kun kort, idet Zainab døde efter nogle få måneders forløb.
Hafsa var en stærk personlighed og veg ikke tilbage for at svare Profeten igen, når hun var utilfreds med noget. Umar bebrejdede sin datter dette og formanede hende til ikke at tro, at hun var Aichas ligeværdige og kunne tillade sig de samme friheder som hun, idet Aichas far jo var af højere rang end han selv.
Men Hafsa var jaloux på sine senere medhustruer og var hele tiden bange for, at Profeten skulle holde mere af de andre end af hende. Da hun engang vendte tilbage til sit værelse efter et besøg hos sine forældre, fandt hun, at forhænget var trukket for, og at Profeten opholdt sig dér sammen med sin kristne hustru Maria, der var kommet for at tale med ham. Maria boede nemlig ikke sammen med sine medhustruer, men i et hus for sig selv noget derfra, idet det havde ført til åbenlys jalousi fra hendes medhustruers side, at hun blev gravid og senere fødte Profeten en søn, Abraham (der dog døde som spæd). Maria var den eneste, der fødte Profeten barn – ud over hans enehustru gennem 25 år, Khadijah.

Hafsa ventede tålmodigt uden for sit værelse, og da Profeten og Maria trådte ud derfra, beskyldte hun dem grædende for at have krænket hende. Profeten var klar over, at han havde forbrudt sig mod sæd og skik og havde såret hende ved at opholde sig i hendes værelse sammen med Maria (ifølge nogle kilder skal det endda have været på Hafsas ”dag”). Hafsa lod sig dog formilde, idet Profeten lovede, at han i fremtiden ikke ville omgås Maria mere; men han bad Hafsa om ikke at fortælle sine medhustruer om det forefaldne for ikke at såre Maria og undgå ophidselse og strid i hjemmet.
Men ikke så snart havde Profeten og Maria forladt stedet, før Hafsa brød sit løfte til Profeten og i sin ophidselse berettede alt til Aicha – en handling, der skulle få alvorlige konsekvenser både for hende selv og for Profetens øvrige hustruer:

Ifølge nogle kilder skal Profeten nemlig have forstødt Hafsa, fordi hun brød sit løfte til ham. Dog skal han have tilgivet hende og taget hende til sig igen.
Aicha blev om muligt endnu mere fortørnet end Hafsa over Profetens og Marias opførsel. Hun fortalte historien til sine medhustruer, og snart havde alle Profetens hustruer glemt deres indbyrdes stridigheder og rettet deres had mod Maria. Umar ibn al-Khattab forsøgte uden held at overtale sin datter Hafsa til at søge forsoning, og heller ikke Abu Bakr havde held med at tale sin datter Aicha til fornuft.
Da det heller ikke lykkedes Profeten at genoprette ro og orden i hjemmet, trak han sig tilbage fra sine hustruer til et værelse i nærheden af moskéen. Både menigheden og Profetens hustruer var dybt berørt over denne handling. Ikke kun Hafsa, men også Aicha, der godt var klar over, at hun havde ladet sin jalousi til Maria få overhånd og havde handlet overilet og derved også bar en del af skylden for det passerede.

Rygtet om, at Profeten havde forladt sine hustruer, spredtes hurtigt i byen, og en større folkemængde stod forsamlet foran moskéen for at følge begivenhedernes gang. Hvis Profeten virkelig ville lade sig skille fra sine hustruer, kunne det få alvorlige konsekvenser for dem alle, idet mange af ægteskaberne var indgået af politiske årsager for at hindre uro og krig. Ville Umar og Abu Bakr i tilfælde af, at Profeten forstødte deres døtre, hævne sig og forsøge at tage magten? Ville mekkanerne bryde fredsaftalen med muslimerne, hvis hustruen Maimuna blev forstødt?
Umar hastede til sin datter Hafsa og sagde ophidset: “Advarede jeg dig ikke imod dette? Er du blevet forstødt?” “Jeg ved det ikke,” svarede Hafsa grædefærdig. Umar gik gennem menneskemængden hen til værelset, hvor Profeten opholdt sig. Først tredje gang, han bankede på døren, fik han lov til at træde ind. Umar spurgte ligeud: “Har du forstødt dine hustruer?” “Nej!” var Profetens korte svar. “Allahu-akbar!” udbrød Umar med høj røst, og menneskemængden var nu klar over, at en større politisk krise var afværget.

Da Profeten vendte tilbage til sine hustruer, havde han tilbragt 29 dage uden for hjemmet. Koranen beretter om episoden i66:1-5, hvori Gud klandrer profeten Muhammed for at forbyde noget for sig selv, som Gud har tilladt. Dette understreger, at profeten Muhammed var menneske, og at han ind i mellem fejlede i verdslige anliggender:

Ifølge andre kilder blev Profetens midlertidige separation fra sine hustruer dog udløst af ganske andre årsager, og skal have fundet sted omkring 631:
Det fortælles, at Umar en dag fandt Profeten siddende alene og deprimeret. Han spurgte om grunden, og Profeten svarede, at hans hustruer igennem længere tid havde plaget ham om ting, han ikke var i stand til at give dem. Umar fortalte ham om, hvorledes hans egen hustru plagede ham, og Profeten blev ganske oplivet ved tanken om, at andre havde de samme problemer, som han selv.
Umar forlod Profeten. Udenfor mødte han Abu Bakr, som han fortalte om sin samtale med Profeten, og begge gik de nu til deres respektive døtre for at irettesætte dem og formane dem om ikke at plage Profeten, men komme til deres egen far, når de havde brug for noget. På samme måde irettesatte de nu hver eneste af Profetens hustruer.
Kun Umm Salama skal (til sine medhustruers beundring) have taget skarpt til genmæle og bedt de to mænd om ikke at blande sig i haremmets interne affærer.
Profeten Muhammed blev ved åbenbaring instrueret i at give sine hustruer valget mellem skilsmisse og fortsat ægteskab med:

Profet! Hvorfor forbyder du dig selv det, som Gud har gjort lovligt for dig (det vil sige samkvem med din hustru Maria)? Du søger at behage dine (andre) hustruer; men Gud er den mest Barmhjertige og altid parat til at tilgive.
Gud har allerede pålagt jer at løse jer fra de eder, som I udtaler uden at tænke nærmere over det. Gud er jeres beskytter, og Han er alvidende og vis.
Profeten betroede sig til én af sine hustruer; men hun røbede det (til en anden). Gud gjorde Profeten bekendt dermed; men Han fortalte kun en del deraf. Da Profeten nu bebrejdede sin hustru (at have røbet hemmeligheden), spurgte hun: “Hvem har fortalt dig dette?” Profeten svarede: “Han, der er velunderrettet og alvidende, fortalte mig det!”
Hvis I vender jer angergivent mod Gud, har I hjertet på rette sted; men hvis I sammen går imod Profeten (og tror, I kan få jeres vilje), vil Gud beskytte ham. Og Gud såvel som (alle) retskafne troende – foruden englene – vil bakke ham op.
Det kan vel hænde, at Gud – hvis Profeten lader sig skille fra jer alle – vil give ham hustruer, der er bedre end jer: (Kvinder), der er hengivende, troende og angergivne, der ydmygt tjener Gud og faster. (Kvinder), der har været gift før eller som er jomfruer (66:1-5).

Profet! Sig til dine hustruer: “Hvis I ønsker denne verdens pragt og bekvemmeligheder, vil jeg give jer en affindelsessum og skille mig fra jer på ordentlig vis. Men hvis I higer efter Gud og Hans sendebud og hjemmet i det hinsidige, har Gud stillet de fromme iblandt jer en rigelig løn i udsigt” (33:28-29).

Da Profeten vendte tilbage til sit hjem, gik han først til Aicha og bad hende rådføre sig med sine forældre, før hun besluttede sig for fortsat ægteskab. Aicha svarede dog uden tøven: “Jeg behøver ikke rådføre mig med mine forældre. Du ved, at de aldrig ville råde mig til at forlade dig. Jeg ønsker at forblive ved din side.”
Og én efter én erklærede de øvrige hustruer, at også de ønskede at forblive hos Profeten – vel vidende, at de aldrig ville opnå en højere levestandard end menighedens fattigste.

Koranens korte indblik i den månedlange separation mellem profeten Muhammed og hans hustruer, er et af de steder, hvor Gud irettesætter Muhammed i hans egenskab af profet (rasul) og menneske, der ind i mellem fejlede – ikke i hans egenskab af sendebud (nabi) og overbringer af Guds åbenbaringer til menneskene.

[1] Sætningen er ufuldstændig i den oprindelige tekst, idet det er op til den enkelte at forestille sig, hvad der kunne ske, hvis …