Den muslimske faste – anbefalet eller påbudt i Koranen? – Islam

Af Aminah Tønnsen

DEN ÅRLIGE MUSLIMSKE FASTE nærmer sig med hastige skridt. Lige siden jeg begyndte at læse om islam for snart fyrre år siden, er jeg blevet mødt med påstanden om, at det er obligatorisk for sunde og raske voksne at faste fra daggry til solnedgang i måneden ramadan. Og behjertede sjæle har forsøgt at belære mig om, at man ikke må hverken synke sit eget spyt, børste tænder, gå under bruseren eller i svømmehallen, for fasten ville helt sikkert være ugyldig, hvis man uforvarende skulle få vand ind i munden!

De traditionelle lærde har kategoriseret fasten som en religiøs pligt – dog med enkelte undtagelser for syge og rejsende, som er nævnt i Koranen.

I et muslimsk land som Marokko kan folk af europæisk udseende uhindret nyde mad og drikke på fortovscaféer og restauranter i dagtimerne under ramadanen.

De marokkanere, der ikke overholder fasten, spiser i stedet derhjemme for nedrullede gardiner. En alment accepteret fremgangsmåde, når blot man ikke taler højt om det. Det er nemlig forbudt for marokkanere at indtage vådt eller tørt i det offentlige rum i dagtimerne i ramadanen. De risikerer simpelthen at ryge i kachotten.

Straffelovens § 222 forbyder ”personer, der er kendt for at tilhøre religionen islam, at bryde fasten åbenlyst i offentligt rum i dagtimerne i ramadanen uden begrundelse accepteret af religionen.” Strafferammen er 1-6 mdrs. fængsel og bødestraf.

I 2009 aftalte seks unge marokkanere m/k på Facebook, at de ville organisere en symbolsk skovtur en søndag eftermiddag i ramadanen. De blev dog tilbageholdt af ordensmagten, inden de overhovedet nåede at finde hinanden på banegården i Casablanca.

Under efterfølgende forhør blev de overdænget med skældsord og trusler. De blev dog løsladt uden rettergang, for det er jo alt andet lige ikke strafbart at have en sandwich i rygsækken i dagtimerne i ramadanen.

”100 politibetjente imod 10 sandwichs” lød en af avisoverskrifterne dagen derpå. De unge fik ikke fuldført deres symbolske skovtur; men de fik sat gang i debatten om individets frihedsrettigheder, hvilket i sig selv var positivt. Flere religiøse lærde erklærede naturligvis aktionen for forkastelig – selvom Koranen er klar og tydelig: ”Der kan ikke være tvang i trosanliggender” (2:256).

Siden da er der hvert år i forbindelse med ramadanen blevet demonstreret for afskaffelse af den forhadte § 222.

KORANEN ER ET HELT personligt budskab, der opfordrer menneskene til at sætte sig sammen ”to og to eller alene og reflektere nøje over budskabet” (Koranen 34:46). Det er den enkelte, der skal leve sig ind i budskabet og søge den nødvendige viden, der sætter hende/ham i stand til at genopdage Koranens åbne og rummelige budskab og finde en fornuftig måde at være muslim på i harmoni med sig selv og sine omgivelser.

Heri ligger den spirituelle frihed i islam, frihed til forskellighed; en frihed, der går hånd i hånd med ansvaret for at forvalte denne frihed inden for de gudgivne rammer. Tro er en kombination af frihed og bundethed, for bundethed sætter fri.

Hverken familie, naboer, venner, gejstlige eller ordensmagt har ret til at blande sig i den enkeltes religionsudøvelse – og alligevel er det reglen snarere end undtagelsen, at de gør det. Det er påfaldende, at det netop er diktatoriske regimer, der gør overholdelse af religiøse ritualer til et offentligt anliggende, fordi de i bund og grund er bange for mennesker, der tør tænke selv og som ikke tavst bøjer nakken og retter ind.

At bede, faste og tage på pilgrimsfærd er måder at frigøre sig fra den daglige trummerum for at koncentrere sig om noget større. Man siger verden farvel for en stund for at vende tilbage med fornyet energi, beriget i sin sjæls inderste – og klogere på sig selv og verden, for ”den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste” (17:15). Der er ikke tale om et præstationsræs, men om en spirituel rejse.

Det giver ingen mening at overholde islamisk praksis, hvis man blot gør det for ikke at falde uden for fællesskabet eller for at undgå lovens lange arm. Rygtesamfundet og den negative sociale kontrol er med til at skabe hyklere, som ifølge Koranen er de værste af alle skabninger.

Der er imidlertid hjælp at hente i en tekstnær læsning af koranversene vedr. fasten:

”I, der tror! I opfordres (kataba) til at faste som dem før jer, for at I må vokse i ærefrygt for Gud (taqwa)” (2:183).

Koranen bruger nemlig ordet ”kataba”, som betyder ”anbefale, opfordre, tilskynde” – og ikke ”forpligte, forordne, foreskrive”, som den traditionelle tolkning har været.

DENNE OPFORDRING til at faste bekræftes i 2:184, der dog fritager syge og rejsende fra at faste og opfordrer dem til at faste et tilsvarende antal dage på et andet tidspunkt, en mulighed, der gentages i 2:185, for ”Gud ønsker at gøre det let for jer – ikke svært.”

Den traditionelle tolkning af 2:184 har været, at ”de, der kun kan faste under store anstrengelser (ataqa), kan løskøbe sig (fidya) ved at bespise en fattig.”

Ifølge Al Ajamas tekstnære gennemgang af Koranen (alajami.fr), kan denne oversættelse dog ikke forsvares rent sprogligt, idet ataqa nærmest betyder det modsatte, nemlig: ”at være i stand til noget og alligevel vælge ikke at gøre det”, hvorved verset kommer til at lyde således:

”De, der er i stand til at faste, (men som vælger ikke at gøre det) (ataqa), kan løskøbe sig (fidya) ved at bespise en fattig. Den, der frivilligt giver mere, gavner sig selv; men at faste er bedre for jer – om I blot vidste det” (2:184).

Teksten indeholder således en tydelig tilkendegivelse af 1) at det er godt for mennesket at faste 2) at syge og rejsende kan faste på et andet tidspunkt 3) at man kan bespise en fattig i stedet for at faste 4) at fasten er frivillig – og ikke obligatorisk, som de lærde har hævdet i århundreder. Derved hænger 2:183-185 fint sammen med konstateringen af, at der ikke kan være tvang i trosanliggender (2:256).

Ligeledes omtales Koranen i 2:185 som en vejledning (hudan) – og ikke en bindende lov. Ordet vejledning (hudan) og afledninger deraf forekommer mere end 300 gange i Koranen.

Koranen overlader det dermed til den enkelte frit at vælge, om hun/han vil faste, udskyde den eller løskøbe sig fra den.

Helt generelt har hver enkelt pligt til at undlade at faste, hvis fasten påvirker ens helbred negativt. At bevare sit helbred er vigtigere end at faste.

Måtte muslimer blive bedre til at respektere de trosfæller, der af den ene eller anden årsag ikke følger flertallet i deres religionsudøvelse – uden at se ned på dem eller sætte spørgsmålstegn ved deres personlige tro.

MENINGEN MED FASTEN er at ”vokse i ærefrygt for Gud” (2:183) og at ”gavne sig selv” (2:184). Fasten er ikke et præstationsræs, men nøglen til, hvordan man kan vende tankerne indad og nærme sig Gud. Gud har ikke brug for menneskene; men menneskene har brug for Guds vejledning og lys. Der falder en velsignet ro over hverdagen i fastetiden, og den giver rig mulighed for eftertanke og selvransagelse og for at gøre en ekstra indsats til gavn for det fælles bedste.

Fordybelse kan – ligesom bøn – befri os fra kaotiske tanker og angst for fremtiden – og hjælpe os til at fokusere på alt det positive, livet byder os selv i krisetider: at vi lever i et land uden krig, hungersnød og naturkatastrofer – et land med velfungerende sundheds-, social- og skolevæsener.

Tiden er inde til at erkende, at vi som mennesker er dybt afhængige af og forpligtede over for hinanden – på tværs af alle tænkelige skel. Vi er alle skabt af samme gud – det forpligter fra vugge til grav.