ÆGTESKABSKONTRAKT – Islam – tro og livsforståelse

Den klassiske sharia definerer en ægteskabskontrakt (nikah) som ‘en gensidigt forpligtende kontrakt’ (mu’awada): Manden forpligter sig til at betale brudegave (mahr/sadaq/farida) til kvinden og til at forsørge hende (nafaqa) – for til gengæld at have ret til seksuelt samkvem med hende. Koranen forbyder al seksuel udfoldelse uden for ægteskabets rammer (zina), og de gamle teologer konstaterer lakonisk, at ægteskabets vigtigste formål (hukm) er at legalisere et seksuelt forhold…

Koranen påbyder, at gældsforpligtelser nedskrives, ‘som det er ret og rimeligt’ (2:282), og i dag kræver de fleste landes lovgivning da også, at ægteskabskontrakter nedskrives og registreres hos myndighederne. Hver retsskole (madhhab) har visse regler for en retsgyldig ægteskabskontrakts ordlyd.
Derudover skal ægteskabskontrakten som et minimum – ud over de gængse personlige og administrative data – indeholde detaljer vedr. brudgommens gave til sin brud (mahr/sadaq/farida). Brudegaven er en grundbestanddel (rukn) af ægteskabet – også hvis hustruen ikke er muslim (5:6). Brudegaven er – både ifølge sharia og nutidig familieret – hustruens absolutte særeje, som hun kan disponere over uden andres indblanding (4:4). Manden eller hans familie kan forhøje brudegavens størrelse i årenes løb, hvis de måtte ønske det (4:24).
Ofte ser man ordet ‘medgift’ brugt i forbindelse med mahr/sadaq/farida, hvilket er en stor misforståelse. ‘Medgift’ (jihaz) er nemlig betegnelsen for de værdier, som det i visse kulturer forventes, at en brud bringer med sig ind i ægteskabet, men som ikke eksisterer inden for den tidligste klassiske sharia. I nutidig ret hedder det f.eks. i Marokkos ægteskabslov, at ‘ægtemanden ikke har lov til at kræve af sin tilkomne, at hun bringer værdier så som møbler, sengetøj eller beklædning med sig til gengæld for den aftalte sadaq (bog 1, kap. 4, art. 18).
Ægteskabskontrakten skal indeholde en aftale om, hvornår brudegaven forfalder til betaling: Hele summen behøver nemlig ikke at blive betalt ved ægteskabets indgåelse (eller, som det hedder i den klassiske sharia: ægteskabets fuldbyrdelse). En af parterne fastsat del kan forfalde til betaling på et senere nærmere fastsat tidspunkt (eller på et hvilket som helst tidspunkt, hustruen senere måtte ønske det) – eller senest ved skilsmisse (2:229, 4:20-21) eller ved en af ægtefællernes død. Ved ægtemandens død vil et evt. skyldigt brudegave-beløb blive udtaget af boet sammen med evt. anden gæld inden de legale arvinger deler boet. Ved hustruens død udgør et evt. skyldigt brudegave-beløb en del af det bo, hun efterlader sine arvinger.
En ægteskabskontrakt må ifølge de forskellige sunnitiske retsskoler ikke indeholde nogen tidsbegrænsning for ægteskabet, idet det shiitiske tidsbegrænsede muta-ægteskab anses for forbudt.

I de seneste år er det blevet mere og mere almindeligt, at ægteskabskontrakter indeholder flere aftaler, end de ovenfor nævnte obligatoriske aftaler. Flere og flere er blevet opmærksom på, at hverken den klassiske sharia eller de nutidige familielove giver en hustru de rettigheder, som hun ifølge Koranen har krav på. Også mange kulturelle traditioner, der begrænser kvinders muligheder og rettigheder betragteligt, har sneget sig ind i dagligdagen og har ofte i praksis større gyldighed end Koranens ord. Derfor giver en udvidet ægteskabskontrakt hustruen den nødvendige sikkerhed og ret til at få ægteskabet opløst, hvis manden ikke opfylder de betingelser, der er nedfældet i kontrakten.
En vordende brud og hendes familie vil imidlertid ofte være tilbageholdende med at stille for mange krav til brudgommen – af lutter frygt for, at han trækker sig ud af forholdet. Derfor må det være rimeligt, om enhver ansvarsbevidst muslimsk mand sørger for, at der oprettes en udvidet ægteskabskontrakt med juridisk gyldighed både her og i hans families evt. andet oprindelsesland – uanset hans hustrus religiøse og nationale tilhørsforhold i øvrigt. Det er den eneste mulighed, han har, for at sikre sin hustru og deres evt. børn i tilfælde af, at han selv afgår ved døden under et ferieophold i sin families oprindelsesland eller i tilfælde af, at familien permanent slår sig ned i et land, hvor såkaldt islamiske love og regler hersker. For i disse situationer vil det være lov og tradition i det pågældende land, der suverænt bestemmer over evt. børn og hustru/enke (uanset hendes religiøse og nationale tilhørsforhold i øvrigt). En udvidet ægteskabskontrakt er det eneste, der kan sikre hustruen imod de mange kønsdiskriminerende og u-islamiske lovregler og traditioner, der florerer i de såkaldt islamiske lande.
En ægteskabskontrakt må dog ikke indeholde aftaler, der strider imod ægteskabets væsen og formål som sådan. Den må f.eks. ikke indeholde en aftale om, at der ikke skal være noget ægteskabeligt samliv, eller at manden ikke skal betale den lovpligtige brudegave. Det er dog vigtigt at præcisere, at kontraktens øvrige punkter fortsat skal gælde, selv om det skulle vise sig, at et eller flere af kontraktens punkter strider imod gældende love.

Og hvad bør der så stå i en ægteskabskontrakt?

SKØNT en veluddannet kvinde er eftertragtet som hustru, ser nogle mænd/familier ikke gerne, at hustruen også virkelig bruger sin uddannelse efter giftermålet, og mange steder kan manden med tradition og nutidig lov i hånd regelret forbyde sin hustru at tage udearbejde.
Derfor er det vigtigt, at hustruen gives ret til at videreuddanne sig og til at tage arbejde i eller uden for hjemmet.
En mand kan ifølge klassisk sharia ikke tvinge sin hustru til at dele bolig med andre (hverken en medhustru, forældre, svigerforældre eller mandens voksne børn af tidligere ægteskab(er)) eller til at tage ophold i en bolig, der ikke er af passende standard, er usund eller ligger i et ‘tvivlsomt’ kvarter.
Men da disse regler glimrer ved deres fravær i nutidig lov, er det godt at få hustruens ret til medindflydelse på valg af bolig nedfældet, så hun har mulighed for at (fra)vælge en bestemt by eller et bestemt boligkvarter – eller kan vælge at bo i en bolig, som hun selv måtte være ejer af.
En mand kan med tradition (og sommetider endog lov) i hånd forbyde sin hustru at modtage besøg i hjemmet – selv af hendes egen familie – eller at forlade hjemmet uden hans udtrykkelige tilladelse.
Derfor er det vigtigt at få præciseret hustruens ret til at modtage besøg i hjemmet og til at besøge andre.
Hvis manden ikke i levende live udpeger sin hustru til at være deres fælles mindreårige børns legale værge (wali) ved sin død, vil myndighederne oftest udpege den nærmeste mandlige slægtning på faderens side som legal værge. Hustruen må i sådant tilfælde nøjes med at få omsorgsmyndighed (hadana) og vil være afhængig af den legale værges afgørelser m.h.t. barnets skolegang, bolig, ferier etc.
Derfor er det vigtigt at overdrage hustruen fuld juridisk forældremyndighed over fælles mindreårige børn ved mandens evt. død.
At manden ved testamente el. kontrakt udpeger sin hustru som legal værge for deres børn har ydermere den fordel, at hun kan indgå nyt ægteskab uden af den grund at miste hverken omsorgsretten el. den juridiske forældremyndighed over sine børn.
I langt de fleste såkaldt islamiske lande er en kvinde afhængig af sin fars, mands eller brors tilladelse til at få udstedt pas og til at rejse alene – selv over korte afstande. Og mange gange kræver både tradition og myndigheder, at hun ledsages af en mahram, et mandligt familiemedlem, som det er hende forbudt at indgå ægteskab med.
Derfor er det vigtigt, at manden sikrer sin hustru ret til at rejse alene eller med sine børn, hvorhen hun ønsker. En sådan tilladelse bør endvidere nedfældes på et særskilt, retsgyldigt dokument, så hustruen til enhver tid kan skaffe sig de nødvendige rejsedokumenter og uhindret passere grænser.
En ægtemand kan skille sig fra sin hustru uden at skulle angive en grund for sit ønske om skilsmisse – hvorimod en hustru ifølge både sharia og nutidig familieret kun har mulighed for at søge skilsmisse i nogle få ganske bestemte tilfælde:
* hvis manden ikke forsørger hende standsmæssigt, selvom han har de nødvendige midler.
* hvis manden lider ‘af en uhelbredelig sygdom, der hindrer et normalt ægteskabeligt samliv’, og som hustruen ikke er blevet informeret om inden ægteskabets indgåelse.
* hvis hustruen føler sig forsømt på grund af mandens længere varende fravær (udlands- og fængselsophold o. lign.) – også selv om han er i stand til at forsørge hende under sit fravær.
* hvis manden har svoret afholdenhed og ikke genoptager det ægteskabelige samliv inden for en vis periode (ofte 4 mdr.).
* Hustruvold og parternes uoverensstemmelse giver i princippet en kvinde ret til at søge skilsmisse; men ofte vil en ægtemand føle, at hustruen ved at søge skilsmisse krænker hans egen og hans families ære, og han/de vil med alle midler søge at forhindre eller forhale en skilsmisseprocedure indledt af hustruen.
Derfor er det nødvendigt, at hustruens ret til skilsmisse ved fysisk og/eller psykisk hustruvold (der – ligesom herhjemme – forekommer i alle samfundslag) og parternes uoverensstemmelse præciseres.
* En muslimsk mand har ifølge Koranen og sharia lov til at have op til fire hustruer; men det er efterhånden ret almindeligt, at man i ægteskabskontrakter indfører hustruens ret til at søge skilsmisse, hvis manden gifter sig på ny.
Både ifølge sharia og nutidig familieret er det muligt i en ægteskabskontrakt at indrømme hustruen ret til at kræve, at manden forstøder hende (khul) i helt konkrete tilfælde, hvilket medfører, at en evt. resterende del af brudegaven forfalder til betaling. Derved undgår hustruen at havne i en situation, hvor det er nødvendigt for hende at ‘løskøbe’ sig fra sit ægteskab ved at eftergive manden det skyldige brudegave-beløb (2:229), fordi han ikke ønsker skilsmisse. ** Selv om ægteskabsbrud udtrykkelig er forbudt i Koranen (24:2), giver mandens udenomsægteskabelige affærer ikke automatisk hustruen ret til at søge skilsmisse – hverken ifølge sharia eller nutidig familieret. Mandens ægteskabsbrud kunne derfor anføres som gyldig grund for hustruen at kræve, at manden forstøder hende (khul). * *Voldtægt i ægteskabet eksisterer ikke ifølge de klassiske jurister, idet både tradition, sharia og nutidig familieret ganske utvetydigt slår fast, at det er en hustrus pligt at stå seksuelt til rådighed for manden, når han måtte ønske det. Om myndighederne vil acceptere voldtægt i ægteskabet som en grund til at kræve khul, må komme an på en prøve. **Under alle omstændigheder er det vigtigt at præcisere i ægteskabskontrakten, at dersom én eller flere af punkterne skulle vise sig at stride imod gældende lov og ret, skal de øvrige punkter fortsat gælde.
Nogle kvinder vil måske finde det rigtigt at kræve ret til at færdes utilsløret – hvis dette ellers er foreneligt med de aktuelle politiske omstændigheder i det aktuelle land.

MANGE VIL MÅSKE MENE, at det er overflødigt med en udvidet ægteskabskontrakt; men tro mig, jeg har mødt mange kvinder, der bittert fortryder, at de ikke havde en sådan.
At ægteskabskontrakten skal være retsgyldig både her og i et såkaldt islamisk land, fordrer flere besøg hos ambassade og advokat og kan være en kærkommen lejlighed til at få diskuteret nogle helt basale ønsker og forventninger til det fremtidige samliv igennem.
Et emne, som der også bør tages stilling til inden ægteskabets indgåelse, er børnenes religiøse opdragelse. Jeg møder ind i mellem kvinder, hvem det kommer ganske bag på, at deres mand efter mange års ‘vildt’ liv pludselig bliver ‘praktiserende’ muslim og ønsker at opdrage sine børn i den islamiske tro. Børns religiøse opdragelse er ikke noget, der kan ordnes kontraktmæssigt, for det er en ufravigelig regel, at en muslimsk mand har pligt til at opdrage sine børn i den islamiske tro uanset hustruens religiøse tilhørsforhold. At en muslimsk mands børn opdrages i islam er et forhold, som man må forvente, at mandens familie vil lægge stor vægt på, dersom der tilstøder manden noget – også selv om manden selv i levende live måske ikke har taget sin tro højtideligt.
      Det er uansvarligt at undlade at diskutere selv prekære emner igennem med den begrundelse, at man jo er bosat i Danmark og dermed underlagt dansk tradition og lov. Skulle det værste ske, at ægtemanden f.eks. dør under ferieophold, kan det få uoverskuelige konsekvenser for hans enke og børn, og påvirke deres fremtidige liv på en måde, som han aldrig har ønsket for dem.
      Ingen af os kan vide, hvordan familielovene i de såkaldt islamiske lande vil forandre sig i de kommende år – om de vil bevæge sig hen imod de koranske principper, eller om den (menneskeskabte) sharias regler strammes yderligere op og dermed begrænser og forringer kvindernes muligheder og rettigheder endnu mere end i dag.
      Om Gud vil det, vil det aldrig blive aktuelt at skulle hente ægteskabskontrakten frem fra skuffen; men den kan være en sidste hjælp, når tingene går i hårdknude og kan være med til at sikre hustru og børn en værdig fremtid.

Kilder:
BELLEFONDS, Y. Linant de: Traité de droit musulman comparé. Vol. 2, Paris 1965.
pp.37-84: Les conditions de formation de mariage.
pp.193-296: Les effets du mariage à l’égard des époux.

MOUNIR, Omar: Le nouveau droit de la famille au Maroc. Essai analytique.
Le sort des mariages mixtes. Les Marocains à l’étranger. 2005.

Mere om ægteskabskontrakter:
TØNNSEN:
Koranen – kvinder og køn (2021, 273-276, 290-295)
Tror muslimer at jorden er flad? (2006, 206-208)
Islam i europæisk klædedragt (1998, 96-98)
Islam – Naturens Religion (1989, 96-97)